Kvinde i naturen
Træning og kost

Fokusér ikke på vægttab: Træn for at blive glad

2. januar 2017
af Gitte Holm og Julie Rosendahl
Nogle dage kan træning føles mere som en kamp MOD kroppen end FOR den. De dage vil vi gerne have færre af, så vi i stedet for at fokusere på deller, der skal væk, træner for glæde, overskud og et godt helbred.

Sundhed beskrives ofte i numre. Er det ikke vægten eller fedtprocenten, er det BMI, vi taler om. Men hvor meget siger et tal egentlig om sundhed? Og hvorfor er det altid, at træning sættes i relation til noget, der toner og slanker, når du måske i virkeligheden bare gerne vil træne for at føle dig bedre tilpas og være i bedre fysisk og mental form.

Det er ikke altid nemt at være kvinde. I modebranchen er alt over størrelse 36 klassificeret som plussize, og tropper vi op i træningscentret, har en stor del af vores omverden en idé om, at vi træner for at tabe os eller for at få strammere lår eller balder. Der er gået image i sundhed, og vi måler os selv og hinanden på, hvor gode vi er til at spise sundt og få de færreste af os trives med at leve efter andres idealer og regler, og så er det, vi slår os selv oven i hovedet, når vi ikke kommer af sted, eller når vi ikke ser nok resultater.

Træning bliver måske et negativt element i dagligdagen frem for noget sjovt, befriende og styrkende – som det jo i virkeligheden er.

LÆS OGSÅ: 2 kvinder om sundhed: Sådan fandt vi balancen

For din egen skyld

På Everydayfeminism.com beskriver psykoterapeut og skribent Sarah Ogden Trotta, hvordan hun konstant bliver konfronteret med, hvordan hun kan, skal og bør tabe sig. Venligt ment, men alligevel helt forkert på alle måder.

"Jeg er løber. Jeg elsker at træne. Det gør mig glad! Min morgenløbetur hjælper mig til at blive frisk, og min aftenyoga hjælper mig til at slappe af efter en lang dag. Træning hjælper på mit humør, og det hjælper mig til at sove bedre om natten. Det får mig til at føle mig stærkere, og det har hjulpet på traumer og spiseforstyrrelser. Min krop er i stand til så meget – og det samme er jeg. Men når man betragtes som en ”halvrund” kvinde, så er der bare nogle udfordringer i træningscenteret. De fleste antager, at jeg udelukkende er der for at tabe mig, og har slet ikke overvejet, at jeg måske i virkeligheden er der for at passe på min krop,” fortæller hun i blogindlægget ”How To Excercise Out Of Self-Love – Not Due To Fat-Shaming”.

Du har måske selv prøvet det, når en veninde giver dig gode råd om træning og kost. Men det må stoppe nu. Træner du for at leve op til et ideal, bliver det en sur tjans. Træner du, fordi det giver dig energi, overskud og glæde, ja så er det langt sjovere, og så er den stærke krop bare en ekstra bonus.

LÆS OGSÅ: Fit uden sixpack: Veltrænet er ikke lig med tynd

Tænk "Yes!"

Uanset hvad du træner, og hvem du træner med, så skal det i sidste ende gerne koges ned til, at du tænker ”yes!”, hver gang du skal af sted, fordi du ved, at det er godt for dig. Men din krop fortjener også, at du tænker ”yes!” om den, uanset hvilken størrelse eller form den har. Du skylder ikke nogen at passe ned i et bestemt kropsideal, og jo flere forskellige kropstyper og –former vi bliver eksponeret for, jo større bliver den generelle rummelighed.

Så faktisk gør du verden en tjeneste ved ikke at ligne hverken Medina eller Madonna og i stedet elske din krop med både buler og ”småfejl.” Det vigtigste at huske på er, at det er din krop, der holder dig i live. Din krop er din partner in crime, og du er nødt til at stå sammen med den i tykt og tyndt, hvad enten dit mål er at få mere overskud og glæde gennem træningen, eller du ønsker at tone og tabe dig gennem din træning.

Her er eksperternes bedste råd om træning og velvære:

"En følelse af at passe på sig selv"
Louise Stokholm, psykoterapeut og indehaver af Klinik for Spiseforstyrrelser

- Jeg råder altid mine klienter til at vælge en træningsform, som de har lyst og tid til, for det er vigtigt, at træningen gør dem glade, og at de har overskuddet til det, for på den måde oplever de den største succes og kropsglæde. Jeg anbefaler, at de retter opmærksomheden indad i stedet for at fokusere på pulsur og hastighed og lægger mærke til, hvordan de har det efter træningen. En af de ting, der får mig selv af sted til træning, er, når jeg følges med min kæreste til træningscenteret, og jeg anbefaler derfor også ofte mine klienter, at de træner sammen med nogen, så det måske bliver lidt sjovere.

LÆS OGSÅ: 17 stilfulde kvinder, som beviser, at kurver (også) er elegante

"Sundhed indefra og ud"
Anna Bogdanova, træningsekspert

- Jeg har selv tidligere svinget meget i kropsvægt, og der er mange, der spørger, hvad jeg har gjort for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har selvfølgelig gjort meget forskelligt, men det blev faktisk først let, da jeg slap tanken om vægten og spejlbilledet. Det, der har virket, har været en holistisk tilgang til sundheden, og det er også det, jeg vejleder mine klienter i. Når mine klienter starter et forløb, lægger jeg vægt på, at de skal få det godt indefra og ud, så de sover bedre, får et bedre sexdrive, mere energi og mere lyst til at bevæge sig – og når alt så spiller, så får de måske også de lår, de har drømt om. Det skal ikke være dellen, der driver værket, men derimod den gode følelse i kroppen.

LÆS OGSÅ: Træn derhjemme - nemme øvelser du kan lave derhjemme

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også