Hovedretter

Mexicanske madpandekager med kødsauce

Denne uges hverdagsopskrifter er skønne livretter du kan forkæle hele familien med. Her får du opskriften på mexicanske madpandekager med kødsauce

Mexicanske madpandekager med kødsauce til 4 personer

Der er masser af grøntsager i kødsaucen, men servér gerne madpandekager med ekstra salat.
 
INGREDIENSER TIL MADPANDEKAGER
2 løg
2 fed hvidløg
4 gulerødder
2 spsk. olivenolie til stegning
500 g hakket oksekød
1 tsk. stødt chili
1 tsk. kanel
1 spsk. tomatpuré
2 dåser flåede tomater
2 røde peberfrugter
1 dåse majs
1 dåse brune bønner
salt og friskkværnet peber
8 små tortillapandekager (madpandekager)
 
TILBEHØR
cremefraiche 18 %
2-3 friske røde chilier
 

Opskrift - sådan laver du mexicanske madpandekager med kødsauce

 
Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skræl gulerødderne, og skær dem i skiver. Varm olien op i en gryde, og steg hvidløget let. Tilsæt kødet, og brun det godt sammen med chili og kanel. Tilsæt løg, gulerødder og tomatpuré, og lad det simre i 5 minutter. Rens peberfrugterne, og skær dem i grove tern. Vend de flåede tomater, peberfrugter, majs og bønner i gryden, og lad det simre ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber. Varm madpandekager i ovnen i 1-2 minutter. Servér pandekagerne med kødsauce, cremefraiche og røde chilier skåret i tynde skiver.
 
TIP: Fyldet til madpandekager er nemt at variere. Brug gerne de grøntsager, du har ved hånden.
 
 
Læs mere om: