tunbøffer
Aftensmad

Tunbøffer med ærtemos og wasabi-glaze

af Emma Martiny 15. februar 2022
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Hvis du kommer sent hjem fredag aften, men alligevel gerne vil fejre weekend, er denne opskrift ideel. Udseendet er lige så festligt som smagen, og du vil blive overrasket over, hvor nem retten er at trylle frem. Her får du opskriften på tunbøffer med ærtemos og wasabi-glaze
4 personer

Tunbøffer

  • 4 tunbøffer
  • salt
  • smør til stegning
  • 1 bundt radiser
  • 25 g friske ærteskud

ÆRTEPURÉ

  • 800 g frosne ærter
  • 1 dl piskefløde
  • salt og friskkværnet peber

WASABI-GLAZE

  • 100 g koldt smør
  • 2 spsk. sojasauce
  • 1-2 spsk. wasabipasta
  • skal og saft af 1 usprøjtet limefrugt

TILBEHØR

  • 4 dl brune basmatiris

1. TILBEHØR: Kog ris efter anvisningen på pakken.

 

2. ÆRTEPURÉ: Kog ærterne i letsaltet vand i et par minutter, og si vandet fra. Tilsæt fløde, salt og peber, og blend det til en grov ærtepuré med en stavblender. Læg låg på gryden, og stil den til side.

 

3. WASABI-GLAZE: Smelt smør sammen med sojasauce, wasabipasta, limeskal og limesaft i en kasserolle, imens du pisker konstant. Lad det boble op, så du får en tyk, karamelagtig glaze. Smag til med wasabi, så din glaze bliver tilpas stærk.

 

4. Dup tunbøfferne tørre med køkkenrulle, og krydr dem godt med salt. Smelt smørret på en pande ved høj varme, og steg så bøfferne ganske kort – ca. et par minutter på hver side, de må ikke blive helt gennemstegte. Rens radiserne, og skær dem i papirtynde skiver. Fordel ærtepuréen på tallerkener, skær tunbøfferne i skiver, og anret dem ovenpå. Hæld glazen over, og pynt med ærteskud og radiser. Servér straks sammen med ris.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her