liv kirkensgaard
Familieliv

Hvor køber man en forældremanual?

”Da min datter kom til verden, mistede jeg evnen til at danne overblik, mit overskud skrumpede gradvist, og tilbage stod jeg som desillusioneret mor begravet i følelsen af ikke at leve op til mine egne og omverdenens forventninger,” skriver Mamas klummeskribent Liv Kirkensgaard.

Solen skinner ned i Københavns fire søer og sender billeder af store kastanjetræer, farverige friske morgenløbere og barnevogne-ræs retur til de mange brunchgæster rundt omkring på de omkringliggende cafeer. Det er formiddag, lunt i vejret og dagen er kun lige begyndt. Jeg er nået til Dronning Louises Bro, da jeg må holde andet pitstop med min datter. Hun er kun to måneder gammel. Hendes gråd svier i mit hjerte, samtidig med at jeg river og flår i pusletasken for at få en stofble over skulderen. Sekunder føles som år. Heldigvis er det meget hurtigt overstået. Jeg sidder på den klassiske københavnerbænk og ammer, mens mine tanker flyver afsted imens.

 

Fra overskud til desillusioneret mor

I månederne op til min barsel havde jeg sat mig selv på en piedestal af uovervindelighed. Jeg var overbevist om, at den første tid med en baby ville emme af lykke, idyl og overskud. Jeg ville i hvert fald ikke være en af dém, som altid havde gylp på tøjet, sjusket knold i nakken og glemte at lidt sminke kan løfte ethvert ansigt en mandag morgen. Jeg skulle gå til babysvømning med mødregruppen, deltage i kommunens gratis rytmikhold og min lejlighed skulle dufte af økologisk hjemmebag. Derudover skulle jeg træne, lægge ansigtsmaske og lakere negle og selvfølgelig diske op med stearinlys og ekstra kærlighed til min kæreste flere gange om ugen.

Det var formentlig sådan, mange af os havde forestillet os barselstiden, men virkeligheden viste sig at være en anden. Da min datter kom til verden, mistede jeg evnen til at danne overblik, mit overskud skrumpede gradvist, og tilbage stod jeg som desillusioneret mor begravet i følelsen af ikke at leve op til mine egne og omverdenens forventninger.

LÆS OGSÅ: 7 podcasts om graviditet, barsel og baby du skal lytte til

Et moderskab af skyld og skam

Moderskabet italesættes i dag i en arena af pres, stavnsbånd, skyld og skam. Regelsættet og forventningerne starter allerede i graviditeten, hvor du skal igennem en hel uddannelse i, hvad du må – og især ikke må. Der er ting du ikke må spise og drikke, særligt skønhedsprodukter du ikke må bruge, og så skal du passe på med motion og helst ikke løfte noget som helst. Udover det skal du passe på kemikalierne i vaskemidlet og på, hvorvidt den lilles negle skal klippes eller nulres af. Og så selvfølgelig dit psykiske velbefindende. Din baby kan jo mærke det hele.

Dernæst kommer den første babytid. Alle personlige behov bliver tilsidesat. På dig hænger nu en altdominerende, til tider urimelig, krævende diktator, der bestemmer dit søvnbehov, fødeindtag og personlige hygiejne. En lille yndig djævel forklædt i dine gener, som kræver stimulerende børneunderholdning midt på formiddagen, til frokosten, midt i aftensmaden og de efterfølgende mange timer. Om natten skal der rystes flasker, skiftes et tocifret antal bleer, alt imens du skimter ind til din mand i sengen og skamfuldt spørger dig selv om, hvornår i sidst dyrkede sex.

 

LÆS OGSÅ: "Ferie er være forældre - bare i varmere omgivelser"

 

Selvskabte problemer

At være mor er i høj grad blevet et identitets- og iscenesættelsesprojekt. Det er eksklusivt at være mor i dag, og vi vil gerne vise, at vi magter opgaven. Vi bekymrer os uafbrudt, men i virkeligheden er det selvskabte problemer, og de fleste børn ville klare sig aldeles udmærket, uden at vi som mødre bekymrede os så meget. Vi har en tendens til at blæse problemerne op, fordi vi ved så meget og har så let adgang til information.

Jeg kigger ned på min datter, som efterhånden er forsvundet til drømmeland. Hun ligger sammenkrøllet i sit blomstrede vattæppe. Jeg løfter hende stille ned i barnevognen og fortsætter min rute rundt om søerne. Forbipasserende forældre hilser venligt med et lille smil. Det forstående kollektive forældre-smil, som varmer dejligt midt i barselstomrummet.

Mine tanker traver videre.

Det er min livsstil og mine forkælede krav til en indholdsrig hverdag, at jeg finder moderrollen vanskelig.

