Ulla_T
Liv

Ulla Terkelsen fylder 80 år - og nyder livet i denne by

13. maj 2024
Af Tanja Larsen
Foto: Robin Skjoldborg
80-års-fødselaren har skruet tempoet ned i den sydfranske kystby, hvor hun er blevet en af de lokale.

Cannes er et godt sted at blive gammel, mener Ulla Terkelsen.

I den sydfranske badeby ved det azurblå hav bor hun i en lejlighed – og den 80-årige verdensborger ”blender” helt ind i bybilledet.

– I Sydfrankrig er livsformen mere rolig, end i de storbyer, jeg har boet i.

– Man svinger meget i det offentlige liv – ikke bare med folk man kender, men også folk man ikke kender.

– Jeg handler meget på markedet på torvet, dér hvor jeg bor. Så taler jeg med ham, der sælger æg, og dem, der sælger særlig god skinke – og dem, der sælger patéer, og så bliver jeg i godt humør.

– Alle tager sig god tid til at snakke – og det sætter jeg pris på som ældre.

– Da jeg var yngre, var jeg sikkert blevet rasende over, at det tog så lang tid at blive ekspederet, fordi jeg havde travlt, erkender Ulla.

Ved det brusende middelhav siger Ulla altså ”bonjour” og får en sludder, mens hun køber baguettes, men hvad når det gælder amouren?

Er der mon så en franskmand, der har fanget hendes opmærksomhed?

– Nej, ikke sådan … I Sydeuropa er folk meget høflige over for hinanden. De har altid noget skægt at sige.

– Omgangsformen er meget venligere end den er i Nordeuropa, forklarer Ulla, som dog gerne vil svare på, hvordan hendes kærlighedsliv ser ud nu.

– Alting ændrer sig med årene – og det gør mit kærlighedsliv også. Men jeg har et kærlighedsliv, som jeg er glad og tilfreds med, fortæller hun.

Korrespondenten vil gerne blive boende i Cannes, til hun bliver rigtig gammel.

– Så længe, jeg kan klare mig selv, så bliver jeg i Cannes.

– Hvis jeg f.eks. skal på plejehjem, så vil jeg nok gøre det i Danmark. Men det er ikke noget, jeg spekulerer over, lyder det fra 80-års-fødselaren, der nyder det søde sydfranske liv i byen, hvor hun har masser af venner.

TV 2-legenden får også ofte besøg af sin søn Nicholas og hans kone samt børnebørnene Alma på 13 og Storm på 10 år – og Ulla elsker at være farmor.

– Vi har det så skægt sammen. Vi tager også på rejser indimellem. Jeg drømmer om at komme på safari med børnebørnene, lyder det.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også