Forretter

Pighvar med pancetta og pære-fennikel-salat

Nytårsmenu: Giv den fuld gas med den perfekte nytårsmenu. Her får du opskriften på en skøn forret bestående af pighvar med pancetta og pære-fennikel-salat

Pighvar med pancetta og pære-fennikel-salat til 6 personer

Hvis du ikke kan få fat i pighvar, kan du sagtens bruge en anden type hvid, fast fisk.
 
INGREDIENSER
600 g pighvar uden skind
salt og friskkværnet peber
2 spsk. olivenolie + 15 g smør til stegning
6 skiver pancetta (italiensk bacon)
 
PÆRE-FENNIKEL-SALAT
2 pærer
1 fennikel
½ bundt frisk mynte
 
DRESSING
4 spsk. hasselnøddeolie
saft af ¼ citron
friskkværnet peber
 
PYNT
frisk mynte
 

Opskrift - sådan laver du pighvar med pancetta og pære-fennikel-salat

 
1. Del pighvaren i 4 lige store stykker. Krydr med salt og peber. Varm en pande op med olie og smør, og steg pighvar-stykkerne i 2-3 minutter på hver side. Sluk for panden, og lad pighvaren hvile i 5 minutter. Fordel pancetta på en bageplade med bagepapir, og steg det sprødt i ovnen ved 180° i 7 minutter. Lad det køle af på fedtsugende papir, og bræk det herefter i mindre stykker.
 
2. Pære-fennikel-salat: Skyl pærer og fennikel. Skær pærerne i tynde både. Skær fennikel i tynde skiver på langs, gerne med et mandolinjern. Bland pære og fennikel sammen med plukket mynte.
 
3. Dressing: Rør ingredienserne til dressingen sammen, og vend den sammen med pære-fennikel-salaten.
 
4. Anret pighvar med pancetta og pære-fennikel-salat, og pynt med frisk mynte.
 
Få alle opskrifterne til den perfekte nytårsmenu her
 
Imponer dine gæster nytårsaften med et stykke hjemmelavet kransekage: Få 8 forrygende opskrifter her
 
VINMENU
Le Arche Prosecco: Vinen er tør, men har samtidig en blød smag.
Selaks Sauvignon Blanc: Flot, klar og rank stil, som bakkes op af en dejlig frugtsyre.
Chablis La L’arme D’or: Vinen har en lys gul farve, en duft af blomster og et hint af røg.
Masi Modello Hvid: Tør med harmonisk syre og en god smøragtig fylde. 
Lindemans Pinot Noir: Fyldig vin med en frugtrig smag.
Contrada di San Felice: Mørk, tæt og markant med en god portion garvesyre.
 
Læs mere om: