Romkugler med ægte cubarom
Mad

Romkugler med ægte cubarom

7. september 2018
af Camilla Zarah Lawes
Foto: Betina Hastoft
Alkohol behøver ikke være noget, du hælder i et glas. Du kan også hælde det i kager - og her får du en lækker opskrift på romkugler med ægte cubarom
15 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 130 g smør
  • 270 g sukker
  • 2 æg
  • 100 g hvedemel
  • 6 spsk. kakao
  • 1 tsk. vaniljesukker

DESUDEN

  • 35 g mandler
  • 2 spsk. hindbærsyltetøj
  • 5 spsk. mørk rom, evt. fra cuba
  • 40 g koldt smør

PYNT

  • 100 g mørk chokolade
  • Evt. 3 spsk. frysetørrede kirsebær

Næste gang du har en halv chokoladekage, du ikke får spist, så frys den ned og gem den til romkugler.

Opskrift - sådan laver du romkugler med ægte cubarom

  1. Varm ovnen op til 180°.
  2. Smelt smørret og pisk det sammen med sukkeret. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert. Rør mel og kakao i dejen sammen med vaniljesukker. Kom kagen i en smurt bradepande på 15 x 30 cm og bag den i 30 min.
  3. Lad kagen køle helt af, gerne til næste dag.
  4. Smut mandlerne og hak dem fint. Skær smørret i små tern.
  5. Smuldr kagen ned i en stor skål, tilsæt mandler, syltetøj, rom og smørtern. Saml romkugledejen med fingrene og tril den til kugler på størrelse med bordtennisbolde. Sæt dem i køleskabet.
  6. Smelt chokoladen over et vandbad. Vend romkuglerne i den smeltede chokolade. Drys dem evt. med frysetørret kirsebær.

TIP: I stedet for at dyppe romkuglerne i chokolade, kan du også rulle dem i chokolade­krymmel, hakkede mandler, kokos eller hasselnøddeflager.

Læs også