Interview

Bodil Jørgensen: "Man kommer hjem for at blive genkendt"

af Tine Bendixen 13. august 2021
Foto: Kamilla Bryndum
… Og hvad sker der så, hvis man har rykket sig så langt væk fra sit udgangspunkt, at man ikke bliver det? Bodil Jørgensen spiller mor i filmen “Hvor kragerne vender” om lige præcis det. Hun har selv engang taget turen.

Bodil Jørgensen starter med at sige undskyld.

– Jeg er da aldrig nogen sinde før kommet SÅ meget for sent.

Årsagen sidder på hendes fingerspidser. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville tage mere end to en halv time at få påsat kunstige negle.

Kvart i otte satte hun sig i stolen i neglesalonen og sprang ud af den to en halv time senere uden det aftalte lag knaldrød lak – ellers var hun kommet endnu mere end tre kvarter for sent. Neglene skal bruges til en ny rigmandskone-rolle.

Bodil har svært ved at forlige sig med dem. Klak klak klak, ned i bordet. Hændervriden og møfle møfle. Lidt skældud får de 10 fremmedlegemer også.

– Det tog så lang tid! Godt jeg ikke er afhængig af det til daglig …

Hvordan føles det?

– Irriterende. Forfærdeligt. Skrækkeligt. Det spænder.

Neglesalonbesøg var ikke en del af forberedelsen til hendes rolle i “Hvor kragerne vender”. Nærmere jord under neglene.

For dér spiller Bodil velmenende, jordbunden og følelsesmæssigt lidt tunghør mor til Irina, der har lagt størst mulige afstand til sin landmandsfamilie.

Irina har rykket sig selv op med rode, lever et avantgardistisk kunstnerisk forfatterliv i København med sin polyamourøse kæreste og har skrevet en udleverende roman om sin trælse opvækst på landet.

Irina er kun hjemme, fordi hendes bror skal giftes, og det er så længe siden, hun har været hjemme, at hun ikke ved, at den Katrine, hendes bror skal giftes med, er den Katrine, der mobbede hende voldsomt i skolen.

Katrine er tilsyneladende ved at indtage pladsen som “datter” på gården.

Og Irina martres af misundelse efter noget, som hun i det liv, hun har valgt, faktisk har valgt fra.

Det er en film om generationskløfter og misundelse – og kunsten at rumme hinanden og sig selv.

Den handler om afstand. Villet og uvillet. Og Bodil faldt for manuskriptet, fordi det lidt spejler hendes egen baggrund.

Bodil Jørgensen

60 år og skuespiller.

Gift med filmfotograf Morten Søborg. De har sammen Østen og Rigmor. Bodil har også sønnen Johannes fra sit tidligere forhold.

Er aktuel i filmen “Hvor kragerne vender”.

– Jeg kommer også ude fra landet. Mine forældre kom fra Føvling og Stenderup i Sønderjylland. De var bønderbørn, de er ud af bondeslægt. Min mor havde seks søskende, min far havde tre, og de var fra hver deres store gård på hver deres bakketop 5 kilometer fra hinanden.

– Så blev de skolelærere, og det var allerede lidt … fint. Min mor havde da lidt dårlig samvittighed livet igennem over, at hun havde syv ugers sommerferie, som hendes søstre ikke havde, fordi de var bondekoner.

Selvoptaget

Danmark er et lille land, men derfor kan afstandene godt være store. Der var på flere måder langt fra Sønderjylland til teaterskolen i København.

– Det med at komme ind med firetoget fra Jylland er ikke engang løgn. I mange år skulle jeg helt ind på Rådhuspladsen for at kunne finde vej. Tempoet var et andet. Hurtigt. Og så havnede jeg i en noget selvoptaget metier. Det at blive skuespiller stod ikke i NOGEN kort hjemmefra.

– Ude i landsbyen, hvor mor og far kom fra, var det sådan, at de få gange, de så en skuespiller, så skulle man huske at tage vasketøjet ind, for skuespillere stjal, og de drak, og de blev skilt!

Den direkte vej til fortabelse?

– Ja. Mor sendte mig engang en artikel om Ole Ernst. “Jeg græder hele tiden,” var overskriften. Jeg har heldigvis mødt Ole Ernst, og det er i hvert fald løgn! Men måske var det en skjult hentydning fra min mor: Pas nu på.

– Hun var sådan set den eneste, der livet igennem blev ved med at spørge, hvad det var, jeg ville i det skarpe lys oppe på en scene. Så sagde jeg, at jeg var glad for, at hun spurgte.

