set en uhyggelig film
Familieliv

Det gør du, når dit barn har set en uhyggelig film

Der kan være stor forskel på, hvor følsomme børn er overfor de film, de ser. Og nogle børn bliver lettere skræmt end andre. Vi har spurgt psykolog Heidi Agerkvist om, hvad du gør, når det bliver lidt for uhyggeligt.

Når barnet har set en uhyggelig film

Vi kender det jo godt selv. Midt i en fascinerende film, er der pludseligt én af de gode, der dør, bliver drillet eller kommer til skade på en måde, så vi får en lille smule ondt i maven. Og ligesom, at vi selv får en bedrøvet fornemmelse i hjertet, når Mufasa falder ned fra klippen i Løvernes Konge, så tager børn også de følsomme og uhyggelige elementer ind, når de ser en film. Men hvordan forholder man sig egentligt til den situation? Vi har spurgt familievejler og psykolog, Heidi Agerkvist, om hvordan du forholder dig, når filmens fortællinger bliver lidt for voldsomme, og hvordan det påvirker barnet at se det.

- Hvis noget er uhyggeligt, så er det enten fordi, at der er elementer af ondskab eller noget farligt indblandet i det, eller noget som barnet ikke forstår. Og det skaber en utryghed, og det er den, der sætter sig i kroppen hos barnet.

Og denne utryghed kommer til udtryk ved, at barnet bliver uroligt.

-Typisk vil barnet opsøge noget, der kan give ro, og det er den voksne. Og måden de gør det på, kan vise sig på forskellige måder. De kan begynde at græde eller klynke. Man kan også opleve, at barnet bliver vred, og under det ligger der altså en utryghed.

Når der pludseligt kommer noget uhyggeligt

Man kan også sagtens lande i en situation, hvor man ikke vidste, at der ville komme noget ubehageligt i den film, man sidder og ser med sit barn, og i den situation skal man tage ansvar som forælder ved at skærme børnene, for det de ikke skal se.

-Man kan aflede børnenes opmærksomhed ved at sige ”kom lige herover” eller ”luk lige øjnene, jeg siger til, når det er gået væk”. Hvis det bliver for meget, kan man også sige ”nu tror jeg vist, vi slukker, det var lidt mere voldsomt, end jeg havde troet, det er vist for vildt til os”. Og så handler det om at være der fysisk med dem, så man kan hjælpe dem til at finde rundt i det, som måske bliver for uoverskueligt.

- Det vil tit være ved sengetid, at man finder ud af, om barnet synes, det var lidt for uhyggeligt. Det er et lille kontroltab, de skal lave, når de giver slip på dagen og falder ind i søvnen, og det kan godt være svært for dem, hvis der er noget, der ’spøger’. Og så går man ind og beroliger barnet.

LÆS OGSÅ: Hvis barnet har set en uhyggelig film, kan det have svært ved at sove, her får du 7 søde sengetips, der virker

2-4 år: Hovedopgaven er at berolige dem

Hvis ungerne har set noget uhyggeligt eller ubehageligt, så er hovedopgaven at berolige dem, forklarer Heidi Agerkvist.

-Vores hjerne er det eneste organ, der reguleres udefra, så en urolig hjerne med et nervesystem i oprør, har brug for en rolig hjerne, den kan blive smittet af. Så man skal være der som voksen og hjælpe barnet med at forstå, hvad det er, der er sket. Ved det helt lille barn fra 2-4 år, er det bare at sige: ”Det kunne du ikke lide, det var ikke rart for dig, nu er det væk. Jeg er her og jeg passer på dig”. Man skal ikke begynde på en hel masse forklaringer, for det kan de små børn alligevel ikke forstå. Det handler om, at berolige barnet på en simpel måde. Det lille barn kan ikke skelne mellem virkelighed og fiktion, for dem er alt virkelighed.

6-9 år: Begynder at forstå forskellen på fiktion og virkelighed

Når børnene befinder sig i 6-9 års alderen begynder de at forstå, at filmene ikke er virkelighed. At der er forskel på fiktionens verden og vores egen. De begynder at forstå, hvad skuespil er, og at Harry Potter derfor er en karakter. Og der kan man begynde at tale med dem om, at det ’bare’ er en film.

-Og det kan man sige på mange måder. Man skal aldrig hentyde til, at barnet skal tage sig sammen, fordi det bare er en film. Du skal i stedet fortælle, at ”det du ser inde i fjernsynet, det er noget de har fundet på, det er noget, de lader som om, fordi de skulle lave en film”. Og så kan man tilføre noget mere til den og sige; ”og det synes du var lidt for meget, det kan jeg godt forstå, for du er jo sådan en der gerne vil have, at vi er søde ved hinanden, for du er jo selv sød ved dine venner”. Det er en måde at hjælpe barnet til at skelne mellem virkelighed og fiktion.

9-13 år: Har stadig brug for trøst og omsorg

Når barnet rammer 9 års alderen kan de stadig have brug for trøst og omsorg fra en voksen, selv om det er fristende at spise dem af med kommentaren om, ’at det jo bare er en film’. Men man er stadig ikke så stor, når man er 9 år gammel. I 11-13 års alderen begynder nogle at få en selvbevidsthed om, at det kan være pinligt, hvis de ikke tør se en specifik film, som vennerne måske godt tør at se, forklarer Heidi Agerkvist.

-Der kommer en selvbevidsthed om, at det burde jeg kunne, for de kan de andre. Og så finder de det skamfuldt, at de stadig kan blive påvirkede. Og der skal man som forældre passe på, at man ikke kommer til at hælde benzin på det bål. Man kan stadig godt være ekstra følsom i den alder, og i puberteten begynder de at få en bevidsthed om, at verden ikke er helt så uskyldig, som de troede. Og store spørgsmål om fx døden og de bekymringer, der knytter sig, kan godt aktiveres af at se noget på film, der er voldsomt.

Hvornår er de klar til Disney-klassikere og Harry Potter?

Vi er mange, der elsker Disneys udødelige fortællinger og det fortryllende univers, der omgiver Harry Potter. Derfor brænder vi naturligvis for at introducere ungerne for de film. Men hvornår er de egentlig klar til at se dem?

-Omkring 8 års alderen. Men det kommer meget an på barnets personlighed og følsomhed, og hvor meget de bekymrer sig om det efterfølgende. For nogle 8-årige er Harry Potter for meget, og jeg tænker da også, at man som voksen kan få en lille klump i halsen, når Mufasa ryger ned af klippen i Løvernes Konge. Men det er jo også det, der gør Disney-film gode, at de er arketypiske fortællinger om liv, død og kærlighed. Det er jo fortalt til at gå lige ind i hjertet. Både på godt og ondt.

Heidi Agerkvist anbefaler desuden, at man lader sig vejlede af filmens aldersanbefaling, hvis man er i tvivl, da denne som regel er rimelig retvisende. Og så kan man altid se filmen sammen med barnet første gang, og fornemme om de rykker tættere på én undervejs eller man selv synes, den er for meget.

- Generelt har vi jo travlt med at vores børn skal blive store og klare alt muligt, men man kan nemt gå lidt for hurtigt frem med her. Et godt råd er, at det ikke haster, slutter Heidi Agerkvist.

LÆS OGSÅ: Den store julegaveguide med børnebøger til alle aldre

 

Heidi Agerkvist er familievejleder og psykolog, med særlig ekspertise inden for børne- og forældreområdet. www.heidiagerkvist.dk

 

Læs mere om: