Christina Bølling er redaktør og journalist på SØNDAG. Klummen er et udtryk for journalistens egen holdning.
Jeg har et udtryk, vi i familien kalder ”historien om urtepotterne”. Det starter med en stabel gamle urtepotter i køkkenskabet under vasken, der står på en irriterende måde, så de skubber lidt på afløbsrøret, så det drypper, og de er i vejen, hver gang man skal lukke skabslågen. ”Eijjjj. De skal også ud”, siger jeg til mig selv. Men de ryger ikke, for hver gang, jeg er lige ved at smide dem ud, kommer jeg i tanke om, hvad de eventuelt kan bruges til.
Det ville være vildt hyggeligt og overskueligt at plante ud i potter. Der kan dyrkes fine krydderurter i de gamle potter i forskellige størrelser. En stor basilikum til italiensk mad, og masser af koriander i to andre. Dild? Purløg? Nå, men af sted til planteskolen efter pottemuld og frø. Hov, vi har ingen planteske. Sådan én må jeg nok også hellere få med. ”480 kroner????”. Nå, okay. Det føles rart at bruge ting, der ingenting fejler, i stedet for bare at smide ud, tænker jeg på vej hjem i bilen.
Familien vil helt sikkert også synes, det er hyggeligt at plante ud. ”Nå, gider I ikke? Det er helt fint, jeg gør det bare selv. Det er jo sådan set mit projekt”. Tre timer senere er der pottemuld overalt på terrassen, men så bliver den jo spulet og skrubbet. Lidt af jorden er havnet i potterne, frøene er stukket godt ned, og de er vandet. Tre uger efter opdager jeg, at jeg har glemt at vande siden, og det har været nattefrost. Turen går til Netto, hvor jeg køber ”færdige” krydderurter til urtepotterne i stedet, og efter udesæsonen havner de tomme urtepotter under køkkenskabet igen.
Familien vil helt sikkert også synes, det er hyggeligt at plante ud. ”Nå, gider I ikke? Det er helt fint, jeg gør det bare selv.
Det viste sig, at min veninde gjorde det samme. Hun tog bare kreativiteten et level op og lavede temauge i børnehaven, hun var leder for, hvor børnene plantede solsikker ud. Hun købte lige seks ekstra potter, så der var til alle børnene på Blækspruttestuen. Vi grinede, så tårerne trillede, over, at vi begge to var totalt på potten (et pænt og i vores situation passende udtryk for at være på r ...”), da vi kom til at tale om vores fælles svaghed og tendens til at få gode ideer, der egentlig ikke er så gode, men bare spild af tid.
Måske de i virkeligheden skulle være blevet indeni, ligesom når man finder en pose kanel med en næsten overskredet udløbsdato og synes, man skal bage en æblekage med kanel, selv om man egentlig var på slankekur.
Livet er fuld af den slags små hverdagstasks, der fører en masse ekstra arbejde med sig. Min kollega elsker for eksempel friske blomster i vase, men hun egner sig ikke til dem. Hun glemmer at skifte vandet, blomsterne visner, vandet kommer til at lufte råddent og er fuld af slim.
”Og der ligger altid blade og drys over hele gulvet, når jeg for sent taget mig sammen til at smide dem ud”, siger hun, der har taget konsekvensen. Blomster er noget, der hører til ude i haven, og der bliver de.
Hvad er så egentlig moralen, tænker du måske: At man skal smide tingene ud med det samme, lade være med at køre ud i Ikea og købe opbevaringskasser til sit gamle ragelse og i stedet gøre kort proces og sende det videre i genanvendelsens karmiske hjul?
I en af mine yndlingsfilm ”Friends with money” beslutter Francis McDormand, der spiller en kvindelig designer i et ulykkeligt ægteskab, at hun er færdig med at vaske hår: ”Det bliver alligevel beskidt igen”.
Så tror jeg alligevel mere på strategien med at være begejstret og naiv langt op i årene. Jeg fylder favnen med friske blomster, og de kan bare drysse, kan de. Og jeg bliver ved med at sige ja tak til surdej, selv om jeg halvdelen af gangene ender med at smide glasset ud efter et halvt år i køleskabet uden at have bagt ét eneste brød. Selv om det er åndssvagt og spild af tid.
Men kun for det meste … i går fyldte jeg min mors gamle urtepotter op med lavendel og lilla stedmoderblomster, som hun elsker, så hun kunne ligge i sin seng og kigge ud på dem.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 18/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.