Hovedretter

Bagte søde kartofler med spinat, kikærter og tahindressing

Beregn to søde kartofler af medium størrelse pr. person. Så bliver alle mætte og glade! Her får du opskriften på bagte søde kartofler med spinat, kikærter og tahindressing.

Tilberedelsestid: 1 t og 30 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

8 søde kartofler (ca. 1,2 kg i alt)
1 løg
100 g frisk babyspinat
1 dåse kikærter
2 spsk. olivenolie til stegning
1 tsk. stødt spidskommen
½ tsk. stødt kanel
½ tsk. tørrede chiliflager
½ usprøjtet citron
Salt og peber

Tahindressing:

125 g græsk yoghurt 10 %
2 spsk. Tahin
Salt
Evt. 1-2 spsk. mælk

Til servering:

40 g pinjekerner
1 granatæble

Opskrift – sådan laver du bagte søde kartofler med spinat, kikærter og tahindressing

Tænd ovnen på 200°. Skær et kryds ned i hver kartoffel, og pak dem ind i alufolie hver for sig. Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 1 time, til de er gennembagte. Pil og hak løget. Skyl og tør spinaten. Dræn kikærterne for vand. Steg løget i olie på en pande i 2-3 minutter. Tilsæt kikærter, spidskommen, kanel og chili, og steg videre i 2-3 minutter. Vend spinaten i, og tag straks panden fra varmen. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Tahindressing:
Rør yoghurt og tahin sammen, og smag til med salt. Rør evt. lidt mælk i dressingen, hvis du ønsker den mere tyndtflydende.

Servering:
Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande. Flæk granatæblet, og pil kernerne ud. Pak de bagte kartofler ud, og tryk let på dem, så de åbner sig. Fyld kartoflerne med kikærteblandingen, dryp med tahindressing, og drys med granatæblekerner og pinjekerner.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Kyllingepie med porrer, gulerødder og ærter – få opskriften her

Tirsdag: Koteletter med spinatsalat og grov kartoffelmos med ricotta – få opskriften her

Onsdag: Hakkebøffer med linsesalat og rødbedetzatziki – få opskriften her

Torsdag: Teriyakilaks og sort rissalat med rødkål og avocado – få opskriften her