langtidshævet brød
Brød

Lækkert Langtidshævet brød

af Nanna Simonsen 14. januar 2022
Foto: Bjørn Jakobsen
Bag et langtidshævet brød med masser af saft og kraft: Lækkert langtidshævet brød med masser af smag og bid i - du får opskriften på dette, og mange flere brød lige her.
2 stk

Langtidshævet brød

  • ½ dl kærnemælk
  • 4 dl håndvarmt vand
  • Maks. 5 g gær (ca. som en stor ært)
  • 2½-3 tsk havsalt
  • 50 g rugmel
  • 25 g fint durumhvedemel + evt. ekstra til drys
  • Ca. 500 g italiensk pizzahvedemel (type "00") + evt. ekstra til æltning

Sådan laver du langtidshævet brød:

  1. Bland kærnemælk og vand i dejskålen, tilsæt gær og salt, og rør til saltet er helt opløst. Tilsæt rug- og durummel og rør igen.
  2. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen. Når dejen ikke kan røres længere, tages hænderne og en meldrysset bordplade til hjælp.
  3. Ælt dejen i mindst 8-10 min., den skal være elastisk, blank og slippe bord og fingre. Bruger du maskine, skal den køre i 6-8 min.
  4. Tril dejen til en kugle, læg den i skålen, drys lidt mel over og dæk med plastfilm.
  5. Lad dejen hæve ved 15-17 grader (dvs. et lidt køligt rum) i 8-10 timer - eller til dobbelt størrelse.
  6. Indstil ovnen på 250 grader. Læg bagepapir eller en siliconemåtte på en bageplade på køkkenbordet og kom lidt mel på den.
  7. Drys lidt mel eller durummel langs kanterne af dejen i skålen og skrab den forsigtigt fri hele vejen rundt. Skub forsigtigt dejen ud af skålen - undgå at stikke i eller trykke på den, men tænk på dejen som en stor ballon, der ikke må punkteres.
  8. Skub forsigtigt med meldryssede hænder dejhvælvingen sammen til en oval form. Drys lidt mel på midten af ovalen og skær igennem melsporet med en plastic-dejmåne eller en kniv.
  9. Skub de to halvdele fra hinanden og form om nødvendigt enderne lidt i facon.
  10. Husk at jo mere forsigtig, du er i din behandling af dejen, desto luftigere bliver de færdige brød.
  11. Rids skrå snit i brødene med en meget skarp kniv. Sprøjt lidt vand på evt. med en vandforstøver, drys evt. durummel over og sæt brødene i ovnen.
  12. Skru straks ned på 225 grader og bag brødene i ca. 30 min.
  13. Giv brødene og ovnens sider et par vandsprøjt to-tre gange undervejs. Lad brødene køle af på en bagerist.

TIP: En lille smule gær

Brug ganske små mængder gær, og lad så til gengæld dejen hæve rigtig lang tid! Du får dels bagværk med meget stor velsmag uden ubehagelige undertoner af gær, dels et brød med længere holdbarhed, fordi det når at syrne let, mens det hæver. Oveni får du et brød med en bedre krumme og en sprødere skorpe.

Her får du flere af Nanna Simonsens opskrifter på dejligt bagværk