Juletærte med nødder og rosiner

Fott: Anders Schønnemann
Juletærte med nødder og rosiner
(2 små eller 1 stor tærte)
MØRDEJ
30 g nødder eller mandler
110 g koldt smør
140 g hvedemel
3 spsk. sukker
1 æggeblomme (gem hviden til fyldet)
FYLD
350 g hokkaidogræskarkød i terninger
1 dl vand
2 æg
1 pisket æggehvide
1½ dl lyst rørsukker
1 tsk. st. nellike
1 tsk. st. kanel
2 tsk. friskrevet ingefær
1 dl mørke rosiner
1 pose pekannødder (80 g) eller valnødder
fintrevet skal af 1 citron eller appelsin
drys af sigtet flormelis
TILBEHØR
blød vaniljeis, flødeskum eller cremefraiche
Hak nødder eller mandler helt fint. Bland dem med mel og sukker. Hak det kolde smør i, og smuldr det grynet. Saml hurtigt dejen med æggeblommen (nemmest i foodprocesseor), og læg den koldt i ½ time.
Smør formen godt, og klip et stykke bagepapir, der passer til bunden. Rul dejen ud, læg den i, og prik med en gaffel. Forbag den i 10 minutter ved 190°. Tag den ud.
Skær græskarkødet i terninger, og kog dem møre i vandet. Mós dem godt. Rør sukker og stødte krydderier i, og lad det køle af. Pisk de hele æg let sammen, og vend dem i sammen med rosiner, ingefær, citrusskal og grofthakkede nødder. Pisk æggehviden helt stiv, og fold den i. Fordel fyldet på den forbagte bund. Bag tærten igen, små tærter i 20 minutter, den store i 30-40 minutter. Mærk, om fyldet føles fast ved at trykke let på det.
Lad tærterne køle af, og drys med flormelis før servering. Kan fryses.
PRØV OGSÅ: Alle julens skønneste kager