Familieliv

Autenticitet eller hensyn: Må børn se deres mor græde?

Vores blogger Kristina er i tvivl: Er det egentlig godt eller skidt, hvis børn ser deres mor græde?

Om Kristina Hobbs

Velkommen til min blog, der handler om mit liv som pragmatisk indstillet og oftest hjemmegående med 4 børn i alderen 3, 3, 9 og 12. Nr. 5 kommer til sommer.

Bloggen indeholder detaljerede beskrivelser af hverdagene herhjemme samt en masse uforskønnede refleksioner om livet som forælder på godt og ondt.

Formålet er at hjælpe både mig selv og andre til at styre automatiserede forældrehandlinger og -holdninger og i stedet træne sig i at indrette hverdagen efter, hvad der kan lade sig gøre, hvad der virker, og hvad der skaber glæde.

Ud med idealismen, ind med pragmatismen.

Besøg min blog her: www.kristinahobbs.com

Jeg skal lige have det her tænkt igennem et tastatur. Måske en af jer har nogle gode inputs.

Jeg græd nemlig i dag. Det gør jeg nogle gange - TADA, er det virkelig RÆÆÆÆGTIT?!

Ikke fordi, at det er noget sådan helt vildt overstadigt interessant at blogge om, men altså, bær lige over med mig: Jeg græd, og jeg tænkte som sædvanligt, midt i tårestrømmen, om jeg skulle gå mig en tur og få hulket ud, om jeg skulle gemme det hele væk, så børnene ikke ser deres mor miste fatningen på den måde, eller om jeg bare skal lade tårer være det udmærkede udrensningssystem og overtryksventiler, de er, og græde, når det kommer over mig. Vise børnene, at det er ok at tude, at det ikke er farligt, og at det går over.

Læs også: Så meget forstår 0-6-årige, når du græder

Det der med pludselig at føle mig så ked af det, at jeg ikke kan have det inde i kroppen mere, det er som regel forbundet med, at jeg skal gøre rent. Det lyder komplet åndssvagt. Men de sidste 4 gange, jeg husker, at jeg har grædt, har jeg haft en karklud i hånden. Det var det også i dag - vi kom hjem fra familiefest ved middagstid, de små søvndrukne fra lang køretur, ind foran Frost på DVD,

Og så er det, at det bare nogle gange overmander mig fuldstændigt. Uanset hvilket rum, jeg går i gang i, så vælter opgaverne bare ud i låget på mig, og jeg føler mig som Alice i Nullerland. Jeg går ud i køkkenet, går i gang med at vaske skabslåger af, og ser straks, at alle skabe bør tømmes og vaskes indeni, og faktisk skal alle vægge også vaskes ned. Åh Gud, det kan jeg ikke overskue - går i gang med 1. salen i stedet for. Her forsøger jeg at støve af, hvorefter det er klokkeklart, at vinduerne har lidt under blæsevejret og skal pudses. Bærer vasketøj ned i kælderen, så kan jeg da vaske i bund i dag. Men nej for vaskemaskinen skal da helt klart afkalkes og alle filtre rengøres. Tørretumbleren faktisk også - og al det StarwarsLEGO, der står arkiveret nede i vaskerummet - det samler da støv helt vildt, ud og sorteres. Åh nej. Hvordan renser man egentlig det der filter på vaskemaskinen? Taber citronsyre ud over mine uldhjemmesko, og da jeg rejser mig op, banker jeg baghovedet op i hjørnet af en skabslåge, så jeg ser små stjerner i øjenkrogen, taber resten af citronsyren og træder i spanden med sæbevand. Og ser, at kattebakken absolut ikke kan vente ét eneste hjerteslag mere med at blive desinficeret eller højtryksspolet.

Læs også: Lyver du om dine tårer, forvirrer du dit barn

Og så tuder jeg.

Hvordan har jeg nogensinde troet, at jeg kan holde det her kæmpe, elendige, gamle skideskur bare nogenlunde rent - eller bare i minimal grad mere hygiejnisk end en rockerborg? Hvordan GØR folk? Jeg kan ikke! Jeg gider ikke! Hvorfor skal jeg det? Hvorfor mig? Jeg duer jo ikke til det, alt er rodet og beskidt, intet er, som det bør være, jeg kan slet ikke have det her ansvar - hvorfor lærer man ikke alt muligt om at vedligeholde hårde hvidevarer i skolen, om jeg må spørge. UUUUAAHHHHH BUHUHUHUH. Så ved I det. Dav, jeg hedder Kristina, jeg er rengøringshulker.

Fornuften bag at gemme det, skjule mig i et langt brusebad med musikken skruet op eller gå min vej ville være, at børn bliver bange, når dem, de er nødt til at stole på som tovholdere her i livet, pludselig mister grebet. Når børn - og andre former for mennesker for den sags skyld - bliver bange, så tror jeg ikke, at man kan lære noget som helst. Den slags lærdom, eller respekt, med et voldredet ord, der kommer af ordsproget 'Brændt barn skyr ilden' - den form for respekt er båret af frygt for konsekvenser, af øgle-hjernen, og jeg former ikke mine børn efter den form for socialisering - ikke bevidst, i hvert fald. De mennesker, jeg elsker, skal ikke frygte mig eller være nervøse i mit nærvær, de skal føle sig trygge og være med på det, jeg sætter i gang, fordi de kan se ideen, fordelen, pointen, den sociale gevinst ved at gå med i stedet for imod. Det ikke være angst, der driver værket. Skulle jeg tro på, at de lærer noget om at vise deres følelser, når mine tårer gør dem bange? Lærer de så, at det er ok at græde foran andre, eller er det sandt, at man ikke kan lære noget, når man er bange?

Læs også: Forklar dine tårer - også de tunge - for dit barn

Når jeg græder eller bliver meget vred - taber kontrollen - så bliver mine børn synligt bange. De krymper sig, får store øjne. Bliver stille eller græder. Det er sket nogle gange, at de har set mig græde - både i situationer som i dag, eller i sorg over et tab, eller frustration over et eller andet - af nervøsitet fx. Nogle gange er de jo også så "store" at de forsøger at trøste - men de er stadig urolige, bange, nervøse. De store forsøger at berolige de små - men det er jo mit job. De har set mig græde, og jeg kan ikke lide det.

Jeg har også skjult det nogle gange. Og så bare sagt, at jeg var snottet og havde nyst virkelig meget på den der gåtur eller fik sæbe i øjet i badet. Det føles bare også helt forkert at lyve for dem om, at jeg er et sårbart menneske, der kan træde ud af karakter og føle en hel masse, så meget, at det må ud på en anden måde, end det plejer. Det handler jo også om konventioner - hvis vi tudede mere, brugte det udtryk oftere, så ville vi måske heller ikke være så nervøse ved andres tårer. Så ville børn måske heller ikke blive så bange, når forældre græder - og det ville heller ikke være tabubelagt at fælde en tåre over kaffemaskinen på arbejdet.

Læs også: Bekend humør - dit barn kan godt tåle dine tårer

Jeg har dermed ikke en klar holdning - og derfor er jeg til stadighed i tvivl, når vandværket melder sig.

Mødte Bastian, som spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at jeg bare ikke kunne finde ud af at holde det her store hus rent, og måske havde det været lidt hårdt med al det familiefest, eller måske var jeg bare træt. Men det skal nok gå over. Ok, sagde han så - gav et kram, og så sagde han, at hvis de små hørte noget, så skulle han nok fortælle dem, at Mor altså tuder lidt nogle gange, og det gør ikke noget. Han kunne godt huske, at han blev lidt bange, hvis han hørte mig græde, da han var lille. Men nu har de jo en storebror, så de skal ikke være bange. Det var ok. Så tudede jeg lidt videre. Og fortsatte med at gøre rent. Det tog en times tid, så var der ikke mere at græde over, og havde gjort nogle få rum færdige, og min mand havde gjort det samme.

Min store dreng var alt for tapper. Jeg har det stadig lidt dårligt med, at de så mig græde. Jeg er helt ok nu, men det er bare så voldsomt et udtryk, de der lyde, ikke? Når man græder, er man bare så skrøbelig. Så skrøbelig synes jeg ikke, børn skal se deres mor være. Men som sagt - jeg hylder også ideen om, at autenticitet er vigtigt, at følelser ikke er farlige og ikke skal gøres til tabu. Når man græder, er det fordi, der er noget, der er større, end man kan rumme. Så flyder man over. Det er på en måde smukt og i hvert fald ikke farligt.

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt at gøre. I dag blev det til en tudetur i full frontal og med Jealous Guy, Working Class Hero og I'm Losing You som baggrundsmusik. Det virker ikke som om, at noget gik i stykker. Har aldrig læst noget om, hvad man skal gøre, når man kan mærke tårerne presse på. Om man skal vælge autenticitet eller gemme sig og tage hensyn til, at børnene nok bliver skræmte af at se alle de følelser vælte ud af deres livs kaptajn.

Kærlig hilsen Kristina

Læs også:
Så meget forstår 0-6-årige, når du græder
Lyver du om dine tårer, forvirrer du dit barn
Forklar dine tårer - også de tunge - for dit barn
Bekend humør - dit barn kan godt tåle dine tårer