boller i karry
Aftensmad

Boller i karry

af Ulla Nielsen 24. juni 2021
Boller i karry er en klassiker — måske en af dem, som er livret for allerflest — her får du den nemmeste og lækreste boller i karry.
4 personer

Kødboller

  • 500 gram hakket kalv og flæsk 10-12% fedt
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk fint revet løg
  • 1 knsp friskkværnet peber
  • 3 spsk havregryn
  • 1 æg
  • ca. ½ dl letmælk

Karrysovs

  • 1 løg
  • 1 stort æble
  • 2 spsk olie
  • 2-4 tsk karry
  • 4 spsk mel
  • ca. 7 dl kogelage fra kødbollerne
  • saft fra ananas

Tilbehør

  • 4 dl ris, fx parboiled

Forskelligt grønt og frugt, fx:

  • 1 dåse eller frisk ananas i tern
  • 1 avocado
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ agurk
  • 1 banan
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 dl groft kokosmel
  • 2 clementiner
  • ½ bakke bønnespirer
  • 50 gram fine ærter
  • 50 gram pinjekerner, mandler eller cashewnødder
  • kogt broccoli, blomkål eller gulerod

BOLLER I KARRY med ris, grønt og frugt

4 portioner

 

  1. KØDBOLLER: Rør kødet med salt. Pil og riv løget fint. Tilsæt løg, peber og havregryn til kødet og rør farsen grundigt. Tilsæt ægget og rør godt rundt. Tilsæt til sidst mælken lidt ad gangen, og rør farsen til den er ens og fast.
  2. Lad farsen hvile tildækket i køleskab i ca. 30 minutter. Bring ca. 1 liter vand i kog i en gryde med låg. Form kødbollerne med en lille ske og læg dem direkte ned i kogevandet. Lad bollerne småkoge uden låg i ca. fem minutter. Bollerne er færdige, når de flyder rundt foroven. Tag en enkelt op og skær den igennem. Farsen må ikke være rød i midten. Tag kødbollerne op af gryden med en hulske og kom dem i en skål. Gem kogelagen til sovsen.
  3. KARRYSOVS: Pil og hak løget. Skyl, udkern og skær æblet i små tern. Opvarm olien i en tykbundet gryde, og svits løget til det er glasklart. Tilsæt karryen og rist den let i olien. Kom æbleternene ved og rør sammen. Drys melet ud over og rør godt rundt. Hæl lidt efter lidt kogelage fra kødbollerne ved, til sovsen er jævn. Kog ved svag varme i ca. fem-ti minutter. Smag sovsen til med salt og peber og ananassaften. Kom evt. en smule mere karry i. Varm kødbollerne i karrysovsen.
  4. TILBEHØR: Kog risene som anbefalet på pakken. Snit de valgte grønsager og frugter i små tern og buketter. Hak mandler og nødder. Server frugter og grønsager hver for sig i små skåle, eller anret dem adskilt på et stort fad.

Andre lækre opskrifter