– For der skal virkelig være en mening med det, ellers kan man lige så godt gå ned fra den scene og lade være. Men … nu er hun der jo ikke mere til at spørge mig, så spørger jeg nogle gange mig selv.

Hvad svarer du så dig selv?

– At jeg gør det, så længe jeg kan skelne og læse et manuskript som “Hvor kragerne vender” og tænke: Ja, den historie vil kunne sige nogen noget.

– Så længe der er historier i verden, der skal fortælles, og jeg kan mærke, at der er gløder tilbage i mig, så er det det, jeg gør. Det er efterhånden også det, jeg er bedst til.

Hun er lige fyldt 60. Hun siger, det er et både dejligt og mærkeligt sted på én gang.

Der er døre, der lukker. Hvis hun ville, kunne hun da godt gå i lårkort, siger hun, det er ikke den slags, der er slut. Det er mere det med at kunne få børn. Eller pludselig at ændre livskurs markant.

Bodil taler med et langt livs erfaringer. Også svære. Der har været to alvorlige ulykker – den voldsomme togulykke ved Sorø i 1988 og traktorulykken i forbindelse med en rolle i 2014.

Hun overlevede mirakuløst begge dele. Imellem de to ulykker har der været en selvvalgt skilsmisse, der udfordrede hendes grundværdier.

Når hun taler om rummelighed, Gud og tilgivelse, tror man på hende. Hvis Bodil var en slags prototype, ville verden sandsynligvis være et bedre sted, fordi hun altid går med det gode.

Vil det gode. Bodil er Bodil. Autentisk.

Faren ved skuespillerfaget er ellers, at skuespilleren kommer til at ligge som et lag uden på mennesket. Ikke på Bodil.

– Dét er en stor fare. Og det gider jeg ikke. Det der med at være menneske … Livets scene er vigtig at kunne tage ind.

Livskraft

“Hvor kragerne vender” er i virkeligheden et lillebitte billede, der afspejler den store verden, og hvad livet egentlig handler om i den.

Nemlig kunsten at rumme sig selv og hinanden, som vi er.

– Jeg kom til at tænke på noget … fordi min søn læser Knausgaard … Altså det med, at man udstiller sin egen familie, det er jo det, Irina gør i sin roman i filmen. Men … man forstår den her unge pige, som tager ind til byen og skal have noget ny nektar og noget ny livskraft af det derinde. Man kan også for hurtigt blive ligesom moren:

“Så kommer vi ikke videre.” Det er det, jeg mener med, at man hele tiden er i forvandling.

Det er svært at blive sig selv?

– Ja, det er svært at blive sig selv! Og det er jo dét, det handler om.

Det er efterhånden mange år og oceaner af roller siden, Bodil selv var en ung pige, der flyttede til København. Og ramlede ind i hele punkmiljøet og Ungdomshuset.

– Det var sindssygt for mig at opleve.

Bodils familie fra Jylland kom over for at besøge hende. De ville godt lige vide, hvad det var hun dog gik og lavede på den teaterskole.

Bodil fortæller sin klassiske yndlingshistorie om onkel Bent, der kommer og sidder på første række til hendes afgangsforestilling, hvor hun spiller Nina fra “Mågen”.

Børn, der ikke kunne læse, kom hjem til os efter skoletid – så sad min mor med dem. Hun havde en stor social bevidsthed, og det er jeg stolt af.

– Jeg sidder der forrest på scenen og kigger ud mod det uendelige univers, så sætter onkel Bent sig og begynder at vinke: “Bodil! Bodil, de’et Bent, då – de’et Bent hjemmefra.”

– Så tænkte jeg: Nu må jeg vælge kunsten eller vælge at hilse på ham. Jeg valgte kunsten. Jeg sad bare og stirrede ud i uendeligheden og følte, at han sad dernede og tænkte: “Hwa’ fa’en, hun ka’ rende mig, hvis hun ikke vil hilse på sin gamle onkel.”

– Men da jeg kom ned, sagde han: “Det er fandeme da utroligt, Bodil, du er jo sateme så koncentreret. A ku’ slet ikk’ kom’ i kontakt mæ’ dig derop.” Den historie er fantastisk, for han var jo fascineret, og det er det, kunsten kan!

– Da jeg lavede “Idioterne” – altså der går jo bunkepul og alverdens ting i den, men mine onkler langt ude på landet kunne også godt lide den, fordi det er en historie, der vil os noget.

Provokation

Det er det, der er det vigtigste. Kunst skal have et budskab, siger hun.

Ellers risikerer man f.eks., at det for modtageren ikke opfattes som andet end en provokation. Eller er til at grine af.

Som da en kunstner i “Hvor kragerne vender” af principielle årsager simpelt hen er holdt op med at tale.

