Baby

På flyvetur med baby - Hvad skal I forberede inden rejsen?

At flyve med en baby bliver nok aldrig hundrede procent stressfrit. Men god planlægning og en grundig pakkeliste kan sikre en hyggelig rejse, uanset om I skal flyve til Bornholm eller Bali. Her er alt, du skal vide inden I tager afsted.

Tanken om flere timer i et fly med et lille barn på skødet kan give de fleste forældre sved på panden. For hvad nu hvis dit barn græder uafbrudt i to timer, eller du glemmer den der helt uundværlige ting, der kan ødelægge hele turen.

Det er nogle af de bekymringer, de fleste forældre har forud for den første flyrejse med baby. Men som med meget andet i livet gælder den gyldne regel: Jo bedre du forbereder dig, jo større chance er der for succes. Husk på, at flyselskaberne er vant til børnefamilier, og ofte er de meget søde og hjælpsomme, når man flyver med et lille barn. Nogle selskaber, der flyver oversøisk, tilbyder endda særlige babypakker med snacks og legetøj. Det kan du tjekke via deres hjemmeside, når du booker rejsen.

Bilferie, flyrejse eller dagsudflugt? Læs alle de gode tips til ferie med baby

Når du booker

Tips til bookingen

  • Book i god tid.
  • Bestil en sen afgang, hvis det kan lade sig gøre.
  • Bestil en babylift, hvis dit barn er under ni måneder.
  • Husk pas og sygesikringskort til baby.

Det er billigt at rejse med børn under to år. De betaler nemlig kun en lille del af prisen (oftest flyskatten), når de rejser med forældrene. Det betyder dog, at de ikke får deres eget sæde. Du skal derfor booke en ekstra billet til dit barn, hvis du vil have et sæde til det. Bestil gerne de forreste sæder. Ring til flyselskabet, og sig, at I har en baby med. Så kan I nemlig gratis bestille en såkaldt "baby cradle"; en lift, barnet kan sove i, som kan hænges op foran forældrene. De kan dog kun bruges til børn op til ni måneder, og de ryger hurtigt i højsæsonen.

Er dit barn fyldt to år, betaler du mellem 75 og 100 procent af billetprisen, og barnet får sit eget sæde. Husk at sørge for, at I får pladser ved siden af hinanden, når I tjekker ind. Tidspunktet er heller ikke helt ligegyldigt, når du rejser med små børn. Skal I flyve langt, kan det være en fordel at rejse sent om eftermiddagen eller aftenen, så den lille kan sove i nattetimerne. Hvis du ammer, eller baby sidder på dit skød, så gør opmærksom på det ved booking eller check-in, at du ønsker en vinduesplads. Så kan du støtte dig op ad væggen, når du ammer, eller barnet sover i din favn.

Sommerferie med børn - her er hvad du skal huske

Husk de vigtige dokumenter
Selv om dit barn kun er få måneder gammelt, skal det have sit eget pas. Du kan få det lavet hos Borgerservice med en attest underskrevet af begge forældre. Pasfoto er en god idé at have med; de fleste fotoforhandlere eller fotografer tager pasfotos, og har derfor styr på kravene til dem. Det tager op til to uger at få lavet pas, så bestil i god til.
Fra 1. august 2014 kunne du ikke længere bruge det gule sygesikringsbevis i udlandet. I stedet skal du og dit barn have et blåt EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring. Du kan få lavet det blå sygesikringsbevis til dig og dit barn hos Borgerservice.

Inden rejsen

Tips til forberedelserne

  • Hav børnepanodil i håndtasken, hvis ørerne gør ondt på grund af tryk.
  • Sæt sutten fast på barnets tøj med en suttesnor, så du ikke skal samle den op fra gulvet hele tiden.
  • Husk yndlingsbamsen og sutten. Du bliver glad for det.
  • Bestil en airshell, hvis I har barnevogn med.

De fleste forældre gruer for selve flyturen med et lille barn. Men jo bedre du er forberedt, jo mindre stresset bliver det for dig selv. Lav en pakkeliste til dit barn i god tid, inden I skal af sted. Det er en god idé at blande dit og dit barns tøj i to tasker. Så har du noget tøj til jer begge to, hvis den ene taske bliver forsinket i lufthavnen.

Se en liste over hvad der er godt at pakke til baby

Et barn under to år må kun have 10 kilo bagage og et styk håndbagage med, så lad være med at pakke for meget. Det vigtigste i babys håndbagage - ud over bleer, stofbleer og vådservietter - er ekstra tøj til dit barn og en plastikpose til beskidt tøj. Det er også en god idé med en ekstra trøje til dig selv, hvis dit barn bliver dårligt. Det er ikke rart at sidde med opkast på trøjen i flere timer!

Et lille tæppe, som barnet kan have over sig, når det sover, er også smart. Og sørg for, at dit barn er klædt i en body og lag på lag på rejsedagen. Så kan du nemt tage det af, hvis det bliver for varmt. Hvis du har et lille pusleunderlag, så tag det med. Der er ikke meget plads på flytoilettet.

Du må gerne have modermælkserstatning eller babymos med i håndbagagen - også over 100 ml - det skal bare igennem sikkerhedstjek sammen med håndbagagen. Mærket Ella's Kitchen laver for eksempel økologisk babymad i pakker, som ikke fylder ret meget. Det kan købes på urtehuset.dk

Pak et lille lager af dit barns yndlingssnacks som kiks, rosiner og agurkestænger. Så har det noget at spise mellem måltiderne. Det er også en virkelig god investering at tage et par pegebøger og lidt nyt legetøj med, som du kan hive frem, hvis baby bliver urolig. Se desuden den udbyggede liste til babys håndbagage lige her.

Hvis I har barne- eller klapvogn med, kan I bestille en såkaldt airshell (et cover, der beskytter den under flyturen) via airshells.com. Den kan også lejes i BabySam. Har I en paraplyklapvogn med, må den tages med til gaten, og så får I den igen på bagagebåndet. Men er dit barn under halvandet år, er det måske nemmere at bære det i en bæresele eller slynge, så I slipper for besværet med klapvogn.

Læs også: Gode tips til lufthaven og selve flyrejsen

Læs mere om: