Brød og bagværk
29. november 2011

Nougatlagkage

Super smuk og syndig nougatkage! Servér den som dessert, eller invitér til julehygge, te og hjerteflet – og servér den iskold
Af: af Louisa Lorang
Nougatlagkage

Foto: Anders Schønnemann

Nougatlagkage
(nok til 8 personer)

LAGKAGEBUNDE
3 æg
120 g sukker
1½ spsk. vand
65 g mel
25 g kakao
½ tsk. bagepulver

CREME
200 g blødt smør
200 g flormelis
200 g blød nougat i grove stykker
korn af ½ stang vanilje
1 dl piskefløde
100 g hasselnøddeflager

Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Kom et par skefulde af sukkeret i, og pisk hviderne helt seje som til marengs.
Pisk æggeblommerne luftige med vandet, og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommerne helt lyse, til luftigt skum. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne i hviderne, sigt melblandingen i, og fold det hele forsigtigt sammen.
Smør en 18 cm stor springform grundigt med smør, og fyld dejen i formen.
Bag dejen ved 175° (ikke varmluftovn) i ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek med en strikkepind, at der ikke hænger dej fast på strikkepinden - så er kagebunden færdig.
Lad kagen køle helt af, inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.
Pisk smør og flormelis med en elpisker i mindst 6 minutter. Kom nougat og vanilje i, og pisk i yderligere 2 minutter. Tilsæt fløde, til cremen er blank og smørbar.
Rist hasselnøddeflagerne let i en varm ovn eller på en tør pande. Lad dem køle af.
Fyld ¹⁄3 af cremen mellem de to bunde. Læg dem sammen, og smør resten af cremen uden på kagen. Pynt siderne med let ristede hasselnøddeflager, og stil kagen koldt. Servér samme dag eller dagen derpå.

TIP: Når du pynter en kage med creme, kan du lave en firkant af aflange stykker bagepapir på tallerkenen, du vil servere på: Sæt kagen i midten, så bagepapiret lige kommer under den, smør kagen op, og pynt den færdig. Fjern så forsigtigt bagepapiret inden servering, så er din serveringstallerken helt ren og fri for creme.

<<Prøv også: Hjemmelavet brændte mandler>>

Læs også