https://imgix.femina.dk/media/d981dd8a3daf47af8a1e824f457a58bb.jpg
Træning og kost

Flere overlever kræft

19. februar 2012
af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Et-års-overlevelsen efter kræft er steget markant, viser helt nye tal.

Kræftpatienter, der blev syge mellem 2007-09, overlever i højere grad deres sygdom. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Overlevelsesraten for mænd og kvinder er steget med tre procentpoint, når man ser på alle kræftformer. Kvinder har dog en højere overlevelsesprocent end mænd. Den ligger nemlig på 75 pct., mens mændene må nøjes med 72.

- Det er overraskende, at vi på så kort en årrække kan se, at etårsoverlevelsen er steget betydeligt. Det tyder på, at de aktiviteter, der er sat i værk over en årrække - kræftplaner og heriblandt kræftpakkerne - har en betydning for, om patienterne overlever, siger Hans H. Storm, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Store forbedringer for lungekræft
Det er bl.a. lungekræft, som er en af de helt store kræftdræbere, der har oplevet en stor forbedring i forhold til etårsoverlevelsen.

Her er overlevelsen steget fra 31 i 2004-06 til 34 pct. i 2007-09. For kvinder gik tallet fra 35 til 40 pct.

- Det er glædeligt at se, at etårsoverlevelsen for lungekræft er forbedret, for der har vi haltet bagefter de andre lande i Norden. Det er en af de kræftformer, hvor et hurtigt og velplanlagt forløb har betydning for, om patienterne overlever, siger Hans H. Storm, der dog peger på, at der endnu skal gå et par år, før man kan sige, om kræftpakkerne har en effekt.

Kræftpakkerne indebærer, at der skal være forløbsbeskrivelser for, hvordan undersøgelses- og behandlingsforløbet skal foregå, når en patient kommer til lægen med kræftsymptomer.

Læs også