https://imgix.femina.dk/media/article/sabina1036.jpg
Selvudvikling

Fra madlede til madglæde - hvordan er dit forhold til mad?

21. januar 2016
af Josefina Estrada
Sabrina har kæmpet med vægten i mange år. Hun har været igennem stort set alle kure og har i perioder af sit liv helt undgået sukker og fedt og nægtet sig selv at nyde mad. Men er det sådan, livet skal leves? Ikke ifølge Sabrina, der fik nok af dårlig samvittighed, kalorietælling og selvfornægtelse og i dag med sin blog fokuserer på glæden og nydelsen ved mad.

"Chocolate doesn’t ask stupid questions. Chocolate understands" (Chokolade stiller ikke dumme spørgsmål. Chokolade forstår).

Citatet hænger over Sabrina Jensens spisebord i det hyggelige Valbykøkken, og på sofabordet lokker en slikskål, som man fornemmer, er fast inventar. Jo, for den 31-årige blogger er søde sager en vigtig del af et nydelsesfuldt liv. Sabrinas madblog ”With love and sugar – en madblog om kærlighed til mad og andre gode sager” var oprindeligt en del af en markedsføringsplan for hjemmelavede gourmetkarameller. Den idé droppede hun, men hun holdt fast i bloggen, som med lettilgængelige opskrifter og farverige billeder skal give inspiration til lækker mad i hverdagen – og vigtigst af alt sætte fokus på madnydelse. For Sabrina skal det at spise være forbundet med glæde og lyst, og hendes blog skal minde om, at livsnyderi er mange ting og godt kan findes i en god cheesecake.

Læs også: Fokusér ikke på vægttab - træn for at blive glad!

Et utal af slankekure

Sabrina har dog ikke altid undt sig selv at nyde et stykke kage. Siden 15-årsalderen har hun kæmpet med vægten. Hun er vokset op med en mor, der var smørrebrødsjomfru og bestemt ikke fedtforskrækket, og som barn fik Sabrina god mad, hvor der ikke blev skelet til fedt- og sukkerindholdet. Men i teenageårene begyndte Sabrina at tage på, og for at tabe sig tyede hun til diæter og afholdenhed.

”Jeg har været på Vægtvogterne, slankepiller, Lene Hansons kur, ”low carb high fat”-kuren og godt omkring i oceanerne af slankebøger. Jeg ville gerne tabe mig, og diæter virkede som en let måde med deres klare regler for hvornår, hvor meget og hvordan,” husker hun.

Men gennem alle de mange diæter vendte Sabrina altid tilbage til udgangspunktet: Mad skal være lystbetonet og simpelt. De perioder, hvor hun helt har undgået bestemte madvarer eller har skullet spise efter et regelsæt, har derfor sjældent holdt længe.

”Det der med at nægte mig selv alt det, jeg synes er sjovt, og spise enormt struktureret og tælle point – det duer jeg bare ikke til,” forklarer hun.

Læs også: Fit uden sixpack: Veltrænet er ikke lig med tynd

Samtidig begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved, hvor sunde kurene var for hendes krop, og hvor godt hun egentlig havde det imens.

”Den første kur, jeg gik på, da jeg var 18-19 år, var De Danske Vægtkonsulenter, og der skal man spise ret store mængder mad. Jeg skulle spise meget mere, end jeg var vant til, og jeg kan huske, at jeg nogle gange fik opkastfornemmelser, fordi jeg skulle spise så meget. I dag kan jeg se, at jeg skulle have stoppet op og tænkt, at jeg selvfølgelig ikke skal spise, hvis det giver mig fysisk ubehag. Jeg har også prøvet slankepiller, der fuldstændigt fjernede min appetit. Jeg spiste nærmest ikke i den periode, og det føltes hverken sundt eller tilfredsstillende.”

At Sabrina i dag kan blogge om kager og ret til madnydelse, når hun i mange år har været på kur, forklarer hun selv med erfaring.

”Jeg er blevet klogere af at prøve så mange kure af og hver gang finde ud af, at det bare er helt forkert for mig. Når jeg har været på kur, har jeg fokuseret utrolig meget på mad og vægt. Det er blevet et altoverskyggende og negativt fokus. Og mad bør jo ikke være forkert på den måde. Jeg har nok bare endelig lært at lytte efter, hvad min krop har fortalt mig hele tiden.”

https://imgix.femina.dk/sabina1021.jpg

Nyd din mad

Selv om Sabrina med sin blog tager afstand fra selvfornægtelse og fedtforskrækkelse, er den ikke en promovering af fedt og sukker. Den er et opråb om, at mad skal handle om nydelse, og at man ikke bør dele madvarer op i rigtige og forkerte.

”Man fralægger sig ansvaret for sig selv og sin krop ved blindt at følge kure. I nogle kure kan en gulerod være synderen, mens fløde er OK, og i andre er det omvendt. Jeg tror virkelig på, at vi skal mærke efter, hvad kroppen har brug for, og så spise efter det.”

For Sabrina er det ikke afgørende, om man spiser kager eller grøntsager. Hendes blog hedder ganske vist ’With love and sugar’, men den indeholder også meget andet end søde sager, lige fra sushi til salater. For Sabrina er det vigtigste, at man nyder dét, man spiser. At man ikke ødelægger madoplevelsen ved at gøre hver bid, man tager, op i løbeture. Derfor nægter hun også at sætte kalorietal på sine opskrifter.

>>Få flere artikler som denne ved at melde dig til Q's nyhedsbrev helt gratis. Vi sender en mail med interessante artikler om alt fra mode til skønhed og seje kvinder. Klik her for at tilmelde dig!

”Det ødelægger da alt, hvis man lægger et appetitligt billede af en chokoladebrownie op og så tilføjer dens kalorieantal – så kan du sidde og regne på, hvor langt du skal løbe for at forbrænde kagen, når det, du burde fokusere på, er oplevelsen, duften og smagen.”

Af samme grund har Sabrina heller ikke ”det sunde alternativ” på sin blog med forslag til, hvordan man kan skifte nogle af de federe produkter ud med en lettere version.

”Skal det være, skal det være ordentligt. Før i tiden ville jeg have brugt madlavningsfløde i stedet for piskefløde, men ikke længere. Fedtprocenten er måske lavere, men smagen er tilsvarende lav. Jeg vil hellere bruge de rigtige produkter end slankeløsninger, der alligevel aldrig smager helt rigtigt.”

Det er vigtigt, at man husker, at mad kan være godt for én på andre områder end det ernæringsmæssige, fremhæver Sabrina.

Læs også: Derfor er en gåtur (næsten) ligeså god som en løbetur

”Kage er godt for sjælen, og det er mindst lige så vigtigt som det ernæringsmæssige. For mig er det et aktivt valg, når jeg spiser noget ”syndigt.” Jeg tager ansvar for, at jeg har lyst til at spise et stykke tærte med flødeskum, og så gør jeg det uden dårlig samvittighed. Vi kan da alle blive enige om, at det ikke er sundt at spise tre kager om dagen, men sukker er jo ikke farligt. Livskvalitet er mange ting – det kan også være at spise noget lækkert. Mad er en stor kilde til nydelse, men ikke hvis man skal have det dårligt, hver gang man har spist, for så er oplevelsen ødelagt.”

Ikke frelst

Sabrina har på mange måder et sundt forhold til mad, men hun er ikke frelst. Hun har taget en beslutning om, at det skal være slut med selvfornægtelse, men til spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne finde på at hoppe på en ny kur en dag, er hun alligevel ikke afvisende.

”Jeg kunne godt falde i og prøve en ny kur, hvis der kom en, men jeg er ret sikker på, at jeg hurtigt ville tænke: ”Nej, stadig bare nej.” Jeg vil stadig gerne tabe mig, men det skal ikke være ved at nægte mig selv noget. Så vil jeg hellere styrketræne mere og finde en balance, hvor der er plads til det hele. For mig er det ikke det værd at tabe et par kilo ved at nægte mig selv alt dét, der også giver mig en masse glæde. Mad skal handle om nydelse før noget andet.”

https://imgix.femina.dk/abbo_til_web_-_nye_2016-1.jpg

Læs også