moderskab
Gravid

Liv drømte om at få en dreng, men venter en pige: ”Det er tabu at føle skuffelse.”

Liv Kirkensgaard skal være mor til en lille pige om en måneds tid. Men da hun første gang fik kønnet at vide, var det svært at føle glæde, for hun havde drømt at få en dreng. Og følelsen er endnu værre, for det er tabu at føle skuffelse. Her fortæller hun sin historie – og hvorfor det er vigtigt at kunne tale åbent om det.

Vi sidder i venteværelset på Hvidovre Hospital. Belysningen er dæmpet, indtjekningsskranken er flittigt besøgt, og vi går i cirkler på gangene, klistrer os til vores smartphones eller hvisker til vores partner. Dem som er alene gemmer sig bag store aviser, eller ruller tommelfingre og undgår menneskelig øjenkontakt.

Efter et kvarters ventetid bliver mit navn råbt op. Jeg lægger tankerne til side, og samler mine ting sammen, alt imens jeg prøver at gemme min nervøsitet væk i skraldespanden sammen med de to myslibarer, 3 plastikflasker og den lille pakke karamel-Gajol som hurtigt blev fortæret i ventetiden.

Jeg er nervøs. Det har jeg været i mange måneder nu.

Inde på stue 3 glider scanningslægen langsomt det iskolde apparat hen over mit anstrengte maveskind, og i et kort øjeblik glemmer jeg at trække vejret. Pludselig mærkes hele min krop tung, og sveden begynder langsomt at pible frem på både ryg og håndflader. Lige i dette øjeblik, føles alt min ophobede spænding, som en svigende knude i maven, og gråden tager stille til.

‘Jeg ønsker mig bare en sund og rask baby. Kønnet er fuldstændig underordnet.’

JEG ØNSKER MIG EN DRENG

Det har igennem det sidste halve år været mit autopilot-svar, når mine omgivelser har spurgt til min voksende mave. Jeg kan efterhånden sige det så overbevisende, at jeg nogle gange har været bange for at udvikle en psykose. Simpelthen nå dertil, hvor jeg kan tvinge min hjerne til at tro på mine egne løgne. Svaret er uhyggeligt simpelt, men i mit hoved bliver der startet en stjernekrig af tanker, som prikker til mit moderskab, kvindeskab og generelle jeg.

For hvorfor skulle det ene køn foretrækkes fremfor det andet i et ligestillet samfund, hvor mænd og kvinder tillægges lige stor værdi og nyder godt af samme rettigheder? Hvorfor i alverden skulle jeg tillade mig at ønske mig køn, når nu Gud den almægtige, eller hvem der nu bestemmer livets gang, har valgt at tildele mig et barn?

Det er min overbevisning, at de fleste gravide kvinder nærer et ubevidst lille håb om et bestemt køn helt inde i den ærlige kerne. Det er nemlig nemt under graviditeten at lade sindet opsøge pejlemærker, således at forberedelsen til forældrerollen bliver forenklet, og fremtiden kan planlægges med det lille menneske.

Helt inderst inde vidste jeg godt hvad jeg drømte om at holde i mine arme. Jeg ønskede mig en dreng. En lille dreng.

Det var det ønske jeg så brændende holdte fast i, alt imens skanningslægen cirkulerede det iskolde apparat fra side til side på min mave. Og det var lige her, på den sorte læderbetrukket briks, at den svigende knude tog til, og mine tårer begyndte at rulle ned af mine pudrede kinder.

For jeg skulle ikke have en dreng. Det blev en pige.

De første sekunder sagde jeg ingenting. Jeg er overbevist om, at mit kropssprog har vist sig anderledes, da man umiddelbart skulle tro, at en rørstrømsk kommende mor, med sin tålmodige kæreste ved sin side, ville blive glad for nyheden om en lille rask pige.

Det gjorde jeg bare ikke. Jeg blev så inderligt skuffet, og ked af mine indgroede billeder af min søn nu skulle gemmes væk, og i stedet erstattes af en pige, jeg ikke følte jeg kendte.

Inde i mit hoved havde jeg bundet min søns fodboldstøvler, og puttet plaster på hans græsplettede knæ tusindvis af gange. Jeg havde set frem til et værelse overpyntet med farverige fanplakater, kærlige slåskampe, mor-søn forhold og generelt at se min kærestes og mine gener flyde rundt i en lille drengeversion af begge verdener.

Liv med sin kæreste. Billedet er taget den dag, de fandt ud af, Liv var gravid.

BANGE FOR AT FEJLE

Jeg kendte allerede den her lille dreng. Han skulle hedde Marvin.

Mit ønske om en dreng opstod, fordi jeg som kommende forældre syntes at have genoplivet mine egne gode barndomsminder. Minderne som skaber genkendelighed og tryghed. Tænker jeg tilbage, har jeg aldrig i mit liv rørt en Baby Born dukke, leget med langlemmede Barbie dukker eller fløjet rundt med glimmervinger, og kaldt mig selv for en fe.

Tværtimod.

Jeg er blevet lappet sammen utallige gange på Amager Sygehus, fordi min far og jeg byggede skateboard-, svæve-, og rulleskøjtebaner, og generelt legede ’vildt og voldsomt’. Jeg kan stadig den dag i dag høre min mor sige netop den sætning, imens hun helt febrilsk fægtede rundt med forbinding og smertestillende.

