Jeanette_Varberg
Selvudvikling

Da hun fik kræft, blev en tanke ved med at dukke op. Nu vil hun være med til at punktere en sejlivet myte

8. maj 2024
Af Susse Wassmann
Foto: Mew
Selv om Nationalmuseets karismatiske museumsinspektør blev slået i gulvet af kemo og følgevirkninger, begyndte hun at trevle kræftens historie op for så at skrive en bog, der burde være pligtlæsning i et land, hvor hver tredje får kræft, inden de fylder 75.

Det var egentlig, fordi hun var træt af, at tankerne kværnede rundt om hendes egen sygdom og undergang, at Jeanette Varberg begyndte at undersøge, hvad kræft er for en størrelse.

Hun havde brug for at holde sygdommen ud i strakt arm foran sig og studere den, som hun gør med alt andet. Rationelt og systematisk at optrevle, hvad det var, der havde ramt hende dér på en skiferie i Sverige, og som hun ikke anede voksede i hende.

For hun kunne ikke mærke noget som helst.

– Men mit ene bryst hævede op, og jeg kunne godt se, at det så mærkeligt ud. Brystvorten trak sig ligesom ind, og da jeg googlede det, så jeg, at det var tegn på brystkræft.

– Jeg kunne også godt mærke, at mit venstre bryst var mere spændt end det andet, men jeg havde hormonspiral og vidste, at det kunne være en bivirkning, så jeg parkerede den dér, fortæller Jeanette Varberg.

Hjemme igen fik hun konstateret mælkekirtelkræft i stadie næsten 3. Knuden var stor, 5,5 centimeter, hvilket betød, at kræften havde ligget og luret i Jeanettes krop i fem år, for en kræftknude vokser en centimeter om året, fik hun at vide.

I den tid havde kræften også nået at sprede sig til lymfeknuderne i den intetanende Jeanette. Så fra at have levet et travlt og passioneret liv med lidt for meget fart på, var hun nu pludselig kræftpatient.

– ”Glasperler i bronzealderen” stod der i min notesbog, for det var dét, jeg skulle til at forske i. Jeg stregede det ud og skrev ”kræft” i stedet for.

– Jeg havde brug for at forstå sygdommen og give mig selv et pusterum fra sygdomsangsten, så jeg besluttede mig for at optrevle kræftens historie. Det hjalp med at holde humøret oppe og holde mig i gang.

Dinosaurer havde også kræft

Jeanette Varberg begyndte at dele de ting, hun fandt ud af om kræft, på sin Instagram-profil. Blandt andet at dinosaurer også havde kræft – for 77 millioner år siden.

– Folk skrev, at de blev helt rørte af at læse det, for de troede, at det var deres egen skyld, at de havde fået kræft.

– Også forældre til børn med kræft, som troede, at det var dem, der havde gjort noget forkert. Det er så forkert som noget kan være, men der er meget stigmatisering omkring det, så det var noget af det allerførste respons, jeg fik.

– Jeg havde også selv en snert af det; havde jeg ikke arbejdet alt for meget, været for stresset, sagt ja til for meget? Jeg vidste godt, at det var irrationelt, men tanken blev ved med at dukke op, så for at få banket den ordentligt ned, var jeg nødt til at undersøge det.

Jeanette_Varberg

Det, Jeanette Varberg fandt ud af, var, at kun fire ud af ti kræfttilfælde er på grund af miljø- og livsstil. For eksempel kan du få modermærkekræft, hvis du solbader for meget, og lungekræft, hvis du ryger. Og så kan man arve nogle gener, som gør én udsat.

– Men ellers rammer kræft i flæng og helt uden grund. Vi er bare indrettet til at tænke på den måde, for videnskaben er jo først kommet indenfor de seneste 500 år. Før var det gudernes skyld, når det skete os noget, nu fylder vi det tomrum ud med, hvad vi selv mener.