Det er det kunstnermiljø, Irina befinder sig i, da hun kommer hjem med en korthårsfrisure med midterskilning, der til forveksling ligner hendes avantgardistiske kærestes, og som noget nær det første spørger hendes mor grænseoverskridende, hvor hendes dejlige lange hår dog er blevet af.

Den situation har Bodil også selv stået i.

– Ouuha ja, det genkender jeg også fuldstændig. For jeg klippede mig næsten skaldet til en forestilling. Det var jo også for kunsten, jeg gjorde det.

– Men reaktionen var “Ouuha, neiiih, va’ ær’ed da?” Det mest frygtelige var jo, at min mor sagde: Jeg kan slet ikke kende dig igen. For det er noget af det mest forfærdelige, man kan sige til et barn. Fordi man kommer hjem for at blive genkendt.

Bodil er, siger hun, “en anden mor” for sin datter Rigmor, end Bodils mor var for hende selv.

– Min mor var en landmandsdatter, som blev skolelærer og passede sit arbejde rigtig godt. Hun tog sig af de svage. Børn, der ikke kunne læse, kom hjem til os efter skoletid – så sad min mor med dem. Hun havde en stor social bevidsthed, og det er jeg stolt af. Men hun var også en skrap mor.

– Vi havde pligter hjemme. Rigtig mange pligter. Far havde en kæmpe køkkenhave, vi skulle plukke og bælge og nippe.

– Jeg skulle smøre madpakker, vi skulle vaske op, vi havde ikke opvaskemaskine, og vi havde en ældgammel vaskemaskine, hvor tøjet skulle bumses rundt og ned igennem sådan en vrider og bagefter rulles og stryges … Nogle gange var jeg træt af det, fordi jeg ikke bare kunne løbe ud til mine kammerater.

Var der forskel på drenge og piger?

– Ja! Min bror slap meget billigere. Min søster og jeg skulle sidde og pille hyben. Så kom der to store bæreposer med hyben. Så sad vi dér … Altså jeg har også haft en lykkelig barndom, men jeg havde sådan nogle gemmesteder, hvor jeg kunne gemme mig, og så kunne jeg ikke rigtig høre, at min mor kaldte …

Udholdenhed

“BOOODIL!” Det er Bodils mor, der kalder. Så er der er nok noget, Bodil skal hjælpe med. Bodil er ude i gemmestedet.

Hvis hun koncentrerer sig, kan hun næsten ikke høre sin mors stemme. Nej, der var nok slet ikke nogen, der råbte …

BOOODIL?

– Ja, det kunne jeg ikke høre … Men du ved … Det med pligterne har også lært mig noget om udholdenhed. Det har lært mig, at man bliver ved, til man er færdig, og det er noget, jeg har glæde af.

– Og … “du skal ikke tro, du er noget,” lærte jeg også. Det er ikke, fordi jeg synes, det er sådan en sætning, der ligefrem strammer over skuldrene, når man er 17, men i mit fag og med årene er det altså et af de bedste råd: Lad da være med det! Vi kan lige så godt underkaste os Gud og naturen på en eller anden måde. Erkende, at vi ER nogle små mennesker.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Har du nogen sinde været tarvelig over for nogen?

– Hmmm… Ja … Jeg har da løjet for min mor for at få det der par lilla fløjls-V-bukser, som jeg gerne ville have.

– Jeg løj om prisen på dem, og så tror jeg nok, at jeg tog 100 kr. op af min fars pung for at kunne få de bukser. Ja … men jeg tænkte, at der lå så mange, at det ville han nok ikke opdage, og det opdagede han heller ikke. Tror jeg.

– Men … det var jo, fordi vi ikke måtte få noget nyt. Jeg arvede min søsters tøj, og hun var fem år ældre. Det var meget sjældent, jeg fik nyt tøj. Jeg gik i noget tøj, der på en eller anden måde var meget gammeldags. Ikke noget, jeg selv ville have valgt.

– Samtidig er det måske også mor, der har lært mig, at genbrug er godt. Det går jeg jo meget op i nu. Men dengang … Jeg ville bare så gerne have de bukser.

Hvis du havde fået flere ja’er, havde du ikke behøvet stjæle de 100 kr.?

– Fuldstændig. Der er jo også det at … der er nogle mødre, der ikke kan tåle at se deres døtre være unge, vokse op og være dejlige og skønne. Det er ret sindssygt, ikke? Det er ret vanvittigt …

Jeg kan ikke huske, at min mor omfavnede mig … eller hendes duft.

