Tigerspring sker både for baby og for mor, mener forfatter Charlotte Heje Haase.
Familieliv

Tigerspring: Sjov bog skildrer MORS mentale udvikling

26. november 2015
af Anne Romanelli
Alle børn tager en række mentale tigerspring i deres første leveår - men de er ikke de eneste. Også barnets mor gennemgår flere mentale udviklingstrin. Det mener i hvert fald Charlotte Heje Haase, som i en ny bog fortæller sin personlige historie om at blive mor. Hudløst ærligt - og virkelig sjovt!
Mødre i dag bliver bombarderet med løftede pegefingre, forbud og påbud, og det kan være svært at finde vej i junglen af eksperters råd og meninger. Sådan er det i hvert fald for den nybagte førstegangsmor Charlotte Heje Haase, som i sin barselsdagbog ’Mit livs største tigerspring’ fortæller hudløst ærligt om den usikkerhed, sårbarhed og bekymring (og selvfølgelig også den store lykke), der følger med dét at blive mor.

Tigerspring sker ikke kun for baby – men også for mor!

Hendes nye bog er inspireret af den internationale bestseller ’Vidunderlige uger’, der beskriver babys mentale udvikling, de såkaldte tigerspring, som ifølge forfatterne finder sted på præcis 8 særlige tidspunkter i barnets første leveår. Charlotte Heje Haase vender i sin bog dette på hovedet og skildrer i stedet den nybagte mors ’tigerspring’ – altså de mentale udviklingstrin, som moren gennemgår i løbet af barnets første år. Det er ikke alene genkendeligt, det er også virkeligt sjovt! Alt i alt befriende læsning, som vi her på MAMA-redaktionen på det kraftigste anbefaler. Vi har læst, grinet og grædt med bogen – og vi har derfor grebet fat i Charlotte til en snak om netop ’Vidunderlige uger’ og ’Mit livs største tigerspring’. Hvordan stødte du selv på ’Vidunderlige uger’? Det var en bog, jeg arvede af en anden mor. Den så ret tør ud, og jeg skænkede den ikke en tanke, før min datter pludselig ud af det blå begyndte at græde en del. Så sagde en veninde, at jeg skulle tjekke ’Vidunderlige uger’ for at se, om min datter var i et tigerspring. Bogens forfattere har studeret babyers adfærd og mener, at alle børn gennemgår en masse tigerspring, der indfinder sig i specifikke uger det første år. Babyerne er meget kede af det under tigerspringet, og bagefter har de tilegnet sig nye færdigheder. Du har i et andet interview fortalt, at du var lidt skeptisk omkring ’tigerspring’ i starten – hvorfor? Min kæreste spurgte til bogen, og jeg svarede, at det vist ’bare er en bibel for usikre mødre’. Jeg har læst psykologi, og selvom man her forsøger at kortlægge menneskets psyke i meget fasttømrede systemer og teorier, var dette den mest langt ude teori, jeg havde hørt. Altså noget à la ’fra uge 5 til 7 vil dit barn være ked af det, men bagefter vil det kunne se verden i farver’. Hvorfor besluttede du alligevel at se, om dét med tigerspring nu også passede på dit barn? Jeg var desperat. Min datter var en meget nem baby, der sov godt, ammede fint og var grundlæggende tilfreds. Men da det første tigerspring indtraf, var jeg sikker på, at der var noget galt. Hun var så ked af det, og det kunne ikke forklares med sult eller søvnmangel. Da jeg så tjekkede ’Vidunderlige ugers’ app og tastede hendes terminsdato ind, passede det fuldstændigt. Jeg tænkte, det var et tilfælde, men det skete gang på gang. Hvordan har det hjulpet dig at have en slags guide til de forskellige tigerspring i ’Vidunderlige uger’? Det var en dejlig og fascinerende guide. Jeg tjekkede det aldrig inden et tigerspring eller tænkte sådan ’på onsdag kommer det’, men når hun opførte sig, som om hun var besat af en dæmon, så tjekkede jeg, og så var der en logisk forklaring. Jeg kan godt lide, at forfatterne hele tiden understreger, at det er helt naturligt, at man som forælder bliver lidt udkørt, men det handler bare om at tage den med ro og at give barnet kærlighed og støtte. Jeg ser ikke på ’Vidunderlige uger og tigerspring som en religion eller en sandhed, og jeg tror, forskellige rytmer kan gælde for forskellige børn. Jeg har også en veninde, der havde et meget uroligt barn. Det var som ét langt tigerspring det meste af barslen. Men det var en støtte for mig. Hvordan kan man sammenligne babys tigerspring med mors ’tigerspring’, som du beskriver i din egen bog? Nu har jeg ikke så imponerende en empiri at trække fra som forskerne i ’Vidunderlige uger’, og det skal selvfølgelig ses som et humoristisk indslag, men jeg oplevede mange følelsesmæssige op- og nedture gennem det første år. Jeg var simpelthen helt og aldeles sønderbombet af kærlighed til det lille nye væsen, jeg havde været med til at bringe til denne verden. Det åbnede mit hjerte helt vildt, men det gjorde mig også pokkers sårbar. Jeg oplevede alt meget stærkere og nærmest fysisk. Bekymringer, usikkerheder, savn, irritation, kærlighed… Jeg kunne have perioder, hvor en katastrofetanke f.eks. overmandede mig – ’Var jeg nu en god nok mor?’ – og så kunne jeg ikke tænke på andet, indtil jeg var ovre på den anden side igen. At stoppe med at amme, da hun skulle passes første gang eller starte i institution var nogle af de store tigerspring. Dét der med at skulle klippe navlestrengen. Der kunne jeg godt mærke, at jeg skulle øve mig lidt på at have tillid til verden, og at hun ville kunne klare sig uden mig – og jeg uden hende. Uddrag fra ’Mit livs største tigerspring’: Morens niende tigerspring: Du er nu ved at kende morens reaktion på tigerspring, men vær klar over, at ammestop er et af de hårde. Moren kæmper her mellem ønsket om at få sin krop tilbage, at slippe sit barn og at bibeholde den fysiske forbindelse. Nu bliver moderen bange og føler sig hjælpeløs. Hjælp moren. Det kræver forståelse, kærlighed, øvelse og tid. Start med at øve farvel ved at lege alle mulige titte-bøh-lege med moren. Gem den lille bag en avis eller bag sofaen, derefter bag skabet og til sidst bag døren. Så forstår moren, at barnet er der, også selvom hun ikke kan se det. Husk, at du aldrig må ruske moren, selvom du bliver frustreret. Hvad håber du, at mødre kan få ud af at læse ’Mit livs største tigerspring’? Jeg håber meget, at andre mødre kan genkende nogle ting fra deres første år som mor. Jeg håber, at de vil grine og huske, hvor morsomt det egentlig er, når man bliver udfordret og ikke kan forberede sig på de følelser, der pludselig rammer en som en tornado. Hvordan man f.eks. pludselig ender med at stå en time ved puslebordet eller under en larmende emhætte, fordi det er der, den lille pode finder ro. At man var den perfekte forælder, indtil man blev det. Og det også er ok, fordi man er den rigtige forælder til sit barn. Mest af alt håber jeg, de ved, at de ikke er alene. Også med tabutankerne, og når det indre Mor Monster kigger frem. Og at de har mod til at lukke ørerne lidt for forbud og påbud og lære at lytte til sig selv og deres intuition og vide, at de og barnets far selv ved bedst. Har det også hjulpet dig selv at få nedfældet dine tanker i barselsdagbogen? I den grad. Jeg har altid skrevet for at forstå verden omkring mig. At skrive er at tænke for mig. Jeg tænker meget over tingene, analyser og prøver at regne ting ud. Noget du ikke rigtig kan som mor. Alting bliver også meget sjovere og langt mindre alvorligt, når man får sat ord på. For mig hjælper det til at se ting lidt udefra. Jeg vil anbefale alle at skrive en dagbog under det første år som mor – og resten af livet. Det er så overvældende en følelse af kærlighed, og de små ting, man tror, man vil kunne huske, forsvinder så let, hvis man ikke griber dem og nedfælder dem. At skrive om min barsel gjorde mig også opmærksom på, at jeg skulle arbejde lidt for mit parforhold. I bogen virker jeg nok som en meget irritabel kvinde over for min stakkels kæreste, men det er set med forstørrelsesglas. Når jeg skriver om det, så får jeg tingene bearbejdet på en måde, så jeg får det ud af systemet og ser tingene lidt i perspektiv og kan grine af mig selv og situationen. Hvilke ’tigerspring’ føler du, at du har taget som mor? Man kan godt tro, at man bliver et helt andet menneske, når man bliver mor. At man f.eks. begynder at bage. Men min erfaring er, at der også foregår et anti-tigerspring, hvor man indser, at man er præcis den samme som før – man har bare fået noget ekstra ind i sit liv. Man har oplevet sig selv, når man er allermindst og allerstørst. Men for mig har moderskabet fået mit hjerte til at være endnu mere åbent. At blive mor har lært mig at stå stille og nyde nuet. Førhen havde jeg altid en indre rastløshed og længsel i mig, men når man er mor, er man tvunget til at stå stille og forholde sig til nuet. Det er helt vidunderligt. Også når det er udfordrende. Du kan købe 'MIt livs største tigerspring' her >>
https://imgix.femina.dk/tigerspring.png
https://imgix.femina.dk/vidunderlige_uger.png

Læs også