– Og idéen om, at vi skal tage ansvar for vores egen krop og sundhed er accelereret op gennem tiden, især med de seneste årtiers sundhedskampagner og selvhjælpsbøger, der påstår, at du får kræft af at tænke negativt.

– Du er herre over din egen krop, så hvis du bliver syg, må du have gjort noget forkert. Noget, som har fået sygdommen til at ramme lige præcis din krop.

Det er svært at acceptere, at noget overgår én bare fordi?

– Ja, men for mig handler det netop om accept. Du er nødt til at acceptere, at det altså bare var dig, det gik ud over, uden at du har nogen skyld i det.

– Jeg har fra start nægtet at opgive mit gode humør og positive tilgang, for jeg tror på, at hvis du er positiv og holder tankerne klare, så kommer du bedre igennem sygdommen. Men hvis jeg får tilbagefald, hvis kræften kommer igen, så er jeg ikke sikker på, at jeg vil have så positiv en tilgang til det igen. For jeg kan godt mærke, at jeg er tyndslidt.

Blodprop i halsen

Efter at have fået opereret brystet af og alle metastaserne ud i marts sidste år, havde Jeanette Varberg ikke mere aktiv kræft i kroppen, men skulle på grund af knudens størrelse og metastaserne have den helt store efterbehandling.

– Jeg fik kemo med 14 dages mellemrum, fordi lægerne vurderede, at det ville optimere mine chancer for at overleve og ikke få tilbagefald. Normalt får man kemo med fire ugers mellemrum, så det var fandeme hårdt!

Og hun slap ikke med det. Fordi hendes blodårer ligger ”så dybt som ålene i Sargassohavet”, som hun siger, fik Jeanette indopereret en såkaldt kemoport i hovedpulsåren i halsen, og da behandlingerne var overstået, føltes det som om, lægerne havde glemt noget derinde.

En scanning viste, at der havde dannet sig en blodprop i halsvenen, og hvis den rev sig løs, ville den sætte sig enten i hjertet eller hjernen. Blodfortyndende medicin, antihormonbehandling, som man kun kan få, hvis man er gået i overgangsalderen.

Så endnu en operation, hvor hun fik fjernet sine æggestokke. Efter den operation: medicin for knogleskørhed, fordi hormonmedicinen afkalker knoglerne og har den bivirkning, at det kan opløse kæbeknoglen …

– Jeg er efterhånden holdt op med at læse indlægssedlerne, siger Jeanette Varberg med et skævt smil.

– Alt det lagde tre måneder ekstra oveni behandlingen, så det har været en hård tur. Men nu er jeg så småt på vej tilbage på arbejde, og jeg kan jo mærke, at verden derude gerne vil have fat i mig igen. Men jeg har en anden energi nu, en anden grænse.

– Jeg kan blive meget træt og energiforladt, og hvis jeg presser mig selv for meget, får jeg kvalme lige med det samme. Jeg har stadig gåpåmodet, jeg bliver bare hurtigt flad. Så jeg skal finde ud af at balancere den verden, jeg kom fra, med det nye mig.

Gammelklogt barn

Ikke nogen helt nem opgave, for den gamle Jeanette har altid haft knald på. Fra hun voksede op i Odense som et lidt gammelklogt barn, hvis forbillede var Indiana Jones.

– Jeg havde ingen idolplakater på væggene i mit teenageværelse, jeg havde bøger. Over det hele. Jeg elskede videnskabelige og historiske bøger og havde altid en bog med mig.

– Jeg startede som niårig med at læse om folkesagn, og bibliotekarerne på det lokale bibliotek vidste, at jeg vidste mere om folkemindestoffet, end de gjorde, så de kunne godt finde på at spørge mig.

– Da vi flyttede her for nylig, fandt jeg en Blå Bog fra 9. klasse, hvor der stod, at mit forbillede var Indiana Jones, og når jeg blev voksen, kunne man finde mig på en øde ø, hvor jeg gravede efter oldtidslevn.

Hvad med drenge, fester, veninder, sport – det gad du ikke?

– Jo jo, jeg dyrkede jiu-jitsu og synkronsvømning, men jeg gad ikke at have makeup på og lak i håret og glimmerbadedragt, som man jo skal, så jeg hoppede fra.

– Jeg havde lige nogle år, hvor jeg blev mobbet, fordi jeg var for nørdet, men det vendte. På et tidspunkt begyndte de at synes, at det var cool. Men jeg var meget alene om at være så nørdet, og jeg var fuldstændig fastlåst i det. Jeg har på intet tidspunkt veget fra det og tænkt, at jeg ville noget andet.

I gymnasiet fik Jeanette pludselig nok af altid at være hende, der kunne det hele og fik de høje karakterer. Hendes fravær voksede sig så tårnhøjt, at hun røg til samtale hos rektor.

– Han sagde, at han godt kunne se, at jeg kunne min matematik, for man måtte højst have 13,7 procent fravær, og jeg havde 13,5. Det var rigtigt – jeg var virkelig strid. Men jeg havde fundet ud af, at jeg kunne få et fint snit på 9 uden at lave lektier, og jeg skulle kun bruge 8,4 for at komme ind på arkæologi, så hvorfor bekymre mig om høje karakterer?

Kort om Jeantte Varberg

Arkæolog, forfatter, foredragsholder og museumsinspektør på Nationalmuseet.

Har skrevet både historiske fagbøger, børnebøger og en roman og modtaget mange priser for sin formidling af historien, blandt andet Blixenprisen og Amalienborgprisen.

Bor i Stensballe ved Horsens med sin mand, arkæolog Klavs Risskov Pedersen, og parrets to børn på 11 og 14 år.

På universitetet fandt Jeanette endelig sine ligesindede og blev en del af et nørdet fællesskab af arkæologer. Det var i dét fællesskab, hun mødte sin mand, Klaus, som hun har været sammen med i 25 år.

– Der var bare en, der forstod mig. Det viste sig, at han har gået i samme børnehave, folkeskole og gymnasium som mig og boede to kilometer fra mine forældre i Odense. Han er bare fire år ældre, så jeg har fulgt efter ham hele mit liv, indtil jeg indhentede ham i Aarhus.

Eventyrer

Da Jeanette blev fyret fra sit fritidsjob på McDonald’s, fordi hun ikke ville tage alle weekendvagterne (og nok heller ikke var så god til at smile McDonald-smilet), skulle hun finde noget andet at tjene penge på under studierne.

Hun havde hørt, at man kunne blive rundviser på Moesgaard Museum – oveni købet til en pæn timeløn.

– Det viste sig, at jeg var rigtigt god til det. Og det var dér, jeg opdagede, at jeg godt kunne lide at dele min viden. Så da jeg var færdig med min magister, havde jeg fået job som museumsinspektør.

Efter 18 år på Moesgaard Museum blev Jeanette Varberg tilbudt stillingen som museumsinspektør på Nationalmuseet, og sideløbende med sine faste jobs har hun skrevet bøger om alt fra folkevandringer til vikinger, et par børnebøger og en roman er det også blevet til.

Hun er eventyrer med stort E og har deltaget i flere ekspeditioner, og med sin evne til at forbinde fortid og nutid – hvad enten det handler om klimaet, epidemier eller kvinder, magt og metoo – er hun en af de mest interessante historieformidlere, vi har.

Denne gang var det så hverken glasperler fra bronzealderen eller egyptiske tempelrelieffer, der havnede under Jeanette Varbergs lup – det var kræft. Som om hun ikke havde nok at se til med at holde sig i live, gik hun til opgaven med samme detektivagtige metodik under sit behandlingsforløb, og dagbogsnoterne blev til bogen ”Onkos’”, hvor Jeanette Varberg fletter sit eget kræftforløb ind i historien om kræft.

