jordskokkesuppe
Forretter

Jordskokkesuppe med ristede østershatte og purløg

af Mai Knauer 11. november 2021
Foto: Columbus Leth
I denne uge sætter vi fuld fokus på de sunde rodfrugter. Her får du opskriften på jordskokkesuppe med ristede østershatte og purløg.
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 løg
  • 1 stor bagekartoffel
  • 750 g jordskokker
  • olivenolie til stegning
  • 1 l hønsebouillon
  • 3 kviste timian
  • 1 dl piskefløde
  • evt. 1 spsk. smør
  • salt og friskkværnet peber
  • 100 g østershatte
  • olivenolie til stegning
  • salt

TILBEHØR

  • 1 bundt purløg
  • groft brød

Opskrift - sådan laver du jordskokkesuppe med ristede østershatte og purløg

  1.  Jordskokkesuppe: Pil løget, og hak det fint. Skræl kartoffel og jordskokker, og skær dem i små tern. Steg dem sammen med løget i olie i en gryde, uden at de tager farve. Hæld bouillon ved, og bring gryden i kog. Tilsæt timiankviste. Kog suppen ved lav varme i ca. 15 minutter, til kartoffel og jordskokker er møre. Blend suppen i en blender eller med en stavblender direkte i gryden. Tilsæt fløde og evt. smør, og smag til med salt og peber.
  2. Ristede østershatte: Rens østerhattene (helst med en blød børste uden brug af vand), og skær dem i lange strimler. Rist dem i olivenolie på en varm pande i 2-3 minutter. Drys med salt. Læg dem på et stykke fedtsugende papir.
  3. Servering: Hæld suppen op i skåle; læg østershattene i suppen, og drys med finthakket purløg. Servér med groft brød til.