sara maria
Interview

Tv-vært om forholdet til Nicolaj Kopernikus: Jeg har lyst til at sige, at han er god for mig. Men han er ikke min redning

9. juni 2022
Af Jo Brand
Foto Stine Heilmann
For nylig stod tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl frem på to måder: Hun stod frem og fortalte om sin angst, og hun stod frem med sin nye kæreste, skuespilleren Nicolaj Kopernikus. Og selv om det måske lyder mærkeligt, så er angsten nemmere for hende at tale om end kærligheden.

Det koster at være ærlig, men den pris betaler Sara Maria Franch-Mærkedahl gerne.

“Jeg græder og græder og græder.”

Sådan kunne Sara Maria Franch-Mærkedahl læse om sig selv i en avis, efter hun i en podcast havde fortalt om sin angst.

– Et andet sted stod der noget med, at ”lige så snart rampelyset slukker, så lurer panikken”. Så det kommer hurtigt til at lyde som om, at jeg er utilregnelig, og at mit liv er meget dystert og hårdt. Men det er det ikke.

– Der er små glimt, hvor angsten dominerer, men de fleste timer er gode, siger hun og påpeger, at det er muligt at have et velfungerende og godt liv, selv om angsten er en fast følgesvend.

– Det er også derfor, hun gerne vil dele sin historie: For at hjælpe andre ved at normalisere angsten, vise dens forskellige sider og fortælle, at det er muligt at leve med den og være glad samtidig.

Men de dramatiske tolkninger af hendes udtalelser gør, at hun i dag er lidt tilbageholdende med at fortælle alt for meget.

Også om sit forhold til skuespilleren Nicolaj Kopernikus med hvem, hun dukkede op til en premiere i februar, hvor det dermed blev officielt, at de var kærester.

– Jeg har lyst til at sige, at han er god for mig. Men så er jeg bange for, at hvis jeg siger det, så bliver det blæst op til, at han er min redning eller noget i den dur. Men han er god for mig!

– Men han er ikke min redning. Jeg kan godt passe på mig selv. Jeg er superstærk. Og jeg er glad, udadvendt og positiv, siger hun og smiler.

Og så er der også bare angsten, der følger hende som en lille sort sky på en ellers ret blå himmel. Men den vender vi tilbage til.

Sara Maria Franch-Mærkedahl er 41 år, datter af en dansk mor og en iransk far, der var cirkusartist, fraskilt, mor til døtrene Vega og Kastanje på 10 og 13 år.

Har en uddannelse i marketing og international kommunikation fra CBS, er tidligere model og vinder af Vild med Dans i 2014.

I dag er hun vejrvært på TV 2, laver podcast og har gang i adskillige andre projekter. Og så er hun altså kæreste med Nicolaj Kopernikus og har angst.

Sara Maria Franch-Mærkedahl

41 år, vejrvært på TV 2.

Udover diverse værtsroller har hun siden, hun var ung, haft egen virksomhed, hun har bl.a. arbejdet som model, lavet podcasts, vundet Vild med Dans i 2014, og så holder hun foredrag om at have angst.

Fraskilt og bor i dag sammen med sine to døtre Vega og Kastanje på 10 og 13 år. Kæreste med skuespilleren Nicolaj Kopernikus.

Med sin far, Seid Mærkedahl, i Cirkus Arena, hvor Sara Maria var sprechstallmeister i en årrække.

Sygdomsangst, dødsangst, panikangst, flyangst og oven i det hele: angst for angsten.

Sidst, hun mærkede til angsten, var i går.

– Jeg sad i bilen på vej hjem fra arbejde i Odense og talte i telefon med en, som jeg er tæt på. Vi talte om en alvorlig ting, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg blev alt for påvirket. Jeg fik ondt i brystet og i min venstre arm, og så begyndte jeg at blive bange for, at det kunne være en blodprop.

– Jeg måtte sige til personen, at vi måtte vente med at tale, til jeg ikke sad alene i en bil på motorvejen. Det kan lyde skørt, men jeg bliver utrolig påvirket af store følelser. Det er ofte det, der trigger min angst allermest.

– Men i modsætning til tidligere har jeg i dag lært at mærke efter. Jeg ved, at det sandsynligvis er angsten, den er gal med, når jeg for eksempel begynder at tænke, at jeg er ved at få en blodprop.

– Og så handler det om at acceptere, at den er der, og forsøge at distrahere mig selv, for eksempel ved at lade de rationelle tanker tage over, og det lykkedes i går. Så efter jeg havde lagt på, gik det væk, forklarer Sara Maria.