Som da hun efter sin anden gang kemo opdagede, at hendes hår var begyndt at drysse af. Det kløede vanvittigt ned ad nakken, men hun måtte ikke gå i bad så kort tid efter operationen, så lettere panisk gik hun ud på terrassen i den friske majvind – kun iført underbukser, operationsplaster, dropslange og ét bryst.

– Uden at ænse kulden begyndte jeg at rive mit hår af, jeg stod i næsten en halv time og så alt mit hår flyve i totter over min 60’er-villas røde asbesttag og lægge sig i naboens hæk. Da indså jeg, at mit liv aldrig ville blive det samme igen – uanset hvor optimistisk, jeg gik til behandlingen.

– Jeg stod ved overgangen til en ny fase i mit liv, og selv om det ikke var noget, jeg selv havde valgt, så var det op til mig at finde den nye sti som kræftsyg.

Gift

Tre facts fra bogen: Kræft er menneskehedens ældste sygdom. Kræft er i høj grad en aldersbetinget sygdom; vi bliver ældre og ældre, derfor får flere kræft. Kræft ER IKKE DIN EGEN SKYLD.

Den sejlivede myte stammer helt tilbage fra 1800-tallet, hvor lægerne troede, at kræften blev skabt af stress og jag i det industrielle samfund, og den hamrer Jeanette Varberg en tyk pæl igennem i ”Onkos” – i håbet om, at andre kræftpatienter og pårørende vil få øjnene op for hvilken slags sygdom, de står overfor.

Kapitlet om kemoterapi hedder slet og ret gift.

Jeanette Varberg havde læst både andres beretninger og den alenlange liste over bivirkninger, men intet kunne forberede hende på det fysiske og mentale chok, hun fik.

Kunstig uro, kulderystelser, hedeture, knaldende hovedpine, måneansigt, søvnløse nætter, panik, smerter, afmagt. No wonder, når man i samme kapitel får beskrevet, hvad det egentlig er, hun får sprøjtet ind i kroppen.

Der er den røde blanding af cellegifte, EC, hvor E’et står for Epirubicin, som er baseret på en rød bakterie, der blev opdaget i en voldgrav.

C’et står for Cyklofosfamid – en syntetisk variant af sennepsgas – og giver den ondeste kvalme, og hvis den bliver spildt på gulvet, vil den ætse gennem linoleumet.

– Det er skrækindjagende, men for mig er det en styrke at kende de ting, jeg får ind i kroppen. Det gør, at jeg kan give mig selv en forklaring på, hvad der sker i min krop, og dermed kan den overkomme mere.

– Det samme med sindet; det kan tåle mere, hvis du ved, hvad der sker i din krop. Jeg er et menneske, der er vant til at søge viden, så hvis jeg ikke måtte få at vide, hvad det var, der gav min krop så meget ubehag, ville jeg have sværere ved at bearbejde det. Nu kan jeg tænke: ”Så tror da pokker, at jeg har det dårligt! Det må jeg gerne have”.

Et medicinsk uland

Måske har du set de indsamlinger, der er begyndt at dukke op på de sociale medier, hvor kræftsyge kvinder forsøger at skrabe penge nok sammen til at blive behandlet i udlandet.

For eksempel journalist og debattør Ditte Giese, læge Zenia Funch og næstformand i Brystkræftforeningen Camilla Sander – alle tre med kronisk brystkræft. Camilla Sander døde sidste år, 55 år gammel.

Hvorfor, når Danmark har været et foregangsland i kampen mod kræft? Det forklarer Jeanette Varberg i bogen, hvor hun ligefrem kalder Danmark et medicinsk uland.

Jeanette_Varberg

– Der findes en lang række medicinformer, som kan forlænge den syges liv, hvis man har kræft i stadie 4, hvor det er uhelbredeligt. Men mange af de stoffer, der bliver tilbudt i Norge, Sverige, England og Tyskland, er ikke tilgængelige i Danmark, fordi de ikke er blevet godkendt af Medicinrådet endnu.

– Det har overrasket og chokeret mig, at der ser ud til at være et større økonomisk hensyn end menneskeligt hensyn, det er helt uacceptabelt.

– Sidste år blev der rettet en skarp kritik af Medicinrådet, som har bremset flere livsforlængende og lovende kræftbehandlinger. De afviser selvfølgelig og henviser til en masse procedurer, men de procedurer tager alt for lang tid.

– Og hvis der er noget, kræftpatienter ikke har, er det tid. Så det er utroligt, at man har en kræftpakke, hvor alt bare kører strømlinet – jeg har selv været igennem et gnidningsfrit forløb og er forhåbentlig helbredt – men hvis du rammer muren og bliver uhelbredeligt syg med kræft, så har du lige pludselig ikke en verden af muligheder i Danmark. Fordi man åbenbart ikke prioriterer de få, der er virkelig syge.

– De kvinder – og mænd – bliver ladt i stikken, og dem, der klarer sig, er de ressourcestærke med et stort netværk, som starter indsamlinger. Nogle af dem står med små børn! Bare et år ekstra med dem betyder jo alverden.

– Men de skal bruge alle deres aftener på at skrabe penge ind på de sociale medier for at få den behandling, som næsten alle andre lande i Europa kan tilbyde end Danmark.

– Medicinrådet siger selv, at de har nogle kriterier at arbejde ud fra, så de mener, at de gør det rigtige. Og spørger man politikerne, henviser de bare til Medicinrådet. Som siger, at de gør det rigtige. Og så kører det ellers i cirkler, fortæller Jeanette Varberg.

– Jeg er heldigvis ikke selv dér, men jeg føler et skæbnefællesskab med de kvinder, så jeg synes, at jeg skylder dem at gøre, hvad jeg kan for at gøre opmærksom på problemet.

Et barskt bekendtskab

Du er ved at være færdig med behandlingerne, har du fundet din sti som kræftramt?

– Jeg famler stadig, men jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at lade mit hoved følge kroppen. Jeg har jo tusind ting, jeg gerne vil, men lige pludselig kan kroppen ikke mere, selv om hovedet gerne vil.

– Så jeg skal være god til at sige nej og fokusere på enkelte projekter, som jeg er helt sikker på, at jeg vil bruge min energi på.

– Jeg har haft en tendens til at sige ja til alting, fordi jeg var beæret over, at folk spurgte mig. Det pleaser-gen skal jeg bruge til at være omsorgsfuld over for mig selv i stedet for.

Jeg har haft en tendens til at sige ja til alting, fordi jeg var beæret over, at folk spurgte mig. Det pleaser-gen skal jeg bruge til at være omsorgsfuld over for mig selv i stedet for.

– Jeg har altid været sådan en, der holdt øje med, at alle havde det godt, eller om nogen manglede en kop kaffe, du ved. Altid meget alert.

– Hvis man kan tale om noget godt ved denne her sygdom, er det, at det har tvunget mig til at stoppe op og ændre mit tempo, så det ikke er 120 km i timen ud over stepperne længere.

– Nu er det mig, der smører madpakker og er hjemme, når børnene kommer hjem fra skole – der er mere nærvær og ro omkring mig. Jeg er blevet mere taknemmelig for de små ting, og det, der før var store problemer, er i dag små problemer. Der skal mere til at ryste mig.

Du hviler godt i dig selv?

– Ja – betinget af, at jeg får det bedre. Det føles sådan nu, men kræft er et barskt bekendtskab, så den udødelighedsfølelse, jeg havde før … Jeg kan ikke på samme måde føle mig sikker på, at jeg er her om 30 år. Angsten for, at kræften kommer igen, den fylder. Det gør den. Det kan nok ikke undgås.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 17, 2024. Dette er en redigeret version.

Læs også