Hovedretter

Kyllingelår med waldorfsalat

Den klassiske waldorfsalat passer godt som tilbehør til kylling og er et sprødt og friskt indslag på menuen. Her får du opskriften på kyllingelår med waldorfsalat.

Tilberedelsestid: 1 t og 5 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

4 kyllingeoverlår
1 spsk. Olivenolie
Salt og peber

Waldorfsalat:

4 stilke bladselleri
2 æbler
300 g stenfri vindruer
75 g valnøddekerner

Yoghurtdressing:

½ usprøjtet citron
1 dl græsk yoghurt 10 %
1 dl piskefløde
1 tsk. Honning
Salt og peber

Til servering:

1 groft brød

Opskrift – sådan laver du kyllingelår med waldorfsalat

Tænd ovnen på 200°. Smør kyllingelårene ind i olie, og krydr med salt og peber. Læg lårene i et ovnfast fad, og steg dem i ovnen i 35-40 minutter, indtil kødet er gennemstegt og skindet sprødt.

Waldorfsalat:
Rens og skær bladselleri i tynde skiver. Skyl og skær æbler i tern. Skyl og halvér vindruerne, og bland dem sammen med bladselleri og æbler i en skål. Rist valnøddekernerne let på en tør pande, og stil dem til side.

Yoghurtdressing:
Riv citronskallen fint, og pres citronsaften. Rør citronskal og -saft sammen med de øvrige ingredienser, og vend dressingen i waldorfsalaten. Drys med ristede valnødder.

Servering:
Servér kyllingelår med waldorfsalat og groft brød.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Krebinetter med bagte søde kartofler – få opskriften her

Onsdag: Pasta med grønkålspesto og grønkålschips – få opskriften her

Torsdag: Medisterfrikadeller med lun kartoffelsalat – få opskriften her

Fredag: Kålsalat med appelsinglaseret andebryst – få opskriften her