
Populært TV 2-program stopper

Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Næste sæson af "Vild med dans" bliver også den sidste. Det har TV 2 netop meldt ud i en pressemeddelelse.
Programmet har kørt siden 2005, og det vil i alt blive til 22 sæsoner, før stikket trækkes.
- "Vild med dans" har i to årtier været en hjørnesten i dansk tv og en helt særlig fredagstradition.
- Båret frem af festlig live-musik og iklædt de smukkeste outfits har de mange modige dansere givet os fantastiske tv-øjeblikke, flyttet grænser og udfordret normer, som vi vil huske mange år endnu, siger TV 2s programdirektør, Dorthe Thirstrup.
- Det har været enormt inspirerende, og det er derfor også med stor stolthed og endnu større taknemmelighed, at vi runder "Vild med dans" af efter den kommende sæson.
Til den kommende sæson bliver værterne og dommerne de samme som i den foregående.
Finalen, der i den seneste sæson blev holdt i København, rykker dog tilbage til Forum i Horsens, hvor 3000 publikummer skal være med til at se tilbage på de 20 år, der er gået.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Læs mere om: