Hovedretter

Frikadeller med stuvet hvidkål og søde kartofler

Frikadeller er en fest! Sammen med stuvet hvidkål og søde kartofler er du sikret begejstring omkring hele spisebordet. Her får du opskriften på frikadeller med stuvet hvidkål og søde kartofler

Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

500 g hakket kalve- og svinekød
1 løg
1 æg
1 dl finvalsede havregryn
1 dl mælk
2 tsk. salt
friskkværnet peber
smør til stegning

BAGTE SØDE KARTOFLER

1 kg søde kartofler
2 spsk. olivenolie
salt

STUVET HVIDKÅL

50 g smør
50 g hvedemel
½ l mælk
½ hvidkål, ca. 1 kg
salt og friskkværnet peber
evt. 1 tsk. friskrevet muskatnød

Opskrift - sådan laver du frikadeller med stuvet hvidkål og søde kartofler 

 
1. Læg kødet i en skål. Pil og riv løget, og rør det i kødet sammen med æg, havregryn, mælk, salt og peber. Stil farsen på køl i 30 minutter.
 
2. BAGTE SØDE KARTOFLER: Tænd ovnen på 220°. Skrub søde kartofler grundigt, halvér dem på langs, og læg dem med skærefladen opad på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med olie, krydr med salt, og bag dem i ca. 40 minutter, til de er møre og gyldne.
 
3. STUVET HVIDKÅL: Smelt smør i en gryde, og pisk mel i. Tilsæt mælk, lidt ad gangen, mens du pisker, så du får en jævn sauce. Snit hvidkål i tynde strimler, og vend dem i saucen. Lad det simre i 10 minutter. Smag til med salt, peber og evt. muskatnød.
 
4. Form farsen til frikadeller, og steg dem i smør på en pande. Servér med bagte søde kartofler og stuvet hvidkål.
 
TIP: Du kan bruge bagekartofler i stedet for søde – fremgangsmåden er den samme.