geeti amiri
Brev til min far

Kæreste Padar. Da jeg mødte dig i lufthavnen, var du blevet fremmed for mig

1. juni 2022
Af Johanne Bille
Foto: Ulrik Jantzen & Simone Maria Kønig Lilmoes
Forfatteren Geeti Amiri skriver her et brev til sin far. Om afstand og angst, kærlige minder og tab.

Kæreste padar

Det er, hvad du først og fremmest hedder: Padar. For det betyder far på dari. Dit og mors sprog, jeg forsøger at gemme, før tiden udvisker spor af, at jeg er født i Kabul.

Hvor du mødte mor og blev forelsket i hende. Hovedstaden i dit fortabte hjemland, hvor jeg kom til verden. Med judastræerne i nord og paladset i hjertet, omringet af stærke bjerge.

Din og mors hjemby, hvor I efterlod jeres identitet, så jeg kunne vokse op i tryghed med dannebrog vajende over rapsmarkerne.

Jeg husker, da vi blev forenet, efter fire års adskillelse, i Kastrup Lufthavn.

Du var blevet fremmed for mig, jeg kendte dig ikke, du var manden med moustache, der gav mig våde kindkys og fortalte mig, at jeg var din øjesten.

Men jeg kunne ikke sige padar, for jeg vidste ikke, hvad det ville sige at have en far.

Du var en skikkelse, jeg havde hørt om, men manglet i tilværelsen.

Fordi flugten fra Afghanistan gjorde dig til en fremmed. Over for os, dine børn. Over for mor, dit livs kærlighed. Over for manden, der mødte dit spejlbillede.

Geeti Amiri

Født i 1989 i Kabul, Afghanistan.

Har tidligere studeret statskundskab og sociologi på Københavns Universitet og er i dag lærerstuderende. Debuterede i 2016 med romanen ”Glansbilleder”.

Aktuel med udgivelsen ”Mosaik” på Gyldendal.

Mon det var derfor, du ikke brød dig om at have spejle i hjemmet? Fordi det gjorde for ondt at se, hvem du blevet?

En mand uden forhistorie, uden titel, uden sprog. Du var engang et menneske, men krigen fik dit sind til at sygne hen, før sygdommen fik din krop til at visne.

Jeg husker, at du lærte mig at cykle. Du fortalte mig, at du ville gribe mig, hvis jeg faldt.

Jeg husker, at du tog mig med på udflugter og fortalte mig historier om kongerækken.

Jeg husker, at du fortalte mig nødvendigheden af at kende til historien, så jeg ville forstå fremtiden.

Jeg husker, at du aldrig blev vred, men altid sukkede dybt, når livet viste sig fra sin uretfærdige side.

Jeg husker, at du lovede mig, at du stadig var den samme, da du kom hjem med diagnosen, der endegyldigt fik håbet om, at du ville følge mig ind i voksenlivets rækker, til at briste.

Du sagde, at du stadig var Amiri, og jeg ville altid være din datter, du navngav efter denne store verden, du elskede at gå på opdagelse i. Men vi vidste begge, at det var en løgn.

Du gik bort, og tabet af dig efterlod et hul i mit hjerte, jeg sent i livet lærte at tætne med egenomsorg i stedet for selvdestruktion.

Det er 18 år siden, du døde. Men først for nylig har jeg kunne sige det højt.

At du døde.

Du forsvandt ikke. Du svigtede mig ikke. Du døde. Og jeg har lært at tilgive mig selv. Fordi jeg i 18 år følte, at jeg skulle have reddet dig. Du døde. Og jeg kunne og skulle ikke pleje dig.

I 18 år har jeg forsøgt at redde nogen i kærlighedens navn, i håb om at jeg ville kurere dig.

Det har taget mig 18 år at forstå, at du døde. Og dermed har jeg aldrig bearbejdet sorgen over at miste dig. Det var først, da en kvinde trykkede mig blidt på maven, at jeg indså det.

Hun spurgte, hvorfor jeg har en sorg i maven, som bløder som et sår. Jeg sørgede aldrig over din død, fordi det ville være at acceptere, at du ikke ville komme hjem igen.

I stedet forsøgte jeg at løbe væk fra virkeligheden ved at vække dig til live i enhver mand, jeg mødte på min vej. Hvis han duftede som dig, blev jeg forelsket i hans duft.

Hvis han talte som dig, blev jeg forelsket i hans stemme. Hvis han bevægede sig som dig, blev jeg forelsket i hans gang. Hvis han studerede verden, som du gjorde, blev jeg forelsket i hans blik.

Hvis han var nænsom, ligesom du var, blev jeg forelsket i hans omhyggelighed.

Geeti og far

Hvis han kunne udfylde tomrummet i mit hjerte, udslettede jeg mig selv, i kærlighedens navn. Men du døde, og ingen mand har kunnet lindre dit fravær. Det er omsider gået op for mig.

Og nu er jeg også klar til at stede dig til hvile. 18 år efter jeg valgte dit gravsted, er jeg klar til at tage min afsked med dig.

Du er ikke længere ved min side, men du vil altid følge med. Og jeg ved, at du er stolt af mig, fordi jeg gik min egen vej og alligevel betrådte dine usynlige fodspor.

Jeg ved, at folk har bebrejdet mig for at kaste skam over dit navn, men du gav mig kompasset til at navigere kærligt i verden – også når den er ubarmhjertig.

Mor fortalte for nylig, at du elskede at sidde i din fars udkigstårn og skue ud mod markerne. Land, du en dag var ment at overtage, så du kunne så og høste årets velsignelser.

Hun sagde, at du altid kunne findes deroppe, hvor tankerne kunne svæve frit, fordi ingen kunne se skønheden i dit tankemylders mønster.

Hun gjorde sit bedste for at forstå dig – det ved jeg, at du også værdsatte ved hende, men jeres samtid splittede jer ad.

Jeg drømmer ikke længere om at finde dig i en mand, fordi ingen mand er ment til at skulle erstatte dig, men jeg drømmer om at besøge din hjerteby, som du sukkede efter at se, inden du lukkede øjnene.

Mor fortalte, at udkigstårnet var, hvor dit hjerte levede frit, fordi nede på jorden var du bundet på hænder og fødder.

Jeg drømmer ikke længere om at finde dig i en mand, fordi ingen mand er ment at skulle erstatte dig, men jeg drømmer om at besøge din hjerteby, som du sukkede efter at se, inden du lukkede øjnene.

Jeg drømmer om at mærke den samme jord, hvor jeg tog mine første skridt, i dit hus, hvor mor flyttede ind og lod lyset trænge ind.

Jeg drømmer om at fortælle mine danske børn i fremtiden om deres morfar, som jeg kaldte for padar, som gav mig vinger til at flyve ud i verden, før jeg blev voksen, fordi han vidste, at tiden var knap.

Jeg drømmer om at bevare mindet af dig i mit hjerte, selv om jeg glemmer dari, som er sproget, jeg lærte at sige padar på, før jeg lærte at sige far på dansk.