Opskrift på forloren hare
Mad

Forloren hare med bagte rodfrugter

31. maj 2018
af Emma Martiny
Foto: Winnie Methmann
Giv den klassiske forlorne hare en moderne opgradering med parmaskinke og rodfrugter. Her får du opskriften på forloren hare med bagte rodfrugter
45 min4 personer
Tid i alt 1 t og 20 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 500 g hakket svine- og kalvekød
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 dl havregryn
  • 1 tsk. salt
  • friskkværnet peber
  • 150 g parmaskinke
  • 2 dl hvidvin
  • 3 dl okse- eller grøntsagsbouillon
  • 2 dl piskefløde

BAGTE RODFRUGTER

  • 1 kg blandede rodfrugter
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

TIL SERVERING

  • salvie

Sådan laver du forloren hare med bagte rodfrugter

  1. Tænd ovnen på 200° varmluft. Pil og hak løg og hvidløg fint. Rør kød, løg, hvidløg, æg, mælk, havregryn, salt og peber sammen til en fars.
  2. Form farsen til et aflangt brød, og læg det i midten af et stort ovnfast fad. Vikl parmaskinke omkring farsbrødet, og skub det godt ind under kødet, så det holdes på plads.
  3. Sæt fadet i ovnen i 15 minutter. Tag fadet ud, hæld hvidvin og bouillon i bunden af fadet, og steg videre i ovnen i 30 minutter.
  4. BAGTE RODFRUGTER: Skræl og skær rodfrugterne i både, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend med olie, og krydr med salt. Bag dem på en anden rist i ovnen i 30 minutter, til de er gyldne.
  5. Hæld hvidvinssaucen fra fadet over i en kasserolle. Tilsæt fløde, og kog saucen op. Smag til med salt og peber.
  6. SERVERING: Servér farsbrødet med bagte rodfrugter, og pynt med salvie.

Hvad betyder forloren?

Forloren betyder egentlig bare, at noget ikke er ægte. Forlorne retter er oftest fars, der serveres som en steg, med tilbehør og sovs, der passer til, så det minder om en servering med steg af ja, hare eller dyreryg. Forloren hare skal selvfølgelig mime en rigtig haresteg, og selvom det lyder spøjst, så skal forloren skildpadde mime rigtig skildpadderagout.

Tips til forloren hare:

  • Lav en dobbelt portion af farsen - steg frikadeller i morgen.
  • Ekstra tilbehør kunne være en salat af fx rødkål, æble og pinjekerner, eller en god råkost.
  • Skift piskefløden ud med en mere fedtfattig version, hvis du lyster.
  • Skift parmaskinke ud med bacon, så retten minder mere om den traditionelle, der serveres med flæsk.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også