Men det har taget mange år at nå til det sted.

Forgiftet mad

Første gang Sara Maria Franch-Mærkedahl oplevede den irrationelle angst var, da hun var teenager.

– Jeg var 15-16 år og på ferie i Cannes med min storesøster, der er 13 år ældre end mig, og hendes kæreste. På et tidspunkt sad vi på en restaurant, og pludselig fik jeg den tanke, at der var nogle, der havde forgiftet maden. Og så følte jeg, at jeg skulle besvime.

– Rationelt vidste jeg jo godt, at det ikke havde noget på sig, at maden skulle være forgiftet, så jeg sagde heller ikke noget om det til min søster eller hendes kæreste, siger Sara Maria og fortæller, at det med at besvime var noget, hun ofte gjorde, da hun var yngre.

– Så jeg sagde bare, at jeg havde det lidt underligt og var bange for at besvime, ikke hvad der foregik inden i mig. Men det var på den ferie, at jeg begyndte at være bange for, at der skete noget, siger hun og fortæller, at hun blev bange for at flyve, blev bange for at være syg, blev bange for at blive bange.

Jeg så flyene ramme de to tårne på en skærm i FONA. Jeg anede ikke, det var sket. Men pludselig blev min irrationelle flyangst jo rationel. Det kunne jo ske!

Den 11. september 2001, da hun var 21 år, fik angsten et endnu skub fremad.

– Jeg kom cyklende ned ad Amagerbrogade på vej hjem til min lejlighed, hvor jeg boede med min daværende kæreste. Og da jeg kom forbi en Fona, hvor der var storskærme i vinduet, så jeg flyene ramme de to tårne.

– Jeg anede ikke, det var sket. Men pludselig blev min irrationelle flyangst jo rationel. Det kunne jo ske! Og der mistede jeg tilliden – ikke kun til flysikkerheden, men også til folk, jeg ikke kendte. Efter det havde jeg mange nætter, hvor jeg ikke kunne sove.

Men selv om angsten har været der i mange år, har den aldrig fået lov til at fylde det hele.

– Jeg har altid set mig selv som en ressourcefuld og modig person med en positiv tilgang til livet, og måske har det været med til, at jeg aldrig er blevet trukket for meget ned af angsten. Jeg har altid haft et stort drive og har altid været energisk og arbejdsdygtig, siger hun, der da også har nået mere end de fleste.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hun har, siden hun var 18 år, haft egen virksomhed. Hun har haft agentur på tøj, smykker og skønhedsprodukter og har designet og produceret produkter til blandt andre Coop og Bahne.

Hun har haft eventbureau, lavet børneteater, designet kostumer til revyer, haft diverse værtsroller, været sangerinde i Madonna Jam, skrevet bogen “Boost dit løb”, sammen med løbecoach Gitte Høj, som hun også har holdt foredrag med.

 

Andre opdager det ikke

At flyve er en af de få ting, hun har prøvet at undgå, fordi det om noget trigger hendes angst.

– Jeg har tit ladet være med at flyve, for eksempel da jeg var model. Jeg ville ikke flyve på en opgave for en dags arbejde, fordi jeg vidste, at jeg ville være bange flere dage inden og også have det dårligt under selve opgaven, fordi jeg skulle flyve hjem igen. Så det kunne ikke betale sig.

sara maria

Men nogle gange flyver hun altså alligevel.                     

– Jeg tvinger mig til at gøre det, fordi jeg er så nysgerrig på livet. Der er nogle ting, jeg vil have i mit liv, selv om det trigger min angst. Der er nogle ting, jeg ikke vil undvære.

– Sidste sommer fløj jeg for eksempel alene med pigerne til Maldiverne, siger Sara Maria og fortæller, at hun har sine rutiner, når hun skal ud at flyve.

– Engang skulle jeg flyve alene til Bangkok, og der sad jeg med en lykkemønt i hånden hele vejen – også når jeg spiste og skulle på toilettet. Og jeg har det også sådan, at når jeg sidder i et fly, må jeg ikke se en film eller høre noget musik, der på nogen måder minder om død, så på den tur hørte jeg det samme Justin Bieber nummer hele vejen, griner hun.

Det lyder udmattende. Hvorfor ikke bare spise en pille?

– Den vil jeg også være bange for at spise. Tænk, hvis jeg ikke kan tåle den? Og tænk, hvis jeg begynder at slappe af, og der så sker noget.

– Det handler jo også om kontrol. Og den ville jeg til dels miste ved at spise en pille, og jeg vil også helst lære at kunne slappe af under en flyvetur uden piller.

