Knasende vagtelæg i sennepscreme
foto: Bjørn Jakobsen
Vagtelæg kan efterhånden købes i de fleste store dagligvareforretninger. Vagtelæg er mindre end halv størrelse af hønseæg og er meget dekorative med deres plettede skal. De er derfor meget fine at servere med skal.
I denne opskrift på vagtelæg serveres æggene pillede, da de rulles i rugbrødsknas og serveres i sennepscreme.
Knasende vagtelæg i sennepscreme
Tid: 15 min.
4 pers.
Det skal du bruge
Vagtelæg:
1 skive rugbrød, gerne tørt
1 tsk smør
35 g hasselnødder
Salt, peber
16 vagtelæg
Purløg
Sennepsdressing:
1 dl skyr
1 spsk sennep, grov
½ tsk paprika, evt. røget
Sådan laver du vagtelæg med sennepscreme
Smuldr rugbrødet groft og rist det på en pande med smør i 5-6 min. Lad det køle af på bagepapir.
Hak hasselnødderne og rist dem på panden i et par min. Gem halvdelen i en skål til pynt.
Blend det ristede rugbrød med halvdelen af hasselnødderne og tilsæt salt og peber.
Kog vagtelæggene i 5 min.
Rør skyr sammen med grov sennep, paprika til en sennepscreme og smag til med salt og peber.
Pil de kogte vagtelæg, rul dem i det blendede rugbrødsdrys og servér dem med sennepsdressing. Drys med ristede hasselnødder og pynt med purløg.