– Nej, sådan havde min mor det også. Det var min far, der var den kærlige. Det er også det, der optager mig ved filmen. Det relationelle. For der ER jo en … tilknytning, selv om den ikke viser sig fysisk. Jeg syntes f.eks., at min mor var så blød her ved halsen. Jeg ville så gerne sidde og røre hende dér. ”Åh pjat!” sagde hun.

– Sådan en mor er jeg simpelt hen ikke. Jeg ELSKER at kramme dem. Jeg er ved at kramme livet af min søn, der er 20 år.

– Jeg håber da ikke, han synes, det er så ubehageligt. Jeg tror det ikke. Han vil i hvert fald en gang, når jeg ikke er her mere, kunne huske duften – eller stanken – af sin mor, ha ha.

Har du nogen sinde spejlet dig i andres liv? Det sker jo i filmen på et mere subtilt plan?

Bodil kommer øjeblikkelig til at tænke på:

– Min yngste moster, moster Lis! Hun lever stadig. Hun mødte en hollænder. Hun var blaffet til Vejle. Da en hollandsk mand i en smart bil kom forbi, tog hun med ham og levede et fuldstændig crazy liv i Holland. Han viste sig at være en sjuft.

– En dag sidder hun og ser fjernsyn: Der er et hotel, der brænder i Amsterdam. Så ser hun sin mand komme løbende ud af det der brændende hotel i underbukser sammen med en blondine. Så blev hun skilt fra ham.

– Det viste sig, at han havde skrevet alle handelsaftaler i hendes navn, så hun skyldte en masse penge. Nå, men … allerede da hun var 22 år, var hun taget til Persien, som det hed dengang. Hun tog til IRAN med nogle skibe, hun sejlede med fra København.

– Det der LIV, hun levede … Jeg syntes, at hun var, WAUUW, MOSTER LIS! Min mor og hendes andre søskende var også fascineret af det på en eller anden måde, men de rystede også på hovedet.

Man skal altid vende den anden kind til, det har min far lært mig. Så undgår man sådan set også at opføre sig tarveligt. Men … jeg har da været tarvelig.

For det koster jo?

– Ja, det koster … Og nu … spejler jeg mig ikke sådan i andre. Allerede som 50-årig syntes jeg, at jeg havde fundet mit “hul”, og jeg lever i det, som jeg gerne vil.

Mobbet

I filmen er Irina blevet mobbet som barn. Det er, som om hendes mor ikke rigtig kan tage det ind. Og Katrine, som dengang mobbede Irina, er ikke til undskyldninger. Bodil har aldrig mobbet nogen.

– Nej, men jeg er selv blevet mobbet. For jeg var lærerbarn og rødhåret og platfodet og gik i nogle mærkelige sko og det gamle tøj der. Jeg havde lange, røde fletninger, og det var ikke smart at være rødhåret i 1970’erne. Så mobbet, det er jeg blevet … De der drenge har jeg mødt siden hen. Nu er de jo bare nogle voksne mænd.

Sagde de undskyld?

– Nej, de spurgte: “A ka’ se, du kommer til Vejen og spiller, det er ikk’ så’n, at du har nogle billetter?” “Jo, det kan I fandeme tro, at jeg har, Søren og Jørgen.” Det er da sødt!

– Man skal altid vende den anden kind til, det har min far lært mig. Så undgår man sådan set også at opføre sig tarveligt. Men … jeg har da været tarvelig. Altså … jeg er gået fra en mand …

Var det tarveligt?

– På en eller anden måde var det jo. Eller jeg ved ikke … tarveligt? Det var TRIST i hvert fald. Jeg gjorde det, da Johannes var to-tre år. Jeg gik fra Henrik Sartou, som er hans far.

– Jeg synes, det er svært nogle gange at genkende sig selv i det, ikke? I det, som man har gjort. Men det var jo … kærlighedens væsen. Og kærlighedens væsen findes heldigvis. Jeg elskede jo Henrik. Altså jeg elskede dem jo.

Bodil forelskede sig i filmfotograf Morten Søborg, som hun giftede sig og fik to børn med.

Det kan være svært at forlige sig med, at man har gjort sådan noget?

– Det kan det godt være for mig. Jeg forliger mig med det hver dag, for det er ikke sådan, at jeg ligger og græder eller bliver psykisk ustabil over det.

– Altså jeg er god til at rejse mig igen – ligesom efter mine ulykker – men det kunne jeg jo på det tidspunkt også sagtens, for jeg havde jo den høje hat på, eller hvad det hedder.

Det var svært at gå, men det var rigtigt?

– Ja. Selvfølgelig var det det, ellers var det højst sandsynligt ikke sket. Og det endte alt sammen godt og lykkeligt. Men også utrolig trist. Fordi Henrik jo så dør i 2005.

