chokoladecupcakes
Desserter

Chokoladecupcakes med saltet karamelcreme

Hvem kan sige nej til chokolade og karamel i skøn forening? Her får du opskriften på chokoladecupcakes med saltet karamelcreme.

Chokoladecupcakes med saltet karamelcreme 12 stk.

 
Tid: 40 minutter. Bagetid: 15 minutter. Afkøling, creme: 30 minutter
 
DET SKAL DU BRUGE TIL CHOKOLADECUPCAKES
200 g mørk chokolade
150 g smør
3 æg
150 g brun farin
100 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
12 muffinforme
 
 
SALTET KARAMELCREME
100 g sukker
2 spsk. vand
1 dl piskefløde
150 g blødt smør
1 tsk. vaniljesukker
½ tsk. fint salt
100 g flormelis
lidt flagesalt
 
PRØV OGSÅ: Chokoladecupcakes er altid et hit. Også til nytår. Prøv også at lave disse små kranse i mini-cupcakes
 

Opskrift - sådan laver du chokoladecupcakes med saltet karamelcreme

 
1. Chokoladecupcakes: Smelt chokolade og smør over vandbad. Del æggene i blommer og hvider, og pisk hviderne helt stive. Pisk æggeblommer med brun farin, til blandingen er lys og cremet. Afkøl den smeltede chokoladeblanding. Pisk æggeblommerne sammen med den smeltede chokolade. Bland mel og bagepulver, og rør det i dejen. Vend de stiftpiskede æggehvider i dejen. Fordel dejen i 12 muffinforme, og bag kagerne i ovnen ved 180° i ca. 15 minutter. Afkøl på en bagerist.
 
2. Saltet karamelcreme: Bring sukker og vand i kog i en gryde ved middel varme. Rør ikke i gryden! Rør først efter 6-7 minutter, når sukkeret begynder at smelte og får en gylden farve. Fjern gryden fra varmen, og pisk fløden i, til karamellen får en blød og cremet konsistens. Afkøl. Pisk smør med vaniljesukker og salt, til det er luftigt, i ca. 3 minutter. Tilsæt flormelis, og pisk det sammen til en creme. Pisk den kolde karamel i smørcremen. Pisk i ca. 2 minutter. Afkøl cremen i 30 minutter. Kom cremen i en sprøjtepose med tylle, og pynt kagerne. Drys med lidt flagesalt.
 
PRØV OGSÅ: Kransekage til nytår - 8 forrygende opskrifter