Min mand vil spare, så vi kan komme på ferie. Men jeg nyder at bruge 'dumme' penge

Hej Anna

Min mand og jeg har en ting, vi simpelthen ikke kan blive enige om. Nemlig hvad vi bruger vores penge på. Og det er virkelig ikke noget lille problem, når man som os har fællesøkonomi.

Min mand er fra udlandet, og han synes, at vores førsteprioritet må være at spare op til ferie for at besøge hans familie. Men jeg synes, det er ligeså vigtigt, at vi giver os selv nogle åndehuller i hverdagen. Sådan noget med at vi under os selv at tage lidt ud at spise, leje en bil for at tage i sommerhus, købe økologisk og lidt lækkert og i det hele taget nyder jeg også at bruge dumme penge (caffe latte og den slags).

Jeg synes simpelthen, det bliver alt for surt, hvis vi altid skal spare for at kunne tage til udlandet og besøge min mands familie. Der er vel også et liv og en hverdag herhjemme, der skal have lidt opmærksomhed. Også økonomisk. Men hvad gør vi for at finde et kompromis?

Mange hilsner ”den ødsle”

Kære ”ødsle”

Da jeg læste dit brev, kom jeg til at tænke på det her armlæn, der befinder sig imellem sæderne i et IC3 tog. Det er altid så svært at enes om. Enten ender det med, at ingen tør bruge det, fordi det er for akavet og svært at fordele ligeligt. Eller også smutter det lynhurtigt ind under togturens hurtigste og mest insisterende albue. Sådan skulle det helst ikke være i et parforhold.

Nu er der jo det særlige ved ordet ”fælles,” at ingen kan påkalde sig eneretten til det, ordet dækker over. Jeg kender mange, for hvem fællesøkonomien endte med at blive for stor en udfordring. Men at dele alting op i ”dit” og ”mit”, er vel heller ikke befordrende for samhørigheden. Især ikke når man får børn sammen.

Et fællesskab er både givende og krævende. Det er givende, fordi vi ikke er alene om at få hverdagens hjul til at dreje rundt. På skift kan vi være den, der bærer - og den der bæres. Men et fællesskab er også en kontinuerlig øvelse i kompromisernes kunst.

Fællesøkonomi kan ikke fungere, hvis den ene parts behov altid skal imødekommes - og den andens tilsidesættes. Økonomi handler i høj grad om prioritering. Hvad der er vigtigst, er man to om at vurdere. Aldrig kun én. Derfor tror jeg, at du og din mand bliver nødt til at få jer en god og grundig snak om, hvordan I kan ”skære kagen,” så I begge føler jer tilgodeset.

Jeg kan godt forstå, at din mand har brug for, at I besøger hans familie. Men jeg tror, at du skal gøre det meget klart for ham hvor vigtige de åndehuller, du nævner her, er for jeres daglige samliv. At leve med armene trykket ind til kroppen i hverdagen for kun at brede dem ud, når I besøger din mands familie, lyder i mine ører ikke som en rimelig ordning. Du skal også have mulighed for at hvile din albue på det armlæn jeres fællesøkonomi er - og trække vejret i hverdagens små åndehuller.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.