Interview

"Hvis jeg kan plante et lille frø hos 50+-årige kvinder om, at det er okay at se ud, som man gør, så er jeg glad"

9. august 2021
Af Britta Bjerre
Foto: Heidi Maxmiling
Noget af det, jeg har tænkt over ved at være det sted i livet, hvor jeg er nu, altså 50+, er, hvordan jeg gerne vil være resten af mit liv, siger tv-vært Janni Pedersen, der er kommet i overgangsalder og har fået set på sig selv fra en lidt anden vinkel ved at skrive krimier.

Da Janni Pedersen som vært på ”Go’ aften Live” tidligere på året indledte et programindslag om skønhedsoperationer med at tage udgangspunkt i sig selv og de kommentarer, hun som studievært jævnligt får om sit udseende, gav det genlyd derude blandt seerne.

Indslaget blev lavet på baggrund af den amerikanske skuespillerinde Justine Bateman, kendt fra tv-serien ”Blomsterbørns børn”, der vakte stor opsigt, da hun med tydelig adresse til Hollywood stillede sig frem på en magasinforside og viste sig, som hun ser ud:

En 55-årig kvinde, der har tilladt sig at blive ældre uden at få gjort noget ved sine rynker og øvrige synlige alderstegn. 

På de sociale medier

– Uden at have forberedt Lasse (medvært Lasse Sjørslev, red.) på, at jeg havde besluttet at bruge mig selv, lagde jeg ud med at spørge ham: ”Hvor mange gange har du fået en mail eller en kommentar på de sociale medier, som handler om dit udseende?”, fortæller Janni og fortsætter:

– Han kiggede på mig og sagde: ”Det har jeg aldrig fået”.

Men Lasse og jeg har jo været værter sammen i mange år og kender hinanden, og han fortsatte derfor også: ”Men jeg kan ligesom fornemme, at det er anderledes med dig”. 

– Og det er det jo. Når jeg får 10 kritiske mails eller kommentarer, handler de ni af dem om mit udseende, den sidste om journalistik. Jeg læste nogle eksempler op, hvor der står, at jeg burde have Botox, at jeg var for selvfed og for tynd og også bare for gammel at se på. 

– Det førte efterfølgende til, fortæller hun videre, – at en klummeskribent skrev en hymne til mig, og at jeg i et radioprogram på DR med deltagelse af en svensk, en norsk og en dansk journalist blev hyldet for, at der endelig var en, der tog fat på det her, og at folk i øvrigt skrev og ringede og sagde: ”Hold kæft, hvor er det sejt. Hvor er det modigt”. 

– Men jeg synes jo ikke, det er særligt sejt. Det er nærmere trist, at det skulle være sejt, det, jeg gjorde. Men jeg må så også sige, at hvis jeg kan være med til at plante et lille frø ude hos de 50+-årige kvinder om, at det faktisk er okay at se ud, som man gør, så er jeg glad.

Her tre år senere

Sådan er det med Janni Pedersen, 53. Hun er en no-bullshit-woman. Sådan en, der ikke lader sig kyse af nogen eller noget og kan sige både fra og til og i øvrigt er stærk nok til at stå ved sin følsomme side, i en grad så ingen kan være i tvivl om, at den også er der.

Sådan beskrev vi faktisk tv-værten allerede, da vi interviewede hende for tre år siden.

Det var dengang, hun og hendes mand, journalist Kim Faber, debuterede som krimiforfattere.

Nu er parret ude med deres krimi nummer tre. Og Janni er stadig en no-bullshit-woman. Selvfølgelig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det skræller hverken tiden eller situationer og sager sådan lige af en kvinde, der er vokset op som bevidst om og beredt på, at man må kæmpe for det, man vil, og at ingen ting kommer af sig selv.

Men noget er der sket på de tre år. Noget har forandret sig. Og dét ”noget” kommer det på en eller anden måde til at handle om her. 

På de tre år, der er gået, er Janni og hendes mand ikke bare blevet mere erfarne krimiforfattere, de er også blevet bestsellerforfattere.

Det, der begyndte som et lidt henkastet spørgsmål fra ham hen over morgenbordet: ”Skulle vi ikke skrive en roman sammen?” og fik hende til at svare: ”Jo, det skal vi da!”, har på mange måder været en gave, også til deres parforhold, siger hun.

– Tænk, at vi kan det her sammen. Tænk, at vi tager noget af det, vi kan hver især, og putter det ind i et fælles projekt, og så viser det sig, at vi kan skrive bestsellere.

Janni og Kim har været sammen siden 1995, hvor de mødte hinanden på journalisthøjskolen i Aarhus. Hun var 27 på det tidspunkt, og han fyldte 40, kort efter de var blevet kærester.

– Efter alle de år oplever vi pludselig at arbejde sammen, at blive interviewet sammen, holde foredrag sammen, gå til forlagsmøder sammen.

– Alt det, som skriveriet har ført med sig, har givet et reboost til vores ægteskab, som ikke er alle i langvarige parforhold forundt, siger hun.

Har knoklet for det 

Men at arbejde så intenst med en romans hovedkarakterer, som de gør med deres gennemgående personer, politiefterforskerne Signe og Juncker, også i deres nye krimi, ”Kvæler”, sætter også andre spor, fortæller hun.

– Når man opfinder to hovedkarakterer, som skal have et helt liv og et helt følelsesregister, tager man også af hovedstolen. Vi kan ikke undgå at lægge nogle træk ind i Signe og Juncker, som vi selv har, og som vi måske ovenikøbet ikke er særlig stolte af.

– Ved at opfinde sine romanfigurer får man set på sig selv holdt lidt ude i strakt arm, og det gør altså noget ved én. Noget af det, jeg har tænkt over ved at være det sted i livet, hvor jeg er nu, altså 50+, er, hvordan jeg gerne vil være resten af mit liv.

– Jeg har altid været typen, der har arbejdet meget, og folk skulle stå tidligt op, hvis de skulle følge med mig. I min familie var pengene små, og vi har altid skullet kæmpe for tingene. Der var ikke lige et godt efternavn eller nogle gode kontakter, der kunne skabe genveje. Jeg har skullet knokle for det hele.

Venskabet røg

– Det er gået op for mig, fortsætter hun, – at når man knokler så meget, kan man godt blive en anelse indebrændt, når ting går én imod.

– Når jeg har følt mig frustreret og ikke har følt mig set eller hørt, på trods af at jeg syntes, jeg sgu da præsterede og leverede, kunne min frustration godt komme ud mellem sidebenene på en måske ikke så pæn måde. Og på en måde, som kunne opfattes som illoyal, fordi jeg netop ikke tog den direkte med dem, det involverede.

– Jeg har en gammel veninde, som jeg var illoyal overfor for 27 år siden. Det røg venskabet på. Og det har pint mig siden. Men det skal være slut nu. Jeg har simpelt hen besluttet, at resten af mit liv vil jeg bestræbe mig på at være mere upfront i mine relationer.

– Jeg vil ikke lade mig presse så langt ud mere, at jeg står og er ved at sprænges af frustration og derfor får sagt tingene på en dum måde og i det forkerte forum.

Den overgang

Men hvordan mærker hun ellers, at hun er dér i livet, hvor hun er?

– Jeg er ikke længere den sidste, der går fra en fest. Jeg kan heller ikke arbejde igennem fra tidlig morgen til sen aften, som jeg kunne før. I hvert fald ikke uden at have nogle dage bagefter at rekreere mig i. Det behøvede jeg ikke for tre år siden.

– Der er kommet en overgangsalder indover. Jeg sover også dårligt. Men jeg har mere eller mindre affundet mig med, at fire timers sammenlagt søvn, to timers lytten til podcast og en halv times falden hen vel er det, der er os forundt, os i overgangsalderen. Og det går jo også over igen, ikke?

– Jeg tror, jeg har taget seks-otte kilo på i forbindelse med min overgangsalder, selv om jeg rører mig væsentligt mere, end jeg gjorde for fire-fem år siden.

– Jeg har aldrig skullet tænke over, hvad jeg spiste. Aldrig nogen sinde. Og det er fandeme privilegeret. Nu er det bare anderledes. Ens krop forandrer sig med alderen. Det må man forlige sig med.  

– Det er selvfølgelig nemmere at sige for sådan en som mig, der på 25. år er sammen med en mand, som stadigvæk synes, jeg er den lækreste, når han ser mig gå ud til badet hver morgen. Men det har da også været noget af en forandring for mig.

– Mig, der altid har kunnet hoppe ned i en størrelse 36, og så kan jeg pludselig ikke passe mit tøj. Men jeg er altså nået dertil, hvor jeg tænker: Så må jeg bare købe tøjet et nummer større. Fred være med det.

MeToo-dokumentar

Til sidst er der lige noget, vi ikke kan komme uden om.

Noget, der formentlig også kommer til at give genlyd derude blandt seerne på et tidspunkt: Det har været fremme, at Janni skulle have været en del af den MeToo-dokumentar, som TV 2 valgte at droppe tidligere på året, men som efter sigende sendes i en nyproduceret udgave her til efteråret på blandt andet Discovery Networks.

Men det, hun kan og vil sige om det lige pt., lyder sådan her:

– Jeg kan sagtens forstå, du spørger til det. Jeg kan i hvert fald sige, at det, der har inspireret mig mest, er min egen datter, som har sagt, at hvis vi skal sexisme til livs, så bliver man kraftstejleme nødt til at ytre sig, hvis man har en holdning, og når man har et fjæs og en platform.

– Forhåbentlig kan andre bruge det til at sige: ”Det skal aldrig ske for mig”. Det er jeg meget drevet af.