kulmule
Aftensmad

Sprødstegt kulmule med græskar og fennikel

af Emma Martiny 29. september 2022
Foto: Nina Malling, skovdalnordic.com
Hvis du skal have en ugentlig fiskedag, kan vi godt anbefale at smide kulmule på menuen! Det er nemlig både nemt og lækkert! Her får du opskriften på sprødstegt kulmule med græskar og fennikel.
4 personer
Tid i alt 1 t og 0 min

Det skal du bruge til stegt kulmule:

  • 600 g kulmulefilet med skind
  • 1 spsk. smør eller olivenolie til stegning
  • salt og friskkværnet peber

Græskarpuré:

  • 1 hokkaido-græskar
  • 3 fed hvidløg
  • 1 håndfuld timiankviste
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • ½ dl piskefløde
  • saft af ½ citron

Tilbehør:

  • 2 fennikler
  • 1 spsk. olie
  • 1 dl græskarkerner

Sådan laver du kulmule med græskar og fennikel 

GRÆSKARPURÉ:

  1. Tænd ovnen på 175°.

  2. Halvér græskarret, og fjern kernerne (gem dem). Skær skrællen af, og skær græskarkødet i tern.

  3. Læg tern, pillede hele hvidløgs- fed og timiankviste i et ovnfast fad. Vend det hele med olie, og drys med salt og peber. Sæt fadet i ovnen i 20-30 minutter, indtil ternene er møre.

  4. Pil timiankvistene fra, og kom tern og hvidløgsfed i en foodprocessor. Tilsæt fløde og citronsaft, og kør, indtil du får en glat puré.

  5. Smag til med salt og peber, og hold puréen lun i en gryde ved lav varme.

TILBEHØR:

  1. Skær bunden af fenniklerne, og gem de  grønne kviste. Skær fenniklerne i kvarter, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

  2. Dryp olie over, og drys med salt og peber. Bag dem i ovnen i 25 minutter, til de er møre.

  3. Rist græskarkernerne på en tør pande.

STEGT KULMULE:

  1. Smelt smør på panden, og steg kulmulefileterne ved høj varme – først på kødsiden i ca. 2 minutter, indtil de er gyldne, og dernæst på skindsiden, indtil fisken er gennemstegt.

  2. Krydr med salt og peber. Anret græskarpuré på tallerkener, og top med kulmulefilet og fennikel.

  3. Drys med de ristede græskarkerner.

PRØV OGSÅ: Pistaciemarineret kulmule med pastinakfritter og avocado-mayo