Forretter

Krydderurte-omelet med røget laks

De lysegrønne omeletter med masser af friske krydderurter og røget laks er rigtig lækker forårsmad, f.eks. på frokostbordet. Vælg en god røget laks, så røgsmagen ikke bliver for dominerende

(2 personer)

4-6 æg
2 spsk. mælk/fløde 9 %
½ bundt purløg, snittet
½ bundt dild
1 stor håndfuld frisk kørvel
1 bakke babyspinat, 100 g
3 forårsløg, snittet på skrå
1 fed hvidløg i meget tynde skiver
15 g smør
salt og kværnet peber
2-4 skiver røget laks

TILBEHØR:
Ristet rugbrød

Pisk æg og mælk eller fløde sammen med en gaffel. Klip eller hak alle krydderurterne (gem lidt til pynt), og vend dem i. Skyl og slyng spinaten, og gør løgene klar.
Smelt smørret i en lille gryde. Sautér de to slags løg i 2 minutter. Kom spinaten i, og sluk straks. Krydr med salt og peber. Smelt lidt smør på 2 små pander, eller lav én omelet ad gangen. Hæld æggemassen på, og løft eller skrab forsigtigt i den, så æggemassen akkurat stivner. Den skal stadig være fugtig på overfladen. Fold den i 3 lag, og læg lakseskiverne indeni (nemmest, mens du vipper dem over på et par varme tallerkener). Servér spinaten ved siden af, og pynt med friske krydderurter. Giv ristet rugbrød til.

 

Læs mere om: