Brød

Den bedste opskrift på varme hveder

Varme hveder skal spises aftenen før Store Bededag. Her får du opskriften på de lækreste hvedeknopper.

Traditionen med at spise varme hveder er den perfekte anledning til at spise blødt, sødt og lunt gærbrød med masser af smør - og de varme hveder skal ifølge traditionen nydes aftenen før Store Bededag. 

Hvis du holder af varme hveder, vil du sikkert også elske disse langtidshævede fødselsdagsboller bagt i springform!

Men hvor stammer traditionen egentlig fra? Det siges, at vi spiser varme hveder, fordi man før i tiden på Store Bededag ikke måtte arbejde, før gudstjenesterne var overstået. Det galdt også bagerne, der derfor ikke havde mulighed for at bage tidligt op morgenen - og således bagte de hvedeknopperne aftenen før. 

Derfor købte man varme hveder aftenen før Store Bededag, skar dem over og varmede dem næste dag. Men efterhånden som tiden gik, blev det tilsyneladende sværere og sværere at lade de lækre hvedeknopper være til dagen efter, og i dag spiser vi dem allerede aftenen før Store Bededag. 

Er du i bagehumør? Prøv også de lækreste kærnemælkshorn med marmelade 

Opskrift på varme hveder:

Tid: 15 minutter
Hævetid: 30 minutter
Bagetid: 25 minutter
Antal: 12 stk

Det skal du bruge til varme hveder:

  • 50 g gær
  • 4 dl sødmælk
  • 100 g smør
  • 1 tsk. salt
  • 4 spsk. rørsukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 2 æg
  • 500-600 g hvedemel
  • Lidt mælk til pensling
 
Til servering:
  • Smør
  • Evt. syltetøj

Sådan laver du varme hveder: 

1. Smuldr gæren i en stor skål.

2. Lun 2 dl mælk og smørret i en gryde.

3. Hæld de resterende 2 dl kold mælk og den varme mælkeblanding over gæren.

4. Rør salt, sukker og kardemomme i.

5. Rør 1 æg i ad gangen.

6. Rør melet i, og ælt til en glat dej.

7. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 30 minutter.

8. Tænd ovnen på 220°.

9. Ælt dejen godt, og del den i 12 stykker.

4. Tril stykkerne til boller, og sæt dem helt tæt i en bradepande beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve lunt til dobbelt størrelse.

5. Pensl med mælk.

6. Bag bollerne i ovnen på næstnederste rille i 25 minutter. Lad dem afkøle på en rist.

Servering: Skær hvedebollerne over, og rist dem i ovnen i 8 minutter ved 230°. Servér med koldt smør og evt. syltetøj.

 
Læs mere om: