Opskrift på kyllingelår med rød waldorfsalat
Aftensmad

Kyllingelår med rød waldorfsalat

af Camilla Biesbjerg Markussen 14. november 2019
Foto: Columbus Leth
Waldorfsalat er en klassiker i det danske køkken, som her serveres i en rød version med spidskål. Salaten passer godt til både and, kylling og svinekød. Her får du opskriften på kyllingelår med rød waldorfsalat.
1 t og 5 min 4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 4 hele kyllingelår
  • 2 spsk. olivenolie
  • Salt og peber

RØD WALDORFSSALAT

  • ½ rød spidskål
  • 2 æbler
  • 4 stilke bladselleri
  • 20 g blå vindruer
  • 100 g valnøddekerner

DRESSING

  • ½ dl mayonnaise
  • 1 dl cremefraiche 18 %
  • ½ spsk. flydende honing
  • ¾ tsk. Dijonsennep
  • Salt og peber

TIL SERVERING

  • 1 groft brød

Opskrift – sådan laver du kyllingelår med rød waldorfsalat

KYLLINGELÅR 

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Læg kyllingelårene i et ovnfad.
  3. Dryp olivenolie over, og drys med salt og peber.
  4. Steg dem i ovnen i ca. 40 minutter, til skindet er sprødt, og kødet er gennemstegt.

 

RØD WALDORFSALAT

  1. Skyl spidskål, og skær den i grove strimler.
  2. Skyl æblerne, og skær dem i tern uden kernehus.
  3. Rens bladselleri, og skær den i tynde skiver.
  4. Skyl og halvér vindruerne.
  5. Hak valnødderne groft.

 

DRESSING

  1. Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag til med salt og peber.
  2. Vend dressingen sammen med spidskål, æbler, bladselleri, vindruer og valnødder, og anret den i en skål.

SERVERING

  1. Servér salaten med kyllingelår og groft brød.

 

TIP: Vil du lave en lidt lettere version af salaten, kan cremefraiche udskiftes med græsk yoghurt eller skyr.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Frisk pasta med græskar, grønkål og parmesan – få opskriften her

Onsdag: Glaseret laks med ris, grønkål og avocado – få opskriften her

Torsdag: Små tærter med græskar, feta og bacon – få opskriften her

Fredag: Farsbrød med æbler, svesker og kålsalat – få opskriften her

Andre lækre opskrifter