Da Bente fik spørgsmålet af Liv, kunne hun mærke tårerne trænge sig på i øjenkrogen

– Må jeg kalde dig Bedste?

Den dag Bente fik spørgsmålet af Liv, kunne hun mærke tårerne trænge sig på i øjenkrogen.

For glæden over den tryghed, som den unge pige havde fundet i det ældre par, gav hende en lykkefølelse, det var svært at sætte ord på.

For hendes nye kaldenavn blev et symbol på, at deres relation ikke kun handlede om skolearbejde. Den handlede om kærlighed.

– Når jeg ser på Liv, har jeg de samme følelser for hende, som jeg har for mine egne børn. For hun er simpelthen den skønneste pige. Når jeg i dag tænker tilbage på, hvor hun startede, er det utroligt, hvad hun har opnået, fortæller 78-årige Bente Grathwohl fra huset i Skælskør, hvor hun bor med sin mand Niels, der ligesom Bente også er pensionist.

Et lyttende øre

Lige så længe Bente kan huske, har hun følt stor glæde, når hun var blandt unge mennesker.

Da Bente gik på pension, hægtede hun sig ofte på manden Niels, når han tog ned i kirken, hvor han som organist havde børne- og ungdomskor.

Bente endte med at blive en slags reservemor for de unge, og de tog ofte fat i hende, hvis de var fyldt op af svære følelser eller havde brug for et råd.

Alt fra kærlighedsproblemer til spørgsmål omkring skolen, lagde hun øre til, og hun elskede at give dem en fortrolig stund, som de ikke altid kunne have med deres forældre.

Men den dag Niels faldt om med en blodprop i hjernen, ændrede livet sig for dem begge. Han fik en halvsidig lammelse og kunne ikke længere varetage et fuldtidsjob.

Parret stod nu over for en ny virkelighed.

Men i stedet for at dvæle ved de ting, de ikke længere kunne, valgte de at rette blikket mod de nye muligheder, der var til rådighed.

Bente mærkede hurtigt savnet af de unge mennesker, og hun kunne mærke, at hun stadig havde en masse at bidrage med.

Derfor begyndte tankerne at rulle, da hun en dag så et opslag om en mentorordning fra ’Lær for Livet’. Et program, der har til formål at bygge bro mellem mentorer og børn og unge, der er vokset op under svære livsvilkår.

Da Bente en dag gik ude på vejen, stødte hun ind i en af genboerne. Hun fortalte om sine overvejelser omkring at blive mentor.

Før hun var færdig med at tale, blev hun afbrudt. For hendes genbo var klar i spyttet. Hvis hun skulle være mentor, skulle det være for hendes plejebarn Liv.

Familien havde nemlig forgæves forsøgt at få Liv med i en mentorordning.

– Jeg havde fulgt Liv på sidelinjen, siden hun var fire år, men jeg vidste ikke, hvordan hun var som person. Men hvis jeg kunne bidrage med det, jeg nu engang kunne, ville jeg gerne det, forklarer Bente, der husker, at det var en genert og stille pige, der kort tid efter stod ude foran døren.

Brød ud i sang

De lavede sig en kop te og satte sig ud i haven, hvor Bente ikke var bleg for at tage ordet. De snakkede om musik, og der gik ikke lang tid, før de sammen med Niels brød ud i sang foran flyglet.

Det stod hurtigt klart for Bente, at der bag Livs forsigtige smil gemte sig en pige med udfordringer i skolen.

Hun gik på en specialskole, der var domineret af uro, modløshed og skærme, der kunne holde klassen beskæftiget. Det blev kun værre, da corona lukkede landet ned, for så var undervisningen væk.

Mens Bente tog sig af dansk og sprog, brugte Niels sine evner til at hjælpe med fysisk og matematik. Før ordningen trådte i kraft, havde Bente været på forskellige kurser, så hun var rustet til opgaven.

Selv om det var hende, der havde taget initiativet, blev Niels hurtigt en del af undervisningen.

De mange år med mangelfuld undervisning betød, at Liv havde svært ved bare at tælle. Hun fik at vide, at hun gerne måtte bruge fingrene og sige det højt.

Det vigtigste var, at hun prøvede. For Bente og Niels var det vigtigt at møde Liv i øjenhøjde og tage udgangspunkt i, hvor hun var fagligt. Tålmodigt gik de i gang.

Tålmodigheden blev belønnet. For Liv var motiveret.

– Jeg har i mange år haft en drøm om at blive dyrlæge. Jeg elsker at være ude i naturen og sammen med dyrene. Men jeg vidste også, at det krævede en del af komme ind på studiet, forklarer 16-årige Liv.

Flere gange om ugen gik Liv de få meter fra det røde murstenshus hen til Bente og Niels. Selv om hun til tider kæmpede med sin frustration, når undervisningen ikke ville sætte sig fast, bed hun det i sig.

I stedet kom hendes stædighed frem, for hun nægtede at give op. Når læringen endelig faldt på plads, var det en sejr for hende, og hun kunne mærke, at ambitionerne omkring skolearbejdet steg.

– En dag kom hun glad ind ad døren og sagde: ’Nu har jeg endelig forstået procentregning’. Hun strålede simpelthen, og det var jo en kæmpe sejr. Både for hende og os.

Scorer topkarakter

Som tiden gik, kunne Bente se, hvordan Livs selvtillid omkring skolen begyndte at blomstre.

Hun blev flyttet til en almindelig folkeskole, og selv om hun var ordblind, tog hendes karakterer himmelflugt.

Fra at få 02 og 4 var det ikke usædvanligt, at karaktererne landede på 10 og 12.

Efterhånden begyndte den faglige relation at udvikle sig til et tæt og varmt forhold. Ofte smuttede Liv forbi efter skole, og hun blev altid mødt af et hjertevarmt smil og en logrende hale fra deres hund Kalle.

Ofte sad de og drak te og snakkede. Andre gange stod de side om side og lugede ukrudt i bedene i haven.

Der var hjerterum til at tage svære emner op, og Bente stod altid klar med et lyttende øre og gode råd. Efterhånden blev Bente mere end en mentor.

Hun blev den bedstemor, Liv altid kunne komme til.

– De er jo lidt skøre. Men det er faktisk noget af det bedste ved dem. De har masser af humor og tager ikke tingene så tungt, forklarer Liv.

For Bente har det været vigtigt at se bag om de udfordringer, som Liv havde. I stedet har hun gjort meget ud af at læse hendes signaler og møde hende der, hvor hun var.

Nogle dage var der ikke overskud til svære regnestykker eller diktater, men hun har samtidig holdt fast i, at de ikke skulle give op. Den livsindstilling deler de.

– Hun kan jo blive frygteligt sur, hvis hun får en dårlig karakter. Vi bliver aldrig skuffede over hende. Men nogle gange kan jeg mærke, at hun bliver skuffet over sig selv. Det er også noget, hun skal arbejde med, forklarer Bente.

Hun har lige som sin mand været ramt af en blodprop i hjernen, der har givet hende nogle fysiske udfordringer.

Men de har aldrig dvælet ved det, som de ikke kunne mere.

Hverken Niels eller Bente er kognitivt ramt, og netop derfor var det oplagt, at de fik mulighed for at bruge hovedet til at hjælpe.

Som årene er gået, har Bente og Niels fået et varmt og tæt venskab til Livs plejefamilie.

De sad med til bords, da Liv blev konfirmeret, og Bente har også haft Liv med i det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren. For når hun ser glæden i Livs øjne, er det en ubetalelig følelse.

Denne eftermiddag bevæger Liv sig hjemmevant rundt i Niels og Bentes hjem, der emmer af et levet liv og hygge.

– Vil du dække bordet, min skat, siger Bente henvendt til Liv.

Den familiære varme og kærlighed til Liv, er symboliseret i vindueskarmen, hvor et indrammet billede af den unge pige står side om side med deres oldebarn.

– Jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvor stolt jeg er af hende. Hun er en mønsterbryder og et virkelig godt eksempel på, at man kan, hvad man sætter sig for, forklarer Bente.

Hun håber, at flere vil melde sig som mentor. For hun ved, at der er mange, der har brug for det.

– Det er en kæmpe gave at være med til at løfte et ungt menneske. For din hjælp kan have afgørende betydning for deres liv, forklarer Bente.

Venskabet består

Mødet med Liv har pustet liv i pensionisttilværelsen. For når Liv træder ind ad døren med sin computer under armen, skal de også støve hjernen af.

Selv om folkeskolen snart er et overstået kapitel for Liv, er ingen af dem i tvivl om, at deres venskab forbliver. For gennem årene er relationen blevet forseglet af de mange samtaler, sejre og frustrationer, de har delt.

– Jeg håber, at Liv vil være en del af vores liv, og hun ved, at døren altid er åben for hende. Når vi ikke længere kan bevæge os, kan hun komme og skubbe kørestolen, griner Bente, mens hun modtager et smil fra Liv.

– Det gør jeg gerne.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.