Hovedretter

Spicy kylling med ris, gulerødder og lynstegt spinat

Den asiatiske marinade giver masser af smag til kødet, så det bliver både mørt og meget velsmagende. Skru evt. ned for chilisaucen, hvis du ikke er til stærk mad. Her får du opskriften på spicy kylling med ris, gulerødder og lynstegt spinat.

Forberedelsestid: 1 t
Tilberedelsestid: 30 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

650 g kyllingebrystfilet
2 cm frisk ingefær
1½ spsk. sambal oelek (stærk chilisauce)
2 spsk. brun farin
5 spsk. Sojasauce
2 spsk. olivenolie til stegning

Lynstegt spinat:

250 g frisk spinat
1 spsk. olivenolie til stegning
Salt

Tilbehør:

4 dl jasminris
4 gulerødder
1 bundt forårsløg
4 tsk. sesamfrø

Opskrift – sådan laver du spicy kylling med ris, gulerødder og lynstegt spinat

Tilbehør:
Kog risene efter pakkens anvisning.

Skær kyllingebrystfileterne i ½ cm tynde skiver. Skræl ingefær, og hak den fint. Rør sambal oelek, brun farin, soja og ingefær sammen i en skål, og læg kødet ned i marinaden, så det er helt dækket. Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad kødet marinere på køl i mindst 1 time. Steg det marinerede kyllingekød i olie i en wok eller dyb pande ved meget høj varme i 2-3 minutter, til det er netop gennemstegt. Læg kødet til side på en tallerken.

Lynstegt spinat:
Skyl og afdryp spinaten. Steg spinaten i olie på panden i 1-2 minutter, til den falder let sammen. Krydr med salt.

Tilbehør, fortsat:
Skræl gulerødderne, og riv dem i tynde strimler eller spiraler. Anret de kogte ris i skåle sammen med kylling, strimlede gulerødder og lynstegt spinat. Drys med hakkede forårsløg og sesamfrø, og servér straks.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Bagt tomatsuppe med frisk timian og brødcroutoner – få opskriften her

Onsdag: Broccolitærte med porrer, bacon og estragon – få opskriften her

Torsdag: Ristet rugbrød med spinat, røget laks og spejlæg – få opskriften her

Fredag: Entrecote med knuste kartofler, stegte bønner og kold bearnaisecreme – få opskriften her