Bodil tror på tilgivelsen.

– Og det gør jeg også af erfaring. Det havde jeg faktisk den fineste og bedste snak med Henrik om: Det med at tilgive.

– Og det lykkedes faktisk. Det lykkedes at skabe et nyt liv ud af det: Nu er vi et nyt sted med al den kærlighed, der var, med al den kærlighed, der er, og med den kærlighed, vi skal med vores fælles barn.

– At Henrik så skulle dø, var bare forfærdeligt, men vi nåede at have nogle rigtig gode, fine år med det liv, det lykkedes os at skabe. Og det er jo dét, Johannes kan huske nu.

Jeg siger til Bodil, at hun er et ordentligt menneske. Et gennemordentligt menneske. Men hun siger:

– Naaarh… Det synes man jo aldrig helt selv, at man er.

Skændes du nogen sinde med Morten?

– Ja, nogle gange, men det er altså Morten, han tror, det er mig, der forlægger alting: “HVOR har du LAGT min et eller andet? Hvor er sokkerne?” “Jeg har ikke lagt noget nogen steder, jeg har ingen glæde af at gå og gemme dine sokker! Hvorfor fanden skulle jeg det?

– Det KUNNE jeg godt finde på senere i livet, og det kan du bare glæde dig til, men lige nu ved jeg det ikke.” Det er meget om praktik og sådan nogle … dumme ting.

– Nogle mænd har ikke lært at lægge tingene, så de kan finde dem igen. Jeg kan se det på min ældste søn også. Han kan det nu faktisk efterhånden. Min bror lærte det jo også, men mænd lærer det senere.

Det er noget med frontallapperne. Måske er der stadig en sprække, selv om de er over 60.

Bodil skraldgriner.

Er dine egne 60 år frisættende eller usynliggørende for dig som kvinde?

– Det er faktisk ret dejligt ikke at deltage i ting, for at nogen skal få øje på en. Man er der egentlig for sin egen skyld. Der er ikke så meget af “det andet” mere.

– Nu har jeg jo også mulighed for at klæde mig ud og stadig lege, at jeg er 47. Men jeg synes på en eller anden måde, at følelsen “jeg er her kun for min egen skyld, jeg skal sådan set ikke mere” er frisættende.

G-streng med blonder?

– Uha nej!

Bodil hiver op i blusen og viser en hudfarvet blød bh.

– Og nu har jeg fundet sådan en god bh. Der var bøjler i i gamle dage. Nu er det bare sådan blødt, og det er skønt. Det er også tit, jeg ikke har brystholder på. 

Det er jo ikke, fordi man holder op med at være et seksuelt væsen, siger Bodil. Det handler mere om ikke længere at føle, at man skal bære det som noget udvendigt.

– Og dét er ”dejligt”.

Fuldbyrdet

“Du må aldrig dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl,” stod der over døren til forsamlingshuset, hvor Bodils forældre engang for længe siden mødte hinanden til julebal.

Bodils mor var egentlig “lovet ud til en anden bondemand”, men pludselig stod han der – den unge lærerstuderende, der var hjemme fra Sjælland.

Og spurgte, om hun ville med ud at høre lærken synge. I december … Det ville hun da gerne.

– Og så kyssede de hinanden derude. “Du må aldrig dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl,” vel? Hvis det kan lykkes at kombinere de to ting i et livsstykke, er det så fint. Og så huske at vende den anden kind til.

Hvad er det for et kvindeliv, du har levet i dine 60 år?

– Et fuldbyrdet og fuldendt liv, vil jeg sige. Når du sådan siger “mit kvindeliv”, er det også mit LIV som menneske på denne planet, og altså … Jeg har ligesom nået at rejse mig op i mit eget navn og være stolt af det. Så kan man da næsten ikke forlange mere af det her liv.

Du har fået lavet negle i dag, du har også fået farvet hår. Og er flyttet til Lyngby. Er du ved at blive forstadsfrue?

Bodil bryder ud i et kæmpe grin og siger:

– Aiih, dér er ellers klinikker nok, kan jeg godt sige dig! Nej, jeg glæder mig allerede, til de negle skal af. Du kan ikke forestille dig, hvor ubehageligt det er. Og bare at tørre sig i røven … med dem …

– Hvordan kan folk holde ud at have dem på hele tiden? Jeg har haft dem på før til en rolle, og jeg ved bare, at når jeg skal trække køkkenskuffen ud, banker jeg neglene i, så de trækker bagud, det gør så ondt. Nu kan jeg heller ikke gå i haven.