Selvudvikling
16. april 2014

Derfor kan stress være din ven

Stress synes at være blevet vores samfunds store fjende. Men – hvad nu hvis stress i virkeligheden er vores ven? Her får du ekspertens tips til at komme fra underskud til overskud
Af: redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/article/1415_derfor_kan_stress_vaere_din_ven.jpg

Hjertehamren. Brændende hjerne. Søvnløshed. Fortvivlelse. Vrede. Gråd. Symptomerne på stress er mange, og mange af os kender det selv, eller, der er ramt af det. Stress er et ord, mange af os bruger gavmildt om den fortravlede tilstand, vi befinder os i, og ser som vores største fjende. Og det er ikke så mærkeligt, siger trivselsekspert og forfatter Eva Schmidt.

- Man oplever, at man ikke har kontrol og ikke er i samarbejde med sin krop, fordi man har alle de her ubehagelige symptomer, som stress giver. Medierne fokuserer på, at stress kan dræbe, og vi er selv med til at køre hinanden op, når vi kommer forpustede ind på kontoret om morgenen og brokker os over den travle morgentrafik. Der er meget dramatisk fokus på problemerne, og vi tager først hånd om dem, når det er gået galt i stedet for at fokusere på forebyggelse, siger Eva Schmidt.

LÆS OGSÅ: Stress kan ødelægge dit sexliv

- Stress er vores fineste forsvarsmekanisme. Den er til for at hjælpe os med at passe på os selv. Det er styret af vores nervesystem, der siden urtiden har hjulpet os med at overleve, så vi kan kæmpe eller flygte ved fare. Havde vi ikke stressmekanismen, kunne vi ikke overleve, siger hun.

Her er hendes syv tips til at forebygge stress:

1. Tag ansvar for dit eget liv

Vi skal ikke pege fingre udad, for vi bliver selv nødt til at sætte foden ned, hvis vi skal undgå at være slave af ydre eller indre krav. Ellers bliver vi ofre, og det er nok det værste, vi kan blive, for så kan vi ingenting stille op selv.

2. Behandl dig selv godt

Du kan ikke køre af sted som en bil med 180 km i timen uden at brænde sammen. Din bil skal til eftersyn, have skiftet dæk og køle ned i carporten. Det sammen gælder den menneskelige ”motor”.

LÆS OGSÅ: Få tre øvelser til at mindske stress

3. Bliv venner med din krop

Spørg, hvad stressen fortæller dig. Registrér, hvad der normalt sker i kroppen, og husk, at det ikke er normalt at have hovedpine hele tiden. Reagér på kroppens signaler i stedet for bare at klø på og tage en hovedpinepille, der bare overdøver smerten og de vigtigste signaler.

4. Bryd tabuet

Kollektivt er der stadig tabu omkring stress, fordi det ofte forbindes med svaghed. Men stress er en naturlig tilstand, når den vel at mærke kun opstår akut og indimellem. Vi oplever alle stress i perioder. Når vi tør tale om tingene, kan vi også hjælpe hinanden til at finde løsninger og mindske stressen igen. Samtidig skal vi være opmærksomme på at skelne mellem, hvornår vi egentlig har travlt, og hvornår vi er stressede, for netop at kunne tage tilstanden alvorligt og hjælpe, når det kræves.

5. Snak trivsel i stedet for stress

Det, du fokuserer på, vokser. Hvad skal der til, for at du oplever trivsel og arbejdsglæde og balance i dit liv? Hvis du kan få det på plads, så vil stress heller ikke være grundtonen i dit liv, men blot en akut, sund reaktion som indtræffer, når der er brug for den.

6. Dæk dine basale behov

Sov, spis og motionér – men dyrk gerne blid motion. Ekstremsport kan være en ekstrem stressfaktor i sig selv. Når dine basale behov er dækket, så har du meget bedre forudsætning for at skabe den gode work-life balance.

7. Hold pause

Pauser er essentielle. Vi tror fejlagtigt, at vi når mere ved ikke at holde pause, men pauserne gør, at vi bliver mere effektive og skarpe og handler mest optimalt. Hvile er basalt. Hold ikke pause for pausens skyld, men for effektivitetens skyld.

LÆS OGSÅ: Er du ved at få stress over alle de ting, du skal nå, inden du går på sommerferie?

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.