cowboytoast opskrift
Forretter

Den ultimative cowboytoast

af Kristine Høeg 11. september 2018
Foto: Line Falck Christensen
Den snaskede cowboytoast med oksekød, løg og masser af ost er en lækker luksus-toast, du kan spise morgen, middag og aften! Her har vi givet opskriften på cowboytoast et moderne tvist, som gør den ekstra lækker.
4 personer
Tid i alt 40 min

SYLTEDE RØDLØG

  • 2 dl eddike
  • 2 dl sukker
  • 2 rødløg

FARS

  • 400 g friskhakket oksekød
  • 1 spsk. ketchup
  • 1 spsk. worcestershiresovs
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 2 tsk. sennepspulver
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. peber
  • 1 tsk. røget paprika

COWBOYTOAST

  • 200 g revet lagret cheddar
  • 8 skiver fuldkorns­toastbrød
  • Smør til stegning
  • Piccalilly
  • Kruspersille

Sådan laver du hjemmelavet cowboytoast

  1. Kog eddike og sukker sammen, til sukkeret er opløst. Skær løgene i halvmåneskiver og læg dem i et sylteglas eller en skål. Hæld syltevæsken over og lad dem stå på køl i mindst et par timer.

  2. Rør kødet sammen med alle farsingredienserne. På et stykke bagepapir tegner du nu en firkant, der er lige så stor som fire skiver af dit toastbrød. Læg farsen på firkanten, læg et andet stykke bagepapir over og rul farsen ud, så den passer med firkanten. Skær farsen i fire lige store stykker, så hvert stykke passer med en skive brød.

  3. Drys revet cheddar på fire stykker toastbrød og læg en bøf oven på hvert stykke. Smør samtidig de fire resterende skiver brød med piccalilly og drys kruspersille på. 

  4. Steg bøffen i smør med brødsiden opad i ca. 4 min. Vend hele molevitten, så brødet nu bliver stegt. Drys resten af osten på bøfferne, pynt med drænede syltede rødløg og læg de fire brødskiver, du har smurt med piccalilly, over. 

  5. Når den nederste brødside er sprød og gylden, vender du toasten og steger videre, så den anden brødskive også bliver stegt. Pres lidt ned, så alting smelter sammen indeni, og den sidste brødside også er sprød.

  6. Servér straks.

Hjemmelavet cowboytoast - Opskrift med et tvist

En klassisk cowboytoast-opskrift består af en toast med en hakkebøf på oksekød, bløde, karamelliserede løg og cheddarost. I denne opskrift udnytter vi at toasten er hjemmelavet til at give den et moderne tvist, som kun gør cowboytoasten ekstra lækker og delikat. I stedet for bløde løg, serveres denne toast med syltede rødløg og picalilly.

Farsen til cowboytoastens hakkebøf smages godt til med krydderier og saucer, og så laves den med fuldkornstoastbrød, der gør toasten en tand sundere og mere mættende. Denne cowboytoast er lækker som nem aftensmad eller overdådig frokost. 

Hvad er piccalilly?

Piccalilly er syltede, hakkede grøntsager − finthakkede pickles. Du kan købe dem færdiglavede på glas, og ud over til cowboytoast er piccalilly godt til hjemmelavet remoulade og på smørrebrød.

PRØV OGSÅ: Kartoffelvafler med ost og forårsløg