Hun fortæller, at hun har flere ritualer og ting, hun skal sige “1.000 gange”, når hun flyver, men at ingen bemærker det, for som hun også siger om sin angst: “Jeg kan jo sagtens pakke den ind, så ingen opdager det.”

– Da Nicolaj og jeg skulle ud at flyve første gang, fortalte jeg ham, at jeg ikke var glad for at flyve, og bagefter sagde han, at han ikke ville have tænkt over det, hvis jeg ikke havde sagt det.

– Man kan jo ikke se, at jeg inde i hovedet sidder og beder til en “sikker, tryg og behagelig landing”, og at “sikker” skal siges først, fordi det er det vigtigste.

Forventninger

Hvorfor al den angst?

– Jeg tror, meget af det ligger i, at jeg skal være god nok. Det er mine egne forventninger til mig selv. Når jeg kigger tilbage på den gang i Cannes, hvor jeg mærkede den for første gang, så handlede det om, at jeg skulle hjem og være med i en modelkonkurrence, og jeg havde følelsen af, at jeg skulle præstere, at jeg skulle være god nok, nu hvor jeg var blevet valgt, siger Sara Maria.

– Det har handlet om det, jeg selv troede, andre forventede. For jeg har aldrig været i tvivl om, at uanset, hvordan jeg klarede mig, var der fuld opbakning og kærlighed hjemmefra. Men jeg har også gerne villet gøre min far og min mor stolte, siger hun.

– Og så er det altså også bare sådan, at jeg er så glad for livet. Jeg skal fandeme være her, til jeg bliver 100 år. Jeg er ikke bange for døden, men jeg er ikke klar til den endnu. Jeg skal være her for mine børn, min familie. Og jeg ved godt, at sådan har alle det. Min bror er en af dem. Men han er bare ikke bange for livet samtidig, siger Sara Maria.

Angsten er dog også endt med at blive en drivkraft for hende.

– Jeg går meget op i velvære og trivsel, og jeg har taget adskillige kurser og uddannelser, lige nu er jeg for eksempel i gang med en buddhistisk lederuddannelse hos den buddhistiske lærer Marie Kronquist. Og den interesse springer nok ud af angsten.

Med årene har hun også lært den, og dermed sig selv, bedre at kende.

– Jeg har lært, at hvis jeg gør noget for andres skyld i for lang tid, så er jeg nødt til også at bruge tid på noget, der giver mig energi. Ellers går det galt.

Jeg har lyst til at sige, at Nicolaj er god for mig. Men så er jeg bange for at, hvis jeg siger det, så bliver det blæst op til, at han er min redning eller noget i den dur.

– Og jeg har lært, at tillid er vigtigt for mig. Hvis der ikke er tillid, trigger det min angst. Jeg skal vide, hvad jeg kan stole på. Det var jo også tilliden, der forsvandt, da flyene fløj ind i World Trade Center. Men det gælder også tilliden til andre mennesker og det at kunne stole på dem. Og tillid til mig selv.

– Jeg har også lært, at det hjælper at tale om angsten. Og jeg har lært at overveje, om jeg skal reagere på den, når den kommer. Først ved at acceptere, at den er der. Og hvis det ikke hjælper, så distrahere mig selv ved at ringe til én eller gøre noget andet.

– Jeg kan også styre den til en vis grad. Hvis jeg for eksempel sidder i biografen og pludselig får en stemme inde i hovedet, der siger “Hvad nu, hvis du har en svulst i øret?”, så kan jeg i dag godt sige til den “gider du skride, nu sidder jeg og hygger mig”. Det er jo supersundt, at systemet kan føle angst, og at man kan lytte til angsten, men det handler om balance og at kunne mærke forskel på, om det er irrationel angst eller en reel frygt, der skal reageres på.

– Og så gør jeg jo også ting, selv om det giver mig angst, som for eksempel at tage ud at rejse med mine piger eller rappelle ned ad et højt tårn. Jeg udfordrer gerne mig selv og har det sådan lidt “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af”. Det hjælper mig også i angsten og efter hver gang, har jeg det sådan: “Det kunne jeg godt, så det kan jeg godt gøre igen – fuck you angst!”

– Jeg har lært, at det hjælper at være i nuet. Når jeg er det, så vinder den rationelle side over det irrationelle. Og jeg tror, at en af mine stærke sider er min evne til at være i nuet og til at være nærværende. Det er jeg for eksempel, når jeg arbejder, og det er så befriende. Derfor har jeg heldigvis også altid kunnet arbejde, siger Sara Maria.