LÆS OGSÅ: Ønsker du dig en dreng eller en pige - og må man det?

Jeg elskede at køre racerbane med min lille blå bil om morgenen, og ønskede mig David Beckhams hvide trøje i konfirmationsgave. Jeg har altid hadet at have bryster, mit hår har alle dage været opsat i en sjusket hestehale, mine negle har været fyldt med jord, og jeg kan stadig være i tvivl om, hvad en lip-liner er.

Jeg er bange. Rædselsslagen.

Med hånden på hjertet er jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at vælge den rigtige prinsessekjole, lave fletninger, samle perleplader eller synge med på ‘Frozen’. Jeg er skrækslagen for, om jeg kan indrette et dukkehus eller stå på danseskolens forældrelinje, uden at råbe ‘Offside, dommer!’. Jeg er bange for at totalfejle, fordi at billedet som mor til en lille pige er i lyserøde nuancer, og kommer i en forseglet pakke fyldt med vat.

Skanningslægen smiler, og tager sine plastichandsker af. Hun tørrer stille min mave af for den iøjefaldende blå gele, og ønsker os rigtig held og lykke med resten af forløbet.

Jeg kan i dag hverken huske hendes navn, vores håndtryk eller hvor på Hvidovre Hospital vi parkerede – men jeg husker følelsen. Følelsen af, at være skuffet og næsten indebrændt over ikke at have fået det, som jeg i det øjeblik ønskede mig allermest. En dreng.

Den følelse havde jeg ikke lyst til at dele med nogle. For det er da yderst forkælet og utaknemmeligt – ikke sandt?

Det fortiede – og den manglende åbenhed skyldes nok, at det er tabu at føle skuffelse. Det er enormt svært, at håndtere sine egne følelser midt i det som bør være ‘nogle af de dejligste måneder i livet’. Jeg har utallige gange haft lyst til at ringe til min bedste veninde, bror, kæreste eller mine forældre, bryde sammen i gråd, og fortælle sandheden.

Alligevel har lysten for at dele mine tanker, været druknet i frygt for, hvad andre ville tænke. Frirummet til at stå op for en sådan følelse eksisterer ikke.

Jeg kastede mig en enkelt gang ud i sandheden, og måtte i skam trække mine tanker tilbage, da reaktionen lød: ‘vær nu bare glad for, at du kan få et barn.’ sagt med både foragt og fordømmelse. Selv onlinedebatter er grufulde hvad dette emne angår. Kvinder og mænd som skælder hinanden ud, og leger følelsespoliti gemt bag et falsk navn, mindede mig om, at nettet også er et uforpligtende og distanceret sted, hvor enhver kan agere anonymt og uden konsekvenser. Jeg fandt aldrig frirummet.

VI SKAL KUNNE SNAKKE OM FØLELSEN

Det er et tabu at ønske køn.

Det er simpelthen strengt forbudt i dagens Danmark. Man skal være taknemmelig over, at barnet er rask og velskabt og lever. Menneskerne i din omgangskreds må hjertens gerne have lange lister med ønsker til det kommende forældrepar, men selv skal man ikke synes noget. At ønske noget, man ikke får, det er grimt. Du skal nemlig være glad for, at du overhovedet får noget. Det er en slags moderne blasfemi, og det syntes jeg personligt er forkert.

Jeg mener, at vi skal kunne snakke om følelsen. Følelsen af, at være skuffet, sur og trist over barnets køn. Det er menneskeligt at føle, og der behøver ikke være en 65-siders psykiatrisk dokumentation for, hvorfor du har det sådan. Ligesom mødet med barnet for rigtig mange inkluderer en forestilling om øjeblikkelig lykke, moder- og faderfølelse og ubetinget kærlighed, ikke nødvendigvis er sådan, virkeligheden ser ud for alle nybagte forældre, ligeledes er det med ønskekøn.

LÆS OGSÅ: Drengefamilier ønsker oftere at få endnu et barn

Nogle ønsker sig en dreng, nogle en pige, og nogle mener at det ikke har betydning. Der er intet forkert svar, og ej heller et rigtigt.

Jeg skulle sunde mig på vej hjem fra hospitalet. Det var svært at forstå og snakke om fortvivlelsens dybde med min kæreste, for lige i dette øjeblik, med de smukke sneklædte træer, eftermiddagssolens gule skær, og hans hånd i min, burde jeg jo være lykkelig over at skulle være forældre. Mit smil sad udenpå, og indeni brændte en uforklarlig irritation.

For nogle er skuffelsen måske kortvarig, og forsvinder så snart det lille sort-hvide fosterbillede hænger hjemme på opslagstavlen, imens andre skal igennem en længerevarende proces, som måske først slutter, når håbet igen opstår ved endnu en rød streg på graviditetstesten. Det er ikke til at vide.

I dag bebrejder jeg ikke mig selv for, at have ønsket mig en dreng. Det vil jeg aldrig gøre. Det at ønske, er ikke ensbetydende med, at man ikke elsker det barn, man venter. Men derfor kan man jo godt have haft en drøm om noget andet.

Ikke noget bedre. Men noget andet.

 

Liv Kirkensgaard er 23 år gammel, bosat på Østerbro i København og venter sammen med sin kæreste datteren Ellenora, der er sat til at komme i maj 2018

 

 

Læs mere om: