Hovedretter

Brændende kærlighed med bacon og grøntsager

Giv klassikeren endnu mere kærlighed ved at servere den med stegte grøntsager og lynsyltede rødbeder. Her får du opskriften på brændende kærlighed med bacon og grøntsager.

Tilberedelsestid: 30 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

400 g bacon i et helt stykke
250 g champignoner
200 g kejserhatte
3 gulerødder
4 løg

Kartoffelmos:

1 kg kartofler
1 dl mælk
20 g smør
Salt og peber

Lynsyltet rødbede:

1 rødbede
2 dl æblecidereddike
1 spsk. Honning
1 tsk. hele peberkorn
2 laurbærblade

Servering:

1 bundt kruspersille

Opskrift – sådan laver du brændende kærlighed med bacon og grøntsager

Lynsyltet rødbede:
Skræl rødbeden, og skær den i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern. Kog rødbedeskiver op i en gryde sammen med de øvrige ingredienser under omrøring, til honningen smelter, og lagen når kogepunktet. Tag straks gryden af varmen, og hæld indholdet i et skoldet syltetøjsglas. Lad det køle af.

Kartoffelmos:
Skræl kartoflerne, og skær dem i tern. Kog dem i usaltet vand, til de er møre. Hæld vandet fra gryden. Lun mælken i en anden gryde eller i mikrobølgeovnen. Mos ternene med en kartoffelmoser eller stavblender. Tilsæt smør, og lun mælk undervejs. Smag til med salt og peber. Skær bacon i tern, og steg dem sprøde på en tør pande. Rens svampene, og skær dem i tern. Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Lad svampe og gulerødder stege med på panden, til de begynder at tage farve. Pil og hak løg fint, og lad dem stege med på panden, til de er bløde og gyldne.

Servering:
Skyl og hak persillen. Anret kartoffelmosen på tallerkener. Fordel bacon og grøntsager oven på mosen, og top med lynsyltede rødbeder og frisk persille.

Få indkøbslisten til hele ugen her

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Paneret rødspætte med grov remoulade

Tirsdag: Andelår med vintersalat

Torsdag: Spinat-curry med kylling

Fredag: Tærte med oksegryderet