Jeg blev ramt af mine egne forventninger til mig selv som individ og mit manglende blik for, at man hverken kan kontrollere eller regulere et spædbarn, der er født med vilje og personlighed. Du er simpelthen underlagt et andet menneske. Resten af dit liv.

Jeg får lyst til at råbe, krænge moderskabshylsteret af og rive alle bøger, blade og velmenende ekspertråd midt over. Samfundet forventer af mig, at jeg først og fremmest er mor. Og så er man alt det andet bagefter. Hvis man ikke bekender sig til den rolle, er man suspekt. Jeg er ikke længere individuel, jeg er mor. Men den kasse vil jeg ikke skubbes ned i. Det betyder ikke, at jeg ikke accepterer kassen og tager ansvar og elsker min datter og tager mig af hende. Jeg er ikke en dårlig forælder, jeg kan bare ikke lide kassen. Mit liv er ikke fuldført eller mættet af, at bære rollen som mor. Den fylder ikke hele mit liv ud. For jeg er også så meget andet.

Learning by doing

Vi lever i en tid, hvor flere og flere debatterer over netsider, googler sig til svar, og følger med i blogs. Alt sammen for at se, hvordan andre gør det. Gør de det bedre, kan jeg selv gøre det bedre? Vi leder i vildskab efter svar eller for at blive bekræftet i, om vi nu gør det rigtige. Men hvad er det rigtige? Du kan læse og forberede dig, men du kan bare ikke forberede dig nok på, hvordan livet med et barn bliver.

Det kan man ikke. Det svære er, at man er nødt til at acceptere, at nogle gange er der ikke en forklaring – eller en løsning. Aldrig tidligere i mit liv har jeg oplevet learning by doing så konkret. Det er nok det, der er så grænseoverskridende, at man skal eksperimentere sig frem med et levende væsen, som ikke kan sige til og fra.

Personligt har jeg fundet min egen stil. Jeg har ofte glemt pusletasken, jeg får ikke altid vasket hendes stofbleer og nogle gange kommer hun kun i bad to gange ugentligt. Jeg har drukket vin, sommerdrinks og spist både chili og jordbær. Jeg har vaklet i tårnhøje stilletter på skæve brosten med min datter sovende over skulderen, hun har spist både smør og mayonnaise tandløs og leget flyvemaskine i uge fire.

Der er også dage hvor vi leger med farvede firkanter, synger disney-sange og holder øjenkontakt – også er der de andre dage, hvor jeg har lyst til at smide hende ud af vinduet og høre heavy metal, imens jeg tager et langt bad. Uanset hvilken dag på ugen, så griner hun over hele hovedet.

LÆS OGSÅ: Liv drømte om at få en dreng, men venter en pige: "Det er tabu at føle skuffelse"

Moderskab kommer indefra

Jeg er mor. Men jeg er også en selvstændig kvinde midt i tyverne. Og hende har jeg bevaret.

For at vi kan være noget som helst for andre, er det vigtigt, at vi husker at drage omsorg for os selv. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det længste kærlighedsforhold, vi kommer til at opleve forholdet til os selv. Det handler om balance. Balance mellem familie, venner, arbejde og løb. Balancen i mig selv. Jeg er mor, kæreste – og min egen.

Du er ikke mor, fordi du har læst bøgerne. Eller fordi du er den eneste med strøget skjorte i hønseklubben. Du er mor, fordi den kærlighed du giver ikke kan erstattes med noget andet. Moderskab kommer indefra. Det er en uhåndgribelig følelse som ingen manuel kan nedskrive.

Jeg ønsker ikke at tale moderskabet ned, men jeg håber, at forestillingen om den evigt lykkelige mor står til at ændre. Der er nemlig mange forskellige måder at blive mor på. Både lykkelige og ulykkelige og en god kombination af begge dele.

Den sidste sø er nået og skyggerne er blevet lange. Jeg er hoppet i læ under en solslidt parasol tæt på Østerbro. Min datter ligger klistret til min gamle læderjakke med brugsspor fra Roskilde Festival. Hun gnaver på sin hånd og skutter sig i sin fars grønne sweatshirt. Den fungerer helt fint som forårsdyne. Om lidt høre regnen op, og jeg kan fortsætte min tur hjem. 

Ved min side står en mor. Hun pakker blidt sin søn ind i hue, sweater og fortæller ham hvad regn er og hvorfra den kommer. Hendes skjorte er kridhvid, hendes hår stramt og nyklippet og ved barnevognens side skimter jeg en yogamåtte.

Vi er modsætninger, forskellige men med en fælles rolle. Vi er begge to mødre – på hver sin måde – men mødre. Og der var ikke det, vi ikke ville gøre for vores børn.

Moderskab er ikke enten-eller. Det er både-og.

 

liv kirkensgaard

Klummeskribent Liv Kirkensgaard er 23 år, bosat på Østerbro og mor til datteren Ellenora på 3 måneder.

Læs mere om: