Nem omgang bøf bearnaise
Mad

Bøf bearnaise med stegte rodfrugter

28. marts 2022
af Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Hvem elsker ikke en god omgang bøf bearnaise? Se, det her bliver det fleste glade af: Bøf, bearnaise - og måske et glas rødvin? Bearnaise bøf med stegte rodfrugter er gæstemad. Få opskriften her.
2 personer

Grønt

  • ½ kg bagekartofler
  • ½ kg pastinakker
  • olivenolie
  • salt
  • 2 flotte bøffer
  • lidt olie til stegning
  • salt og peber

Bernaise

  • 1 dl hvidvinseddike
  • 5 peberkorn
  • ½ løg, hakket
  • 4 kviste estragon
  • 250 g smør
  • 2 spsk. vand
  • 2 æggeblommer, pasteuriserede
  • 2-3 spsk. hakket estragon
  • salt

Tilbehør

  • blandet salat
  • olivenolie
  • eddike

Sådan laver du bøf bearnaise

  1. Tænd ovnen på 200°, varmluft.
  2. Skræl kartofler og pastinakker, og skær begge dele i både. Vend dem med olie og salt, og bag dem møre og gyldne i den varme ovn. Vend rundt i dem undervejs. De skal have ca. 40 minutter i alt.
  3. Steg imens bøfferne i lidt olie på en meget varm pande. Krydr med salt og peber.
  4. Kog eddike, peberkorn, løg og estragonkviste op, og lad det simre i 3-4 minutter. Sluk, og lad essensen trække i minimum 10 minutter. Si essensen, og kom den i en ren kasserolle sammen med 2 spsk. vand.
  5. Smelt smørret stille og roligt i en gryde. Lad det stå lidt, og smørret vil dele sig i klaret smør foroven og valle forneden. Hæld forsigtigt det klarede smør til din bernaise over i en kop eller lignende, kassér vallen.
  6. Lun bearnaiseessens, vand og æggeblommer i en kasserolle, og pisk, til massen tykner en smule. Det tager ca. 5-6 minutter, og det er vigtigt, du ikke skruer for højt op for varmen - ellers risikerer du bare, at æggeblommerne koagulerer. Tag kasserollen af varmen, og pisk det klarede smør i i en tynd stråle. Vend masser af hakket estragon i, og smag din bernaise til med salt.
  7. Servér bøffer med rodfrugter, bearnaise og salat.

Læs også