kanelbrød
Desserter

Old school kanelbrød

af Camilla Zarah Lawes 28. april 2021
Foto: Lars Ranek
Jeg synes, kanelbrød er fantastisk, og så er det sådan lidt gammeldags og mormoragtigt. Og lidt ligesom kanelsnegle, bare meget mere snasket og blødt.
20 min 8 personer
Tid i alt 1 t og 40 min

Det skal du bruge

  • 1 dl sødmælk
  • 50 g smør
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 1 tsk. kanel
  • 1 spsk. rørsukker
  • 1 tsk. salt
  • ca. 250 g hvedemel

Fyld

  • 80 g blødt smør
  • 40 g farin
  • 1 spsk. kanel

Glasur

  • 150 g flormelis
  • ¼ dl kogende vand

Endvidere

  • 1 stk. 1-liters brødform

Opskrift - sådan laver du old school kanelbrød

  1. Varm forsigtigt mælk og smør op i en gryde, til smørret er smeltet. Afkøl det til håndvarmt. Smuldr gæren ud i en stor skål, hæld mælkeblandingen på, og rør godt, til gæren er opløst. Tilsæt ægget, og sigt krydderierne og ¾ af hvedemelet i dejen. Rør det til en ensartet dej, og ælt dejen igennem med det sidste mel på et meldrysset bord. Lad dejen hæve et lunt sted med et klæde over i 30 minutter. Rør imens fyldet sammen.
  2. Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant på 20 x 30 cm, og fordel fyldet på dejen. Rul det til et brød, og kom det i en form foret med bagepapir. Klip hak ned i brødet, og lad det efterhæve et lunt sted i 30 minutter.
  3. Bag brødet midt i en 200° varm ovn i 14 minutter. Tag det ud af formen (pas på, det er varmt), og bag det i yderligere 5 minutter.
  4. Afkøl det varme kanelbrød, rør flormelis med lidt vand til en let tyktflydende glasur, og hæld den over brødet. Servér evt. brødet med lidt koldt smør.

Andre lækre opskrifter