Hovedretter

Oksefilet i krydret sauce med grønne bønner og salvie

I denne uge har vi skruet lidt op på madbudgettet og lavet 5 hverdagsretter med fine fornemmelser. Her får du opskriften på oksefilet i krydret sauce med grønne bønner og salvie

Oksefilet i krydret sauce med grønne bønner og salvie til 4 personer

Hvis du ikke kan få fat i oksefilet, kan du lave retten med okseinderlår eller oksemørbrad.
 
DET SKAL DU BRUGE
 
OKSEFILET
400 g oksefilet
2 spsk. sød paprika
salt og friskkværnet peber
olie til stegning
 
KRYDRET SAUCE
100 g østershatte
olie til stegning
2½ dl kalvebouillon
2½ dl cremefraiche 38 %
200 g grønne bønner
1 lille dåse tomatpuré
2 spsk. friskhakket salvie
1 tsk. tørrede chiliflager
 
TILBEHØR
4 dl jasminris
1 tsk. paprika
frisk salvie
 

Opskrift - sådan laver du oksefilet i krydret sauce med grønne bønner og salvie

 
Oksefilet: Skær kødet i 1 cm tykke skiver, og krydr med paprika, salt og peber. Varm en stor pande op med olie, og steg kødet lysebrunt på begge sider. Tag kødet fra varmen.
 
Krydret sauce: Rens østershattene; riv dem i store stykker, og steg dem gyldne i olie på en pande. Hæld kalvebouillon og cremefraiche på panden, og lad det koge op. Smag til med salt og peber. Nip bønnerne, og blanchér dem i 2 minutter i kogende, letsaltet vand. Lad dem dryppe af i en sigte, og skær dem i stykker på 3 cm. Rør dem sammen med tomatpuré, salvie og chiliflager. Hæld blandingen i saucen, og varm det igennem sammen med kødet.
 
Tilbehør: Kog risene efter anvisningen på pakken. Drys de færdigkogte ris med paprika, og pynt med salvie.
 
Servér oksefilet i sauce sammen med ris.
 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Okseculotte med fennikel-tomat-salat og peberrodskartofler – Få opskriften her

Lammekoteletter med krydret kikærtemos og tomatsalat – Få opskriften her

Dampede muslinger med rodfrugter – Få opskriften her

Andebryst med sprød salat og stegte kartofler – Få opskriften her