Hovedretter

Græske oksefrikadeller med rødbede-tzatziki og feta-kartofler

Skrigende pink er en usædvanlig farve på tallerkenen, men i rødbede-tzatziken er smagen næsten, som du kender den fra agurkeversionen. Her får du opskriften på græske oksefrikadeller med rødbede-tzatziki og feta-kartofler

Forberedelsestid: 40 min
Tilberedelsestid: 35 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

500 g hakket oksekød
50 g feta
1½ tsk. salt
friskkværnet peber
1 spsk. tørret oregano
3 fed hvidløg
1 håndfuld bredbladet persille
1 håndfuld frisk mynte

Rødbede-tzatziki

300 g rødbeder
2 fed hvidløg
3 dl græsk yoghurt 10 %
½ citron
salt og friskkværnet peber

Feta-kartofler

1 kg kartofler
2 spsk. olivenolie
salt
1 spsk. tørret oregano
100 g feta
50 g rucola

Opskrift -sådan laver du græske oksefrikadeller med rødbede-tzatziki og feta-kartofler 

 
1. Græske oksefrikadeller: Læg oksekødet i en skål, og tilsæt groft smuldret feta, salt, peber og oregano. Pil og pres hvidløg. Skyl og hak persille og mynte. Rør hvidløg og krydderurter i farsen, og rør den godt sammen. Stil på køl i mindst 30 minutter.
 
2. Rødbede-tzatziki: Skræl rødbederne, og riv dem groft; lad dem dryppe af i en sigte. Pil og pres hvidløg, og rør sammen med yoghurt, citronsaft og peber. Vend revet rødbede i yoghurten, og stil blandingen på køl.
 
3. Fetakartofler: Tænd ovnen på 200°. Skrub eller skræl kartoflerne, og skær dem i både. Vend med olivenolie, oregano og salt på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kartoflerne i 30 minutter. Tag bagepladen ud, og smuldr fetaosten over kartoflerne. Sæt pladen i ovnen i yderligere 10 minutter, til fetaosten er gylden. Skyl og tør rucola, og læg det på et fad. Anret kartoflerne ovenpå.
 
4. Græske oksefrikadeller, fortsat: Tril små kødboller af farsen, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 10-15 minutter, til de er gennemstegte. Servér med feta-kartofler og rødbede-tzatziki.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Torsk med urtecrust og lun gulerodssalat - Få opskriften her

Onsdag: Quinoa-lasagne med masser af grøntsager - Få opskriften her

Torsdag: Polenta med kyllingelår og bagte peberfrugter - Få opskriften her

Fredag: Flammkuchen med kartofler, rødløg og bacon - Få opskriften her