Fyldt kalkunbryst med græskarfritter
Hovedretter

Fyldt kalkunbryst med græskarfritter

Kalkunbryst har ry for at være en smule tørt, men det risikerer man ikke med denne tilberedningsmetode, hvor brystet fyldes med cremet flødeost med svampe og soltørrede tomater. Her får du opskriften på fyldt kalkunbryst med græskarfritter

Forberedelsestid: 35 min
Tilberedelsestid: 35 min
Tid i alt: 1 t og 10 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

1 kalkunbrystfilet
150 g serranoskinke
125 g champignoner
50 g soltørrede tomater i olie
1 fed hvidløg
1 håndfuld frisk basilikum
100 g flødeost naturel
Salt og peber
Kødsnor

GRÆSKARFRITTER

1 hokkaidogræskar
2 spsk. olivenolie
1 håndfuld frisk timian
Salt

TIL SERVERING

1 dl aioli
125 g blandet grøn salat

Opskrift - sådan laver du fyldt kalkunbryst med græskarfritter

 

1. Tænd ovnen på 180°. Rens champignoner, og hak dem fint. Hæld olien fra de soltørrede tomater, og hak dem fint. Pres hvidløg. Hak basilikum fint. Rør champignoner, soltørrede tomater, hvidløg og basilikum sammen med flødeosten, og smag til med salt og peber. Skær kalkunbrystet næsten igennem på tværs med en skarp kniv, så du kan åbne det. Bank kødet fladt med hånden, og krydr godt med salt og peber. Fordel flødeostblandingen på kalkunbrystet. Læg serranoskinkeskiverne tæt ved siden af hinanden, og læg kalkunbrystet ovenpå. Rul det stramt sammen, og snør med kødsnor. Bag kalkunbrystet i ovnen i 35 minutter.

2. Græskarfritter: Skyl græskarret, halvér det, og fjern kernerne. Skær græskarret i tynde skiver, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend dem med olie, og drys med finthakket timian og salt. Bag græskarfritterne i ovnen i ca. 35 minutter (samtidig med kalkunbrystet), til de er møre og sprøde.

3. Servering: Servér fyldt kalkunbryst og græskarfritter med aioli og grøn salat til.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Thai-fiskefrikadeller med spicy agurkesalat - Få opskriften her

Tirsdag: Speltsalat med bagte pærer og gedeost - Få opskriften her

Onsdag: Mørbrad i fad med pikant-sauce - Få opskriften her

Torsdag: Mexicansk tortillaskål med kylling og grønt - Få opskriften her