Puster i nakken

Men alligevel er den der. “Angsten ligger altid og puster mig i nakken,” som hun siger.

Nogle gange mere end andre. Hen over vinteren havde hun et par dårlige måneder.

– Jeg fik corona i efteråret, og derefter havde jeg det virkelig dårligt. Jeg fik nogle tanker, der virkelig ikke var rare at dykke ned i. Normalt er virkeligheden jo god på den måde, at jeg har kærlighed, jeg har min familie og så videre. Der føler jeg mig jo egentlig tryg.

– Det er dér, hvor de irrationelle tanker tager mig hen, jeg bliver angst. Men da corona kom, blev virkeligheden farlig. Jeg blev ikke særlig syg, men jeg var superbange alligevel og var angst for, at jeg havde udsat mine børn for et eller andet, og bagefter var jeg angst for følgevirkningerne. Det var tre måneder, hvor jeg havde angst!

Det stoppede først, da hun en søndag brugte en hel dag på sin nye buddhistiske uddannelse.

– Vi havde en rolig dag med nærvær, hvor vi lagde telefonen fra os og mediterede. Og så forsvandt det. Det var en gang i februar.

sara maria

Men hvad gør sådan en angst så ved ens parforhold?

– Det er ikke sådan, at angsten har fyldt meget i mine forhold. Men den er en del af mig, og jeg skjuler den ikke. Alle har jo deres bagage, det kan være problemer med forældre eller børn. Min bagage er min angst, siger Sara Maria og fortæller, at angsten heller ikke er noget, hun har lagt skjul på. Heller ikke i sit nuværende forhold.

– Nicolaj og jeg har jo kendt hinanden arbejdsmæssigt i mange år, og vi har flere gange skullet lave ting sammen i forbindelse med noget tv. Vi skulle blandt andet have sejlet over Atlanten sammen, og der sagde jeg til ham: “jeg har jo den der angst”. Så det har han vidst.

Et tv-program har de aldrig fået lavet sammen, men i dag er de blevet kærester. – Jeg vil ikke sige, at vi har været venner i mange år, men vi har været bekendte, og så mødtes vi så igen i arbejdsmæssig sammenhæng og denne gang på et tidspunkt, hvor vi begge var ledige, og så var det sådan … “måske skulle vi gå ud at spise …”

– Nicolaj forstår godt min angst, men han ejer den ikke selv. Og det er heller ikke sådan, at han går og tænker på den eller er bange for, at den pludselig kommer for fuld udblæsning.

Som Sara Maria siger, så er det andre ting, der fylder:

– Vi har den samme lette livsenergi og glæde. Vi supplerer hinanden godt og giver hinanden plads til at være dem, vi er. Han kan tage de roller, han har brug for, jeg skal ikke begrænse ham, ligesom det heller ikke er en relation, hvor mine valg skal tilpasses.

Og hvad så med angsten og dens plads i hendes liv?

– Jeg talte på et tidspunkt med en terapeut, der spurgte “Vil du være klar til at slippe din angst?”

Og dér var jeg ved at græde ved tanken. Angsten er jo en del af min identitet.

– Man kan sige, at den er som en omsorgsfuld veninde, der fortæller mig, når jeg er for presset og siger, hvad jeg kan holde til og ikke holde til. Min angst har også givet mig en sindssyg selvindsigt. Den har gjort mig modig og dedikeret, fordi den har tvunget mig til at finde ud af, hvad det er, der gør mig til den bedste udgave af mig selv.

– Den har gjort mig til den, jeg er. Og den har givet mig en ydmyghed og en kæmpe taknemmelighed over alt det gode, der er. Og har betydet, at jeg lever mere nærværende og ægte. Men jeg synes godt nok, at måden, den har lært mig det på, indimellem har været voldsom.

– Jeg have en oplevelse, da jeg fløj til Maldiverne med pigerne. Oppe i flyet sagde jeg til mig selv: “Nu skal du prøve at nyde denne her exceptionelle udsigt”, og så kiggede jeg ud ad vinduet og det var så flot … og den følelse, som jeg fik, var så luftig … Den var svævende, som sæbebobler … ubekymret. Det varede måske fem sekunder, og så kom angsten tilbage. Som om det var den, der holdt mig på jorden.

Men er hun så klar til at slippe igen?

– Jeg er så klar til at slippe den. Hvis jeg kan. Men min største udfordring er nok at finde tryghed i, at den ikke er der. Men jeg ville elske at leve mit liv uden at have den, der puster mig i nakken. Og jeg tror på, at der er bedring i sigte. Jeg tror, at der er en lettere måde for mig at leve livet på.