kylling
Hovedretter

Serrano-kylling og vinter-quinoasalat med blomkål

Vinter-quinoasalaten er en af mine favoritter på denne tid af året. Den er smuk og mættende og smager også dejligt kold som frokost dagen efter. Her får du opskriften på serrano-kylling og vinter-quinoasalat med blomkål

Serrano-kylling og vinter-quinoasalat med blomkål 

Tid: 35 minutter. Ovntid: 30 minutter
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
4 kyllingebrystfileter
8 skiver serranoskinke
salt og friskkværnet peber
 
 
QUINOASALAT
1 blomkål
1 spsk. olivenolie
salt
2 dl quinoa (gerne sort eller rød)
5 stilke palmekål (eller grønkål)
¼ rødkål
1 lille rødløg
½ bakke stenfri vindruer
250 g mozzarella (gerne minikugler)
 
DRESSING
3 spsk. god mayonnaise
1 spsk. honning
1 spsk. dijonsennep
salt og friskkværnet peber
 
PRØV OGSÅ: Krydret kylling med kartofler, oliven og fennikelsalat
 

Opskrift - sådan laver du serrano-kylling og vinter-quinoasalat med blomkål

 
1. QUINOASALAT: Tænd ovnen på 175°. Skær blomkålshovedet ud i mindre buketter, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend dem i olie, drys let med salt, og bag blomkålen gylden og sprød i ovnen i ca. 30 minutter. Skyl quinoa, og kog den efter anvisningen på pakken.
 
2. Krydr kyllingefileterne med salt og peber, og vikl 2 skiver serranoskinke omkring hver af dem. Læg kyllingefileterne i et ovnfast fad, og bag dem i ovnen (sammen med blomkålen) i ca. 20 minutter ved 175°, eller indtil de er gennemstegte, og skinken er sprød.
 
3. DRESSING: Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og smag til, så den er tilpas sød, sur, bitter og salt.
 
4. QUINOASALAT, FORTSAT: Skyl palmekål grundigt, og skær den i tynde strimler. Læg dem i en skål, dryp 2 spsk. af dressingen over, og massér dressingen ind i kålen, så bladene bliver bløde og lækre. Snit rødkålen fint. Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Bland palmekål og rødkål og løg med quinoa og bagt blomkål. Skær vindruerne i halve, og fordel dem over salaten sammen med mozzarellaen. Dryp resten af dressingen over salaten, og servér sammen med serranokylling.
 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

 

Mandag: Wraps med gulerodsfalafler og hvidløgsdressing – Få opskriften her

Tirsdag: Stegt laks med mango-kokos-salsa og kokos-ris – Få opskriften her

Onsdag: Fladbrøds-pizza med græskarsauce og italiensk pølse – Få opskriften her

Fredag: Italiensk oksegryde med rodfrugter – Få opskriften her