Kåldolmere med oksekød, svampe og sellerimos
Mad

Kåldolmere med oksekød og svampe

10. december 2021
Af: af Emma Martiny
Foto: Winnie Methmann
Kåldolmere er vaskeægte mormormad, der fortjener en renæssance. Her får du opskriften på kåldolmere med oksekød, svampe og sellerimos.
30 min4 personer

Kåldolmere

  • 200 g kejserhatte
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 400 g hakket oksekød
  • Salt og peber
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 dl rasp
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 l grøntsagsbouillon
  • 1 savojkål
  • 1 dl piskefløde
  • 1 håndfuld bredbladet persille

Sellerimos:

  • 1 stor knoldselleri
  • 20 g smør
  • ½ dl piskefløde
  • Salt og peber

Opskrift - sådan laver du kåldolmere med oksekød, svampe og sellerimos

  1. Rens kejserhattene, og skær dem i skiver. Steg skiverne i smør på en pande, til de er gyldne. Bland de stegte svampe med hakket oksekød, salt, peber, æg, mælk og rasp i en skål. Pil og hak løg, og pil og pres hvidløg. Rør det hele sammen til en fars. Stil skålen på køl i 30 minutter.
  2. Tænd ovnen på 200°. Bring bouillon i kog i en stor gryde. Del savojkålen i 10 flotte blade. Skyl og tør dem. Damp kålbladene i 3 minutter i bouillonen, så bladene bliver bløde. Læg dem på et rent viskestykke, og dup dem tørre. Gem bouillonen i gryden.
  3. Fordel farsen på de 10 kålblade, og pak dem stramt ind. Snør evt. kåldolmerne sammen med bomuldssnor. Fordel dem i et ovnfast fad, og hæld 3 dl bouillon samt 1 dl fløde i bunden af fadet. Sæt fadet i ovnen i 30 minutter, til dolmerne er gennemstegte. Hæld lidt mere bouillon i fadet løbende, hvis saucen i bunden af fadet fordamper.
  4. Sellerimos: Skyl og rengør knoldsellerien grundigt uden at skære for meget af skrællen. Skær sellerien i små tern. Kog dem i en gryde i ca. 15 minutter, til de er helt møre. Sigt kogevandet fra. Mos selleriternene med smør og fløde med en kartoffelmoser eller en elpisker. Smag til med salt og peber. Servér kåldolmerne og sauce med sellerimos, og pynt med persille inden servering.

Læs også