"Vi kvinder skal forholde os så meget til vores udseende hele vores liv. Jeg kan godt blive ked af, at det er sådan – i stedet for at vi bare kunne VÆRE i det"

Man kan godt være langt fra hinanden, men alligevel tæt på.

Mette Lisby bor i en stor villa med pool på en bjergskråning i Los Angeles sammen med sin mand, Jesper Bæhrenz.

De ville gerne have haft børn, men omstændighederne ville noget andet. Efter 16 år i udlandet pønser de på at lukke ned for Hollywood-livet og flytte tilbage til Danmark.

Maise Njor har solgt sin lejlighed i Gentofte og købt et kolonihavehus på Amager. Hun er mor til tre, modstræbende skilt fra deres far for 10 år siden og p.t. kæresteløs. Faktisk p.t. også uden fast job.

For nylig sagde hun farvel til Berlingske for at blive freelancer uden økonomisk sikkerhedsnet. Og så har hun lige mistet sin mor.

Mette kommer trækkende ned ad Maises havegang med sin trolleykuffert. Maise har lige luftet sin nye hvalp, Daisy. I Maises køkken siger Mette:

– Vi har set hinanden i alle situationer, da vi arbejdede sammen. Der er røget finker af fadet, vi har været under pres, vi har danset på gangen – og grædt.

– Så mens jeg var ved at indstille mig på, at der skulle ske en kæmpe omvæltning i mit liv, følte jeg, at jeg skrev til en, som kendte mig godt, og det var bare enormt fedt. At skrive til Maise var som at skrive til det, jeg skulle flytte tilbage til.

Hun taler om deres fælles bog ”Hostesaft for sjælen”. Og den bog er ikke en glamourøs, selviscenesættende instagramprofil.

Mette og Maise deler ærlige betragtninger, følelser og tanker. For læseren er det absolut også en berigende oplevelse.

Maise: – Da vi skulle have taget billeder til bogen, tog jeg mine adidassko af, de er garanteret fake, det er derfor, de stinker sådan, så jeg sagde: ”Undskyld mine fødder lugter.” Over for mange andre ville jeg have syntes, at det var enormt pinligt, at de lugtede. Sammen med dig, Mette, var jeg faktisk bare ligeglad. Måske fordi vi kender alle sider af hinanden.

De gamle er yngre end os

Mette er 53. Maise er det samme. Statistisk er de godt over halvvejs igennem livet. Og der er jo noget med det at være blevet ældre. Det er vildt dejligt, men også mærkeligt, når man ser ”gamle” i tv og opdager, at de er yngre end en selv, siger Maise.

Umærkeligt er man gledet over i en anden fase af livet. Og Mette mener, det ville være oplagt at åbne et detektivbureau:

– For man er blevet usynlig. Der er ingen, der lægger mærke til, at man er der.

Maise: – Og jeg har ingen kæreste og kan godt tænke: Skal jeg så op og møde nogen i 70’erne? Er der nogen i 70’erne, der vil synes, at jeg er interessant?

– Jeg synes ikke, der er nogen, der kigger længere. Det er virkelig mærkeligt at skulle sige det, for jeg synes egentlig ikke, vi er specielt forfængelige nogen af os, men … altså det er kun, når det handler om udseende, at jeg kan have noget med min alder. Det gør en lille smule ondt. Men hvis man ser på alt andet, er man bare blevet bedre til det meste. Humoren er også sjovere med alderen, for humor uden alvor er ikke interessant.

Ude på Maises tørresnor hænger der tit store, behagelige mormorunderbukser. Det er ikke Maises.

– Her i huset er det mine børn, der går i sådan nogle mormorunderbukser. Jeg kan bedre lide nogen, der ser sådan lidt pænere ud, og jeg kan godt tænke, åh, hvad nu hvis der kommer nogen, jeg ikke kender, og ser min vasketøjssnor?

Skraldgrinen. Så siger Mette:

– Vi kvinder skal forholde os så meget til vores udseende gennem hele vores liv, og jeg kan godt blive ked af, at det er sådan – i stedet for at vi bare kunne VÆRE i det. Og sige ja ja, så er vi 53 år!

– Ikke for at skjule det eller ikke at stå ved det, men bare for at sige: Jamen det er ikke det, der er vigtigt eller interessant ved mig. For selvfølgelig sker der ting med kroppen. Men det definerer mig ikke. Det synes jeg bare ikke, det skal have lov til.

– Vi er underlagt så mange andre ting som kvinder. Lige præcis der synes jeg at, fandeme nej, det må være vores eget. I Hollywood er det jo unaturligt at se ud som mig! I Hollywood går jeg hjem og kigger mig i ansigtet og tænker, hvad fanden er der galt med mit ansigt?

– Det føler man virkelig efter et stykke tid. Det er den magt, der er i det, man er omgivet af, og den er enormt stor.

I Danmark tænker hun ikke over det på samme måde. Og så alligevel.

– For man kan jo se, at danske tv-værter får lavet mange ting. Man siger, at danskerne ikke får lavet så meget, men det er der faktisk mange, der gør. Fred være med det. Men … det betyder da meget.

Mette løfter kindhuden baglæns med hænderne i begge sider af ansigtet og siger:

– I Hollywood kan jeg næsten få lyst til at sidde sådan her og snakke bare for at holde mit ansigt i form, fordi jeg synes, det er pænere. Jeg stod faktisk sådan den anden dag, så sagde Jesper: ”Hvad fanden laver du?” ”Ai, men er det ikke pænere, hvis det er sådan?” sagde jeg.

– Så sagde han: ”Undskyld, men vil du gå rundt med sådan et underligt smil?” Det er enormt dejligt at have en mand, som synes, man er skøn.

En af bogens styrker er de to kvinders vilje til at tale om de sårbare ting. De børn, Mette ikke fik. Maises mors uventede død. Samværet med faren efterfølgende.

– Jeg elsker de samtaler, du og din far har. I sidder og ser ”Mogensen og Kristiansen”, og så kommer der lige en sårbar sætning ud en gang imellem, eller der bliver lige lukket lidt savn ud. Det, syntes jeg, var så fint, siger Mette.

Og Maise taler om nødvendigheden af at vise sit sande ansigt:

– Det er ikke så farligt. Vi kan begge to godt lide at grine, og der er ting, hvor det gør så ondt, at der ikke er så meget at grine af. Så må man finde en udvej. Selve det her emne at miste – der er ikke noget at grine af. Men hvis man er skabt som os, har man behov for noget at grine af, og så må man finde noget i periferien.

Mette: – Så når man igennem forskellige faser, hvor man pludselig godt kan se humoren i noget af det. Det med ikke at kunne få børn … Jeg snakkede lidt om det i mit standup-show for nogle år siden, og det var rart for mig at kunne få folk til at grine af noget, som er så smertefuldt.

– Jesper og jeg har været så mange overvejelser igennem omkring det. Og jeg kan mærke, at folk virkelig har behov for at tale om det på en anden måde, for det får meget hurtigt den her kant af sørgelighed. Hvis folk ikke kan få børn eller vælger ikke at få børn, ved vi aldrig, hvordan vi skal håndtere det.

Facit blev: Ingen børn

Med to lukkede æggeledere var fertilitetsbehandling eneste mulighed. Som Mette og Jesper valgte fra.

– For hvis man starter på fertilitetsbehandling, hvornår stopper man så, hvis det ikke vil lykkes? Jeg kender mig selv og Jesper godt nok til at vide, at vi ikke ville stoppe, før den var der.

– Hvor mange år skulle vi så bruge på det? Vi kunne sagtens være heldige, men vi kendte også bare mange, der ikke var heldige. Vi var på kursus med nogen, der havde prøvet 12 gange! Og jeg er så optimistisk, at jeg hele tiden tænker, ”den er der næste gang”. Det var det, der gjorde udslaget.

– Jeg har heller aldrig haft graviditetsdrømmen, og det gjorde det nemmere. For mig har det altid været forbundet med enorm angst at skulle være gravid. Uh nej. Skal jeg bare sidde helt stille imens? Vil det gå godt? Vi var også lidt gamle, da vi mødtes, så vi havde hele tiden snakket om, at vi måske kun nåede at få ét barn selv, og så kunne vi adoptere.

De blev også godkendt til adoption. Men – omstændighederne igen – umuliggjorde det, fordi de befandt sig i USA. Det blev for indviklet. Så facit blev: Ingen børn.

– Men Jesper og jeg snakker stadig om det, det er stadig en vigtig del af os.

En barnlig generation

Det, der ikke blev, som vi drømte. De børn, Mette ikke fik. Og Maise fik tre. Men ikke far, mor og børn-konstellationen, som hun drømte om. Hun blev skilt:

– Vi er mange, der egentlig er ret barnlige i mange år. Jeg har lige et par veninder, der er sådan nogle, som har rigtige jobs. Altså læger og jurister. Men os andre? Alene det med at flytte sammen med en kæreste … Man har en forestilling om, hvordan dét er rigtigt. Man spiller næsten voksen.

– Man tror ikke, man kan have et rigtigt forhold, hvis man ikke har 12 matchende tallerkener. Man har en lidt barnlig forestilling og ser på sine forældre og deres venner og tænker, nå, men det er SÅDAN, man er voksen, og så efteraber man. Når man så bliver skilt, opdager man, at det er lige meget med de der matchende tallerkener …

Mette har slet ikke haft det voksenliv. Eller forestillingen om det.

– For jeg flyttede jo til USA. Jeg gik først på lærerseminariet og tænkte: Jesus Madonna, hvad er det her for noget? Skal jeg så bare blive færdiguddannet som lærer, og hvis jeg er heldig, kan jeg flytte til Ordrup og that’s it? Sådan skulle det bare ikke være for mig. Heldigvis fandt jeg standup, som jeg kunne udvikle mig igennem, kunstnerisk VOKSE igennem. Og så ville jeg bare gerne UD.

Hun husker tydeligt, første gang hun opdagede udlængslen:

– Jeg var seks år og kom med min mormor og morfar til Spanien, og mit hoved eksploderede. Der var hvide fortove! De lignede hvid chokolade. Det gik op for mig, at det slet ikke behøver at være Blegdamsvej. Der er alt muligt andet i verden. DET, syntes jeg, var fantastisk. Det har altid pirret mig.

Maise siger, hun er mere forsigtig og ikke opfatter sig selv som særlig modig. Men hun har lige sagt sin faste stilling op for at hoppe ud i en freelancetilværelse uden fast indtægt. Igen. Det er vel en slags mod?

– Ja, der er mange, der bliver og finder sig i alt og i at være kede af det hver dag. Men dér er jeg ikke så bange. Jeg tænker, at jeg nok finder på et eller andet at lave.

– Ellers synes jeg egentlig, at jeg er bedre til at være andres ridder. Jeg er ikke særlig god til at være min egen ridder. Jeg står ikke op for mig selv, så smutter jeg nemlig. Så jeg kan kun være ridderlig over for andre.

– Hvis jeg for eksempel ser en, der står og skælder sit barn ud i et supermarked, og jeg tænker, at den ene sætning da giver barnet varige traumer, kan jeg godt finde på at sige noget. Det er mere, når det handler om mig selv. Jeg synes ikke, jeg har ret til at få så meget.

Mette kender følelsen:

– Den ting har jeg også. Og vi er begge to konfliktsky af natur. Vi er begge to for venlige til for eksempel at sige: ”Det her har jeg det sgu ikke godt med, jeg vil gerne have det sådan og sådan, kan det lade sig gøre? Ja eller nej.”

– Uanset hvad – så ved man dét. Det er, når man kravler den anden vej rundt, at det bliver svært at blive respekteret. Og så bliver man ekstra konfliktsky.

Og nej, det er ikke et typisk kvindeligt karaktertræk, mener Maise. Og så alligevel, siger Mette:

– For der ligger alligevel noget i det med, at man i hvert fald over for mænd smyger sig uden om. Det er meget en ting, vi har lært som kvinder, ikke?

Maise: – Du beskriver det i bogen: Man er på vej hjem, står af bussen, og så er der en eller anden, der begynder at tale med en, og man prøver at afvise, men man siger ikke ”skrid”, man siger: ”Jeg skal hjem til min bodybuilderkæreste.” Man finder på historier i stedet for at sige: ”Prøv at høre, det er irriterende.”

Mette forklarer:

– Det er, fordi man ved, at det tager meget længere tid at forklare en mand, at man ikke gider snakke med ham, end det gør at sige: ”Ja, nå, men hej, nu skal jeg den her vej, hej hej.”

– For det har i virkelig lang tid af en eller anden årsag været ekstremt provokerende for mænd, hvis man som kvinde ikke gad snakke. På barer og sådan noget. Det ligger meget dybt i vores kultur.

Og her kommer et eksempel fra det virkelige liv. Selv om Maise har skrevet adskillige bøger, er hun til sin egen undren ikke en af de heldige, der får skrive-retreats til San Cataldo:

– Så jeg tænkte, at jeg måtte klare det selv, og købte en afbudsrejse til Egypten. Dér er stuepigerne mænd, det er ikke kvinder, der har sådan et arbejde.

Maise forklarer lige noget vigtigt om håndklædefoldning. Mange hoteller gør det. For eksempel har hun oplevet på et hotel i Thailand, at hendes håndklæde var kunstfærdigt formet som en svane.

– Nå, men da jeg har været i Egypten et par dage, har den mandlige stuepige tænkt, at han skulle folde håndklædet, og det var I HVERT FALD ikke en svane, han havde foldet, det var en MEGET rank hals, den svane havde …

Han havde simpelt hen foldet en velvoksen frottépenis og sat den på hendes seng.

– Jeg havde det lidt sådan: Øh, hvordan havde du forestillet dig, at det skulle udvikle sig herfra?

Mette: – Ha ha, det er så sjovt – for det tænker de ikke. De tænker bare, fuck det er fedt, nu kører det! NU har jeg udtrykt mig, det kommer til at gå, det kan ikke undgås!

Maise: – Ja, nu står jeg bare her og banker på. Banke, banke, banke.

Hun lukkede ham ikke ind.

Misundelse. Hvad med det? Når man har så forskellige liv, er der så noget, man kan misunde hinanden?

Maise: – Din pool! Og din udsigt! Nej, det med udsigten vil jeg ikke engang sige, for jeg er simpelt hen så glad for at bo her. Arh, måske ville jeg alligevel gerne have lidt mere udsigt end lige over til naboen.

– Det lyder så helligt, men jeg synes helt ærligt ikke, man kan være misundelig på nogen, man holder af. Jeg gad da også godt have en pool, men det er ikke misundelse. Jeg tænker, at misundelse er, når man synes, at andre ikke må have det, de har, for de har ikke fortjent det. Men sådan har man det ikke med sine venner.

Mette: – Det er jo ikke, fordi de andre IKKE må have det, de har – som man ønsker sig. Men jeg kan godt blive virkelig irriteret, hvis jeg synes, folk opnår noget, de ikke har fortjent. Noget, som jeg synes, at mange andre – inklusive mig selv måske – virkelig tager alvorligt og arbejder for, og så får de det bare sådan pfyff, uden at de er specielt glade for det eller dygtige til det.

Både Maise og Mette har levet hovedparten af deres voksne liv som freelancere uden fast indtægt.

Mette: – Hvis pengene var noget, jeg var urolig over, skulle jeg have valgt noget helt andet at lave. Jeg er ikke vokset op med penge, men jeg er vokset op med en ”det løser sig nok”-indstilling. Det gjorde det jo også, da jeg var på SU og altid skulle ned i banken og have bevilget et overtræk ...

Maise: – Som man fik! Jeg kan tydeligt huske, da en kollega engang havde været i banken og kom tilbage: ”Nu skal I bare høre, der er noget, der hedder kassekredit. Man siger bare 50.000 kroner, og så får man 50.000 kroner!” Det var på et tidspunkt, hvor Diesel-satinbukser var smarte, så hun havde købt dem i alle farver! Derfor tog vi alle sammen fri fra arbejde og var nede i banken og få en kassekredit. Det tog da et par år at komme af med den ...

Det trick kendte Mette ikke:

– Jeg fik bare overtræk. Men så begyndte jeg at optræde med ”Vagn og valnødderne” og fik en check på 500 kroner en gang om ugen. WHAT, 500? Det var vildt. Jeg fik 2.700 i SU om måneden!

Økonomisk på ”røven”

Siden begyndte Mette Lisby at lave stand­up og tv og tjente så mange penge, at hun kunne købe sin første ejerlejlighed.

– Jeg har tidligt haft en økonomi, så jeg ikke behøvede at bekymre mig så meget. Ikke fordi jeg er sådan en, der glemmer at betale B-skat. Jeg er meget fornuftig og ved præcis, hvad jeg har. Men jeg er bare ikke så bange.

Maise har oplevet at være økonomisk ”på røven”:

– Ikke på røven som at være sat på gaden, men jeg har oplevet at gå helt hyggeligt med mine børn ind på Il Divino i Espergærde ...

Desværre havde restauranten lige skiftet fra frokostpriser til aftenpriser.

– … Og så begyndte jeg at græde, fordi det gik op for mig, at de penge havde jeg faktisk ikke. Så det var noget med at sidde og græde og give dem en sodavand hver, og det var dét, ikke?

– Hvis man skal se positivt på det, er der også noget robusthed i det. Det ved mine børn. Nogle måneder har der været rugbrødsmadder til aftensmad. Det er jo ikke at være fattig. Men børn er nogle små lede kapitalister, og jeg har godt kunnet mærke, at de helst ville have, at jeg havde et fast arbejde, så de ligesom vidste, hvad der kom ind.

– Men det skræmmer mig ikke så meget. Det har det aldrig gjort. Jeg ved jo godt, at det nok går. Nej … nu lyver jeg også lidt.

Mette: – Jesper og jeg har været heldige på den måde, at vi har lavet mange forskellige ting, som vi har tjent rigtig godt på igennem årene. Men samtidig ER det et andet liv uden fast pension og betalt ferie og alt det.

Det er nu ikke derfor, de vil hjem. Det handler om, at livet i Los Angeles ligesom har mistet formålet.

– Da alle mine tre søstre efterhånden fik børn, holdt de op med at komme og besøge os. Og min mor fik børnebørn og hjælper meget til med dem, så hun kommer heller ikke så meget. Pludselig sidder vi bare i det kæmpestore hus i Hollywood og får aldrig gæster hjemmefra.

– Da Jesper så begyndte at lave radio herhjemme i sommerperioder på to måneder, sneg der sig et lille bitte fokusskift ind. Vi begyndte at komme oftere til Danmark og fik flere arbejdsting her.

– Hvis jeg skriver en komedieserie, kommer jeg i hvert fald ikke til at spille hovedrollen i USA, men det kan jeg godt komme til her. Det var også noget med at komme tilbage til standup.

– Til sidst var der ikke nogen som helst overvejelse i det. Jeg kan sagtens glæde mig til, at jeg skal over og være i huset, vi elsker vores hus, og vi har selvfølgelig gode venner dér, men det er også 9.000 kilometer væk fra alle de mennesker, som nok er de vigtigste i mit liv.

De findes jo – de mennesker, der siger, at de ikke ville have været det svære og voldsomme foruden. Det gælder så ikke Mette. Eller Maise, som får det sidste ord:

– ”What doesn’t kill you makes you stronger” er noget værre vrøvl. Folk skal holde op med at få den tatovering! Det værste er, når andre siger: ”Ved du hvad, du har lært så meget af det.” Jeg synes nærmest, det er uforskammet, for det er at tage personens følelser fra vedkommende. Jeg kan ikke sige, at jeg har lært noget af at miste min mor. Det kan jeg simpelt hen ikke.

– Jeg kan ikke sige, at jeg ikke ville have været smerten foruden. Det kan jeg ikke sige. Altså … hvad fanden skal man egentlig bruge et savn til? Det er noget vrøvl, at modstand gør stærkere. For nej, det synes jeg egentlig ikke. Måske gør det i virkeligheden